Kommentar af 
Glenn Bech

Tesfaye har hovedet oppe et vist sted, når efterskolen gøres til en luksus for overklassen

Hvis man ærgrer sig over, at den gennemsnitlige dansker modtager statstilskud til at sende deres børn på efterskole, alt imens man selv har midlerne til at placere sine prinser og prinsesser på fornemme colleges i udlandet, så lever man altså med hovedet oppe et vist sted, skriver Glenn Bech.

Det virker beskæmmende, at blot to procent af efterskoleeleverne har forældre, hvis højeste uddannelse er grundskolen, skriver Glenn Bech.
Det virker beskæmmende, at blot to procent af efterskoleeleverne har forældre, hvis højeste uddannelse er grundskolen, skriver Glenn Bech.Foto: Ritzau Scanpix
Glenn Bech
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvfølgelig skal vi lade samfundets rigeste finansiere en større del af statstilskuddet til efterskolerne, hvordan kan Mattias Tesfaye mene andet?

Er det den britiske kostskolemodel, I ønsker jer? Med en egenbetaling, der nærmest udelukkende muliggør selvrealisering og netværksdannelse for middelklassens børn?

I disse tider, hvor man gerne bryster sig af diversitet, virker det beskæmmende, at blot to procent af efterskoleeleverne har forældre, hvis højeste uddannelse er grundskolen.

Jeg ved ikke hvor mange penge, det koster at male regnbueflag på søjlerne hos Danske Bank, men stuntet forekommer mig billigt. Nej, reel mangfoldighed kræver økonomisk omfordeling. Og I kan ikke bilde os andet ind.

Et efterskoleophold øger sandsynligheden for gennemførelse af ungdomsuddannelse efter 10. klasse med 15 procent. Personligt kan jeg erklære, hvordan jeg voksede fem år på et enkelt. Jeg gik fra at være en lukket, til en mere åben dreng med større tro på egne evner.

Selvom jeg havde dårlig samvittighed over at være en udgift for min mor og stedfar, som ofte pointerede, hvor dyrt opholdet var, og at jeg ruinerede dem og burde opføre mig ordentlig, lykkedes det mig til sidst at slappe en smule mere af.      

Alt skal ikke nødvendigvis tjene en funktion

Glenn Bech

Hvis man ærgrer sig over, at den gennemsnitlige dansker modtager statstilskud til at sende deres børn på efterskole, alt imens man selv har midlerne til at placere sine prinser og prinsesser på fornemme colleges i udlandet, så lever man altså med hovedet oppe et vist sted.

Hvor i alverden bliver empatien af? Måske det kunne være en idé at tvinge økonomenerne igennem en humanistisk basisuddannelse. Det er eksempelvis meget muligt, at det giver økonomisk mening, at flere på deltid arbejder fuldtid, men giver det mening menneskeligt? Det er muligt, at det giver økonomisk mening at hæve pensionsalderen, men giver det mening menneskeligt?

Hvor levner konkurrencestaten plads til menneskeligheden?

Alt skal ikke nødvendigvis tjene en funktion. Målet helliger simpelthen ikke midlet, når der er tale om mennesker. Det er hjerteskærende at måtte påminde jer om kendsgerningen, men mennesket er mangelfuldt og begrænset. Mennesket er søgende og tøvende. Mennesket er mange ting. Mennesket er et levende væsen!

Bare fordi I har tilranet jer en tilværelse på Borgen, hvor folk brænder sammen med stress, er det ikke ensbetydende med, at vi andre også skal fornægte vores menneskelighed.

Jeres arbejdsmoral er ikke forbilledlig, men ofte temmelig syg. Jeg ved godt, at journalisterne render efter jer, og at jeres hverdag livetransmitteres på nationalt tv. En sådan virkelighedsforvrængning kunne sikkert også give mig indtrykket af at være udgangspunktet for alle andre.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg forestiller mig visse økonomer, dataloger, statskundskabere og jurister planlægge samfundsindretningen og påvirke udviklingen.

Læs også
    

Det er jeg ganske overbevist om, at deres uddannelse slet ikke har klædt dem på til. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg ved det. Da jeg studerede psykologi boede jeg på kollegium, og jeg kan love jer, at de bedste hoveder sjældent sad på dem, der i dag sidder på de mest velbetalte og magtfulde stillinger. Markedskræfterne favoriserer ikke humanisme.   

Vi er først og fremmest mennesker. Det er, når I glemmer dette, at Trump opstår.

Det er meget tænkeligt, at I helst hersker som egenrådige diktatorer, men der fanger bordet altså, for Danmark er ikke Rusland, og her i landet er folket i højere grad oplyst om deres rettigheder. Desværre, kunne man indvende med et despotisk suk.

Igen har jeg en idé. Hvad med at indføre samfundstjeneste, således at landets baroner og baronesser sendes på dannelsesrejse rundt i landets fattigste kommuner? Vi kunne i det mindste opfordre dem til at lære de medmennesker at kende, hvis liv, man har i sinde at smadre med stigende økonomisk ulighed.     

Kommentaren er opdateret 31/1 kl. 11.30. I en tidligere udgave af indlægget fremgik en afsluttende passage, som var blevet udgivet ved en fejl. Altinget har derfor fjernet den efter aftale med skribenten. Altinget beklager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Glenn Bech

Forfatter, psykolog
cand.psyk. (Aarhus Uni. 2017), Forfatterskolen (2019)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00