Peter Loft: Lad Finansministeriets nye tænketank opdatere skattesystemet til det 21. århundrede

KOMMENTAR: De grundlæggende regler for, hvordan man opgør den skattepligtige indkomst, stammer fra 1922, og afspejler således i bund og grund et landbrugssamfund tilsat lidt traditionel industriel udvikling.

I et interview i Berlingske 18. september siger finansminister Nicolai Wammen, at han ønsker at oprette et værksted i Finansministeriet, der blandt andet på grundlag af idéer udefra skal udvikle en ny "andengenerations reformpolitik", der ikke længere blot skal dreje sig om udvidelse af arbejdsudbuddet.

Finansministeren nævner for eksempel, at han ønsker at se nærmere på, hvordan man kan gøre arbejdskraften parat til den internationale konkurrence, lige som han påpeger problemerne med de mange især ufaglærte job, der i fremtiden vil forsvinde, hvis man ikke i højere grad satser på øget uddannelse og opkvalificering.

Et sted at starte kunne være at kigge på de helt fundamentale principper for de gældende skatteregler. De grundlæggende regler for, hvordan man opgør den skattepligtige indkomst, stammer fra 1922 og afspejler således i bund og grund et landbrugssamfund tilsat lidt traditionel industriel udvikling.

Princippet er i korthed, at man beskattes af sin indkomst efter fradrag for renteudgifter og efter afskrivninger på fysiske erhvervsaktiver.

Hvordan ville et skattesystem se ud, hvis det var udarbejdet på baggrund af et videnssamfund? Hvis viden og ekspertise og ikke landbrugsjord og højovne udgør de væsentligste aktiver for en virksomhed?

I DI's netop offentliggjorte 2030-plan 'Sammen skaber vi grøn vækst' påpeges en lang række forhold, som skal tilgodeses, hvis der fortsat skal være et konkurrencedygtigt erhvervsliv, der ikke blot kan håndtere den grønne udvikling, men tillige danne grundlaget for den fremtidige vækst, som er forudsætningen for fortsatte investeringer i bedre velfærd.

DI fremhæver blandt andet, at den erhvervsaktive del af befolkningen i de kommende år falder på grund af den demografiske udvikling.

DI nævner også, at fortsat vækst er afhængig af uddannelser af høj kvalitet, der tilgodeser erhvervslivets krav, samt at der er behov for stigende investeringer i forskning, uddannelse, digitalisering og infrastruktur.

To tredjedele af den målrettede og strategiske forskning udføres af private virksomheder, men investeringerne er faldende til dels som følge af, at de koncentreres på større og færre virksomheder. Der er heller ikke længere nogen stigning i antallet af innovative virksomheder.

Behovet for kloge og opfindsomme hoveder er stigende, men kompetencer forældes hurtigere og hurtigere på grund af den hastige udvikling.

DI deler således finansministerens bekymringer for fremtiden.

I mange virksomheder udgør medarbejdernes kompetencer det største aktiv, og der er derfor store omkostninger forbundet med at tilvejebringe og vedligeholde medarbejdernes viden, indsigt og færdigheder.

De virksomheder, der fortsat har produktion i større omfang i Danmark, er kendetegnet ved, at produktionen er kapitalintensiv, samt at den forudsætter højt uddannet arbejdskraft, der er i stand til at håndtere automatiserede og digitaliserede processer.

Samtidig kræves høj produktivitet, hvilket DI også nævner som et stigende problem. Men da produktiviteten stiger med uddannelsesniveauet, taler dette også for at opkvalificere medarbejderstaben.

Der er således god grund til, at virksomhederne investerer i uddannelse og udvikling, men spørgsmålet er, om der i lyset af de skitserede udfordringer er grund til at overveje, om der kan gøres mere for at øge incitamentet.

En forberedelse til en eventuel "andengenerationsreform" kunne derfor bestå i, at man undersøgte mulighederne for gennem en opdatering af skattesystemet i højere grad at tilskynde erhvervslivet til at investere i forskning, i nye produktionsprocesser og i de medarbejdere, der er en afgørende forudsætning for begge dele.

I stedet for et skattesystem, der er baseret på, at en virksomheds produktionsfaciliteter udgør det vigtigste aktiv, så bør det overvejes at indrette skatterne til at skabe incitament til at opkvalificere medarbejderne og til at skabe innovation.

Virksomheder kan allerede i dag fradrage udgifter til efter- og videreuddannelse. Men for det første er der en del udgifter hertil, som i dag ikke kan fradrages.

Tab som følge af forældelse af kompetencer kan ikke fradrages – hvorimod forældelse og forringelse af fysiske erhvervsaktiver kompenseres gennem skattemæssige afskrivninger.

Udgifter til sidemandsoplæring eller produktionstab i forbindelse med, at medarbejderne sendes til opkvalificering, hænger virksomheden også selv på, uanset at det er udgifter, der gerne skulle forbedre eller fastholde indtjeningen.

Det samme gælder de ekstraomkostninger, der er forbundet med at uddanne lærlinge.

For det andet er det spørgsmålet, om de gældende regler giver tilstrækkeligt incitament til, at virksomhederne investerer massivt i efter- og videreuddannelse.

Som anført både af finansministeren og af DI er der et ganske stort og stigende behov for at investere i opkvalificering – både af dem, hvis arbejde der også i fremtiden vil være behov for, og af dem, der formentlig vil blive erstattet af ny teknologi, og som derfor skal oplæres i nye færdigheder, så de kan få et meningsfyldt arbejdsliv og bidrage til det store fællesskab.

De gældende skatteregler indeholder allerede en bestemmelse om, at udviklings- og forskningsomkostninger kan fradrages med et større beløb end de faktisk afholdte udgifter.

Hermed ønsker man at skabe en særlig tilskyndelse for virksomhederne til at bruge ressourcer på at udvikle nye produkter og produktionsmetoder.

Det er dog et relativt ringe incitament, de gældende regler indeholder, og der er derfor også grund til at overveje, om disse regler bør forbedres.

Der er næppe tvivl om, at det er de videnstunge erhvervsvirksomheder, der udgør Danmarks fremtid.

Set i dette lys forekommer det ejendommeligt, at skattereglerne fortsat er bygget op om det princip, at en virksomheds væsentligste aktiv er dens produktionsfaciliteter.

Der synes at være al mulig grund til at overveje, om skattereglerne kan drejes i en retning, hvor erhvervsvirksomhederne ikke kun fuldt kompenseres for deres udgifter til at opkvalificere medarbejderne og udvikle nye idéer, men tillige gives den størst mulige tilskyndelse til at løfte deres del af de udfordringer, som både finansministeren og DI påpeger.

DI's ønsker om en selskabsskattereduktion er næppe en del af regeringens umiddelbare planer. Men måske man kan mødes om en ændring, hvor virksomhederne opnår skatterabat for udgifter, som de fleste er enige om, er nødvendige at afholde af hensyn til den fortsatte vækst.

Hermed en opfordring til finansministeren. Den nye finansministerielle tænketank til andengenerations reformpolitik bør se på hvordan vi trækker skattesystemet ind i det 21. århundredes videnssamfund.

-----

Peter Loft (f. 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993-2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. 

Forrige artikel Rune Engelbreth: Kære statsminister, kommer naturen endelig på finansloven? Rune Engelbreth: Kære statsminister, kommer naturen endelig på finansloven? Næste artikel Jarl Cordua: Mette Frederiksens forfaldshistorie taler til DF-segmentet Jarl Cordua: Mette Frederiksens forfaldshistorie taler til DF-segmentet