Debat

Per Stig Møller: Udviklingsbistand skal begrænse russisk og kinesisk indflydelse på det afrikanske kontinent

Vi giver også udviklingsbistand af egoistiske årsager. Vesten har brug for at have Afrikas lande på vores side i den geopolitiske spændingssituation, verden befinder sig i, skriver Per Stig Møller (K).

Udviklingspolitik handler også om sikkerhedspolitik, skriver Per Stig Møller (K).
Udviklingspolitik handler også om sikkerhedspolitik, skriver Per Stig Møller (K). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Per Stig Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er tre hovedbegrundelser for at levere udviklingsbistand.

Den ene er den altruistiske grund, at der er store befolkningsgrupper i udsatte lande, som vi af et rent hjerte gerne vil hjælpe ud af fattigdommen og ind i en udvikling, hvor de har fået arbejde, sundhedssystemer, uddannelser og et fungerende, offentligt, demokratibåret samfund med ligestilling mellem kønnene, uddannede kvinderne uddannet og faldende fødselstal.

Vi skal også bekæmpe fattigdommen ved at bekæmpe arbejdsløsheden og hjælpe vestlige firmaer til at lægge en del af arbejdet i Afrika, således som de før lagde det i Asien, hvor lønningerne er vokset betydeligt.

Med det sidste argument bevæger vi os ind i den anden hovedbegrundelse: Den egoistiske. For det er i vores egen interesse, at fødselstallet falder, for falder det ikke, og kommer der ikke udvikling, vil fattigdommen vokse og dermed også lysten og viljen til at emigrere til Europa –  ”det forjættede land”.

Få købekraften til Europa

Jo mere befolkningstallet i Afrika stiger, uden at økonomien vokser endnu mere, forværres fattigdommen og dermed den illegale emigration til Europa.

Ved at skabe arbejde skaber vi produktion, der skaber indtægter og dermed også skatter til staten, der får råd til undervisning, sundhed, retssamfund, hvilket alt sammen betyder, at vi syd for Europa får millioner af nye, købedygtige erhvervsaktive mennesker.

Temadebat

Hvorfor giver vi udviklingsbistand?

I denne temadebat undersøger Altinget Udvikling bistandens udvikling fra halvfemserne til i dag og spørger:

  • Hvad er udviklingsbistandens funktion og berettigelse?
  • Er der sket en ændring i den danske forståelse af og ansvarsfølelse for udvikling i det globale syd? 
  • Giver det stadig mening at beholde udviklingsbistanden i sin nuværende form?

I den forbindelse vil jeg høre, om du kunne være interesseret i at bidrage med et debatindlæg.

Debatpanelet kan findes her.

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Skriv til mathilde@altinget.dk.

Med mindre disse vælger at importere de mere avancerede varer fra Asien i stedet for fra os, vil denne udvikling bidrage til vores egen velstand.

Fremgang i eget land

Menneskene har altid vandret, og de har leveret folkevandringer, når fødeunderlaget ikke kunne matche et stærkt voksende befolkningstal i et område.

Nordboerne har selv vandret i flere omgange, senest i slutningen af 19. århundrede, hvor op mod 20 procent af dem forlod Skandinavien for at finde bedre levevilkår i Canada, Nord- og Sydamerika, Australien, New Zealand.

Mens Afrikas befolkningstal stod nogenlunde i stampe og dermed var i balance med fødeunderlaget, gav det sig til at vokse eksplosivt, efter at WHO blev opfundet efter Anden Verdenskrig og gav sig til at vaccinere befolkningerne.

Ved næste århundredeskifte vil op mod hver anden verdensborger være født i Afrika. Hvis ikke vi skal geråde ind i farlige konflikter med nordafrikanske stater, der er blevet radikaliserede eller er brudt sammen på grund af et millionpres fra unge fra syd, som ikke kan komme videre til os, så skal vi bidrage til, at disse bliver hjemme og skaber fremgang i deres egne lande.

Hvis vi ender med en opdelt verden, hvor man til den ene side har amerikansk teknologi og valuta og den anden side kinesisk, er det geopolitisk ret afgørende i hvilken lejr, Afrika slår sig ned i

Per Stig Møller (K), fhv. udenrigsminister

Det kræver frihandel, udviklingsbistand, lån og gældslettelser. Men hvis vi er indstillede på at vore europæiske samfund med vore forskellige europæiske kulturer bliver forandret og forvandlet i takt med, at befolkningssammensætningen bliver radikalt forandret i forhold til i dag, så kan vi selvfølgelig godt indstille udviklingsbistanden. Vi skal bare vælge vort lands fremtid med åbne øjne.

Afrika på Europas side

Den tredje hovedbegrundelse er den politiske. Politisk har vi brug for at have Afrikas lande på vores side i den geopolitiske spændings-situation, verden befinder sig i.

Hvis vi udvikler et ligeværdigt, politisk samarbejde ved eksempelvis at indgå nogle gennemgribende, politiske og økonomiske aftaler mellem EU og AU, vil vi kunne gøre os håb om at få dem på vor side.

Vi ser for tiden, at vi netop ikke har dem på vor side. De støtter os ikke i vores sanktionspolitik mod Rusland, og flere af landene skifter nu fransk militærhjælp ud med russisk. Flere lande får stadig større tilknytning til Kina og sælger stadig mere af deres råstoffer, herunder de såkaldt sjældne jordarter til Kina.

Hvis vi ender med en opdelt verden, hvor man til den ene side har amerikansk teknologi og valuta og den anden side kinesisk, er det geopolitisk ret afgørende i hvilken lejr, Afrika slår sig ned.

Under Durban II-forhandlingerne i 2009 lykkedes det at få de muslimske, afrikanske lande over på vores side mod den arabiske, der ville indføre forbud mod krænkelser af profeten og islam. De endte med det stik modsatte, nemlig at Durban II vedtog, at alle mennesker har ytrings-, tros- og informationsfrihed, men det resultat blev kun opnået i kraft af et godt samarbejde med de afrikanske lande.

Udviklingspolitik er også sikkerheds- og klimapolitik

I dag glider disse tre hovedbegrundelser sammen; thi det er naturligvis altruistisk at overflødiggøre flugten over Middelhavet ved at gøre det mere attraktivt at blive hjemme. Det er jo ikke for sjov, man begynder at vandre, men det er også i vores egen interesse, at de bliver hjemme.  

Det er jo ikke for sjov, man begynder at vandre, men det er også i vores egen interesse, at de bliver hjemme

Per Stig Møller (K), fhv. udenrigsminister

En hovedbegrundelse for at tage turen til Europa i dag er fattigdom, men det vil snart være klimaforandringerne, som driver hundrede millioner på flugt fra Afrika.

Går det galt med klimaet, får Afrika tørke og stormskyl og ødelagte landbrugsjorder, som igen vil drive millioner først mod de overfyldte byer eller mod os. Det betyder, at udviklingspolitikken også må inddrage klimapolitikken.

Udviklingspolitikken må desuden omfatte sikkerhedspolitikken. Bryder Nordafrika sammen på grund af presset fra de illegale immigranter, der ikke kan komme videre til Europa, får vi sammenbrudte eller radikaliserede regimer lige syd for Europa.

Og disse regimer vil ikke være Europa venligt stemt, hvilket vil sige at konfliktrisikoen vil vokse i Middelhavsregionen og dermed også risikoen for radikalisering og terror i Europa.

Bistand med mange formål

Her er blot fremdraget nogle hovedbegrundelser og hovedproblemer, men der er flere. Eksempelvis risikoen for pandemier, der på grund af mangel på velfungerende sundhedsvæsener kan bide sig fast i et område og derfra sprede sig ud til os alle.

Udviklingspolitikken omfatter også sundhedspolitikken. Spændingsniveauet vil jo vokse, hvis en del af verden har vacciner, mens en anden del ikke har råd til dem.

På grund af alt det, der efterhånden inddrages i udviklingspolitikken og udviklingsbistanden, har man kaldt den en ”schweizerkniv”. Billedet er meget rigtigt, idet en sådan kniv har mange blade, der kan løse mange opgaver og dog hænger sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister (2001-10), MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)