René Gade: Folketinget har udviklet sig til en forsamling af partipolitiske rovdyr

De enkelte partier og ministre har desværre ikke altid stor nok interesse i at skabe de bedst mulige resultater for hele Danmark, hvis alternativet er at please deres egne vælgergrupper og partiets mulighed for med alle kneb at vinde mest mulig magt og flest mulige taburetter.

Når en ny politiker bliver valgt i Folketinget, er denne som udgangspunkt ikke interessant i medierne eller på vælgernes radar, med mindre “den nye” tydeligt sætter en opsigtsvækkende dagsorden eller tager voldsomme slag i pressen og folketingssalen for partiet.

Ens succes måles i eksponering, evnen til at sætte dagsordener og den synlighed, man skaber om partiets fokusområder eller egne ofte ensidigt kommunikerede kæpheste.

Hvordan det så slutteligt bliver til en politisk kultur på Christiansborg med en lemfældig omgang med sandheden, ja, det sker når de polerede spinsynspunkter brydes partierne og politikerne imellem.

Her ryger sagligheden og viljen til at forstå nuancerne ofte hurtigt, fordi den faste vælgerbase og de enkelte ekkokamres fans mættes nemmere af det, de hurtigt kan like, konsummere og føle sig på hold med. Det er nemmere at heppe, end at nuancere.

Trumpske budskaber bliver vejen til vælgerne
Derfor er det også upopulært blandt partierne, når man udstiller dobbeltmoralen i, at rød blok angriber blå blok for præcis de samme unoder, som blå blok angriber rød blok for.

Om så det er i forhold til overdragelsen af finansministerens overraskende tomme kasse ved ethvert regeringsskifte, de indholdsløse og forhalede ministersvar, den tiltagende mørklægning og blussende magtsyge.

For det er sandt - historisk og lige nu - at det er sådan politisk kommunikation og magtudøvelse bedrives med partipolitisk succes.

Det ved alle i politik, men så længe vælgerne ikke sætter deres kryds ved de ærligste, de mest konstruktive og mest langsigtede, så finder Trumpske budskaber vej til vælgernes hjerte og hjerner. Og dermed partiernes spinmanualer.

De behøver ikke at være usande eller uintelligente, fordi de er Trumpske, men de er skævvridende og splitter unødvendigt meget. Det virker, det skaffer stemmer - og politikerne må sætte deres lid til korttidshukommelsen hos befolkningen.

For om lidt er fakta og detaljer glemt, der kan vi kun huske den stærke og let forståelige mand eller kvinde, der taler til vores følelser med patos og kynisme. Denne tekst er skrevet for at ruske op i din hukommelse og din demokratiske autoritet.

Vi skal nemlig genskabe tilliden til demokratiet og vores politikere, ved at tvinge dem til at gøre sig fortjent til den gennem åbenhed og konstruktivt samarbejde.

Søren Pind tilbage i politik 
Se på Instrukskommissionen. Se på minksagen under coronahåndteringen.

Det er to forskellige regeringers ministre og parlamentariske grundlag, der vurderer og agerer på to tilsyneladende ulovligheder – vel at mærke vidt forskelligt afhængigt af, hvad der er partipolitisk opportunt i den enkelte sag og på det bestemte tidspunkt.

Er det sådan, politik skal være? Burde ministre og folkevalgte ikke være et politisk landshold med vilje og mod til at holde fanen højt for folket, når det gælder etik, lov og rettigheder - uanset om der flages for dem, man er enige med eller dem, man er uenige med.

Præcis den ordentlighed argumenterer blandt andre Søren Pind for i dag, når disse sager debatteres. Respekt for det. Det bør være uomtvisteligt at mene og ikke mindst handle sådan som folkevalgt. Også selvom det koster for ens eget parti.

Det vil jeg glæde mig til at se gode folk som Søren Pind gøre, hvis de engagerer sig som politikere på den store scene igen.

De såkaldte ansvarlige partier, der igennem historien har vist sig “regeringsduelige”, er i dag lige så tillidsvækkende garanter for en ærlig, åben og konstruktiv politisk kultur for Danmark - som den udsultede kat med frostskadede poter, der i et øde hjørne af stalden har lovet ikke at spise musen, der svulmende af mæthed er besvimet i rovdyrets madskål. 

Er det ikke en lidt søgt metafor? Nej, det er det ikke.

Jovist er musen påfaldende tyk og katten meget sulten, men det er præcis den samme virkelighed, der gør sig gældende i de politiske partier: Magten er musen inden for rækkevide, og katten er den nye eller erfarne politiker, der kan vælge at spise musen i smug eller dø af sult.

Hvad vælger den sultne? Spiser den ikke musen, får den ingen likes eller spalteplads i morgen - for så dør den i det politiske spil, hvor det netop er kynismen og ikke integriteten, der sejrer. 

Katten æder musen, som erfarne ministre æder samrådsspørgsmål. Som nye politikere vinder frem i partiernes hierakier. Som rockeren går fra kandidat til fuldbyrdet bandemedlem. Som den politiske regeringsblok fastholder magten ved at lade målet hellige såvel midlet, fortielsen som løgnen. 

Skeletter i skabet
Jævnligt hører jeg politikere og tidligere ministre sige, “… at så slemt er det altså heller ikke - og det er jo naivt at tro den politiske virkelighed kan ændres”.

Medierne og de ellers indsigtsfulde politiske journalister og kommentatorer bliver højtalere for denne status quo som det eneste realpolitisk gangbare - idet alt andet er naivt eller utopisk. Det vil vælgerne aldrig forstå eller bakke op om.

Nej, ikke hvis de hele tiden får at vide, at det ikke kan være anderledes, og at man er tosset, hvis man insisterer på en forbedring.

Overfladisk latterliggørelse eller insisteren på det nødvendiges politik er ikke godt nok. Medierne viser spor af galskaben hver eneste uge, det er en erkendt problematik - men man kan ikke være i gamet og samtidig gøre opmærksom på det, for så taber man og ryger ud af selskabet. 

Mit opråb om ærlighed og afskaffelse af den ødelæggende spinkultur og den partipolitiske bandekrig, som jeg igen og igen har leveret igennem de seneste fem år i Folketinget og senest udenfor, er stærkt overdrevet og unuanceret. 

Siger de. 

Altså dem, der er tynget af tidligere tiders fordækte aftaler, rænkespil, usandheder og interne svinestreger i det politiske system, hvor man vælter som dominobrikker og derfor skærmer hinanden som på slagmarken.

Dominobrikkerne består af politikere og ministre, der hvis de siger sandheden om, hvordan de selv agerer på toppen, hvad de selv skulle stå model til på vejen, og hvad de selv måtte sluge af kameler for partiet og ministerposten i jagten på magten og æren - ja, så ville de netop vælte. 

Som skeletter ud af skabet, og det har vi brug for for at kunne genskabe tilliden til en ny måde at være politiker på. For hele Danmarks bedste.

Man må tage kampene imens det koster noget, i stedet for at nyde hele pakken og bruge de beskidte kneb på vej op, og så vaske hænder med korttidshukommelsen og sniksnakforedrag og alle fortræffelighederne, når erkendelsen er gratis.

Twitter, Facebook, realityprogrammer og underholdningsshows skaber måske fans og optimerer vælgerbasen - men de genskaber ikke tilliden til folkestyrets repræsentanter som et samarbejdende landshold for folket.

Hvad så nu?
Så hvad gør vi nu, hvis vi vil sikre tilliden til vores demokrati og have kompetente politikere at stemme på om tre år?

Vi siger farvel til Folketingets partiers ødelæggende omgang med magten - og sætter politikerne fri til at mene og repræsentere, hvad de vil, og det de reelt har lovet.

For Danmark. Ikke for et partis lille indspiste vælgerskare. Ikke for kortsigtede gevinster, men for langsigtede investeringer og gennemskuelige resultater. 

Hvordan det? Der er sikkert mange midler og måder til at nå de mål, men min erfaring er, at systemet hverken vil vælte sig selv eller skære den manipulerende struktur af, der mader den med magt hvert fjerde år. 

Så vi skal stemme på andet end alene vores eget umiddelbart bedste, vi skal turde stemme på friheden til at være forskellige og respektere andres holdninger.

Uden latterliggørelse eller partifarvet spin, der ender med at splitte os mere som nation, end det er nødvendigt - fordi vi ved, at ingen af os har patent på sandheden. 

Journalister og medier er bestemt ikke ansvarlige for at lancere de nye demokratiske idealer, men de må i det mindste hjælpe borgerne med oplysning om muligheden for at forstå de veje, politikere og partier kan finde i tværpolitisk fællesskab, hvis egeninteressen og partiernes marcheren i takt droppes af vores folkevalgte.

Eksempelvis når et nyt parti som Lykkepartiet dannes med det ene fokus at gøre op med disse partipolitiske systemfejl for demokratiet, så ville det være interessant med en reel nysgerrighed fra mediernes side i forhold til, hvad det egentlig ville betyde, hvis Christiansborg begyndte at tage nogle af de nye tanker og erkendelser til sig.

Ligesom når andre bevægelser og innovationer kommer til, så er det da trist, hvis vi stadig i 2020 skal bruge al tiden på at udskamme det, vi ikke forstår eller tror på kan blive til virkelighed i morgen.

For tænk hvis den utopiske vindmølle, det naive velfærdssamfund eller idéen om at kvinder skal have stemmeret vil vise sig at være mere fornuftig, end det der var entydigt og realpolitisk muligt for nogle år siden.

Politikerne burde fra i morgen stoppe med at ofre deres integritet og ærlighed på partiorganisationens brændende karrierebål, hvor en fremtid med lobbyarbejde, ministerposter og kendisfaktor oplyser asken fra et demokrati, der mangler ilt.

Måske skulle du, kære læser - begynde med ikke længere at like og længes efter de forsimplede og kunstigt opstillede lette løsninger. Det er dit valg, hvad du fokuserer og stemmer på - og det du vælger at vande, giver du mulighed for at vokse i selv de mest tilgroede haver.