Kommentar af 
Christian Egander Skov

Egander Skov: Det er vitterligt som om, at Mette, Lars og Jakob har bundet en flaske og kørt bilen ind i et træ

Med håndteringen af forsvarsforlig og store bededag har regeringspartierne begået en selvforskyldt skade, der udstiller, at dens mandatmæssige styrke dækker over dens fundamentale svaghed, skriver Christian Egander Skov.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har bragt sig selv i en mærkelig situation på slagsmålet om store bededag. Trods ethvert forsøg på at finde mening, hoved og hale i sagen, må dette være konklusionen.

Lad mig prøve at anskueliggøre.

Hvis man har en bil og er så uheldig, at den får en skade, kan man gå til sit forsikringsselskab. De vil så være så elskværdige at omsætte ens trofaste årlige indbetalinger til en mere eller mindre resolut udbetaling, der kan dække de værste omkostninger ved skaden.

Men nu er det, at man skal huske at læse det med småt. Typisk vil det nemlig være sådan, at forsikringen faktisk ikke dækker, hvis skaden er selvforskyldt. Altså hvis du nu har ridset din egen bil med en nøgle eller den slags.

Efterhånden er det vist kun Finansministeriets embedsmænd, der tror på den langsigtede gevinst af at ofre store bededag på fædrelandets alter

Christian Egander Skov

Håndteringen af forhandlingerne – eller det er måske for stort et ord – om forsvarsforlig og store bededag placerer resolut hele affæren i kategorien selvforskyldt skade.

Her er det vitterligt som om, at Mette, Lars og Jakob har bundet en flaske Tullamore, sat sig bag rattet og kørt med 140 kilometer i timen direkte ind i et vejtræ. Og hvorfor har de så gjort det, monstro?

Jo, for at vise, at det er dem, der bestemmer. De har hånden på rattet, foden på pedalerne, og blikket stift rettet mod… Noget. Der er kun én kaptajn på dette skabe. Eller tre. Men de er dog rørende enige.

Mindre polemisk sagt. Med håndteringen af forsvarsforlig og store bededag har regeringen ønsket at skabe et billede af sig selv.

De er regeringen, der i kraft af deres mandatmæssige styrke og den tunge fornemmelse af ansvar i mødet med tidens vældige tilskikkelser ville tage det på sig at bringe de store ofre – eller i hvert fald træffe de svære beslutninger. Den umiddelbart noget umotiverede sammenkobling af bededag og oprustning havde den funktion.

Jo, selvfølgelig var der en økonomisk kalkule af en slags. Afskaffelsen af store bededag er efter sigende en gammel drøm i Finansministeriet. Men efterhånden er det vist kun ministeriets egne embedsmænd, der tror på den langsigtede gevinst af at ofre store bededag på fædrelandets alter.

Læs også

Den afgørende kalkule er er den politiske. Store bededag er tilpas vigtig til, at vi kan mærke, at vi opgiver noget. Den er også – troede man – tilpas uvigtig til, at det i sidste ende ville glide ned hos både offentligheden og oppositionen.

Det er ligesom papirsposer, affaldssortering og papsugerør. Vi skal kunne mærke, at vi gør noget. Vælgerne skulle se, at her var en handlekraftig regering af rigets bedste mænd, som var villige til at gøre det fornødne.

Hensynsløsheden over for oppositionen, fagbevægelsen og kirken var ikke en uheldig bivirkning ved politikken. Det var selve målet. Det handler om at vise, hvor skabet skal stå. Det er Tullamore og lige frem!

Fordelen var at samarbejde bredt om kontroversielle tiltag er åbenlyst, at man deler risikoen. Det kunne regeringen have gjort samtidig med, at den opretholdt fortællingen om sig selv som det ansvarlige centrum i dansk politik.

Nu kan vi ende der, hvor regeringen faktisk er i stand til at vise, hvor skabet skal stå, men hvor regningen ender på deres bord

Christian Egander Skov

Ja, i virkeligheden kan man overveje, om ikke den fortælling havde stået stærkere, hvis regeringen havde fået placeret sig i rollen som formidleren af et bredt politisk samarbejde, som skulle skabe ro og samling om den politik, man mener er nødvendig.

Nu kan vi ende der, hvor regeringen faktisk er i stand til at vise, hvor skabet skal stå, men hvor regningen ender på deres bord. Selvforskyldt skade.

Det er lykkedes regeringen at fremprovokere en mærkelig situation, hvor man har forenet dem, der er ligeglade med store bededag som helligdag, men er meget interesseret i den som fridag, med dem, som er mindre optaget af den som fridag, men gør meget op i den som helligdag – eller i det mindste som et ydre udtryk for en særlig symbolsk orden i Danmark. Det sidste kan virke perifert, men jeg tror, det er afgørende.

Regeringen har nemlig ved sin stålsathed antydet, at de slet ikke anerkender den symbolske værdi, som knytter sig til store bededag. De opfatter den alene som et stykke gammelt skrammel, der skal smides ud, for at skabe en elegant afstribet rum.

Kort sagt, man stempler sig selv som en Excel-arks-regering. En regering for hvem intet er helligt, undtagen velfærdsmaskineriets optimering.

Læs også

Samtidig har man skabt en situation, hvor en væsentlig front ikke bare går mellem regering og opposition, men mellem regeringen og en meget stor del af befolkningen – ikke mindst i form af modsætningsforholdet til fagbevægelsen.

Regeringens mandatmæssige styrke dækker over dens fundamentale svaghed. Den er et Frankensteins uhyre syet sammen af ulige dele. Selvom den kan bestå, indtil den selv beslutter sig for at gøre en ende på unaturen, så er dens grundlæggende problem, at vi jo alle sammen kan se syningerne og møtrikkerne.

Det har en omkostning for de partier, der indgår i regeringen. Bortset fra Moderaterne. For både Venstre og Socialdemokratiet vil det være sådan, at SVM rummer et element af selvfortabelse. Det gæler særligt for Venstre, fordi de kom så forslået ind i regeringssamarbejdet, men Socialdemokratiet er selvsagt også truet.

Det er præcis den form for teknokratisk midterpolitik, som partiet nu er slået ind på, der andre steder i Europa har suget livet ud af de gamle arbejderpartier.

Regeringens demonstrative hensynsløshed har skabt et alibi for den hårde oppositionspolitik

Christian Egander Skov

SVM er altså umiddelbart stærke og villige til at bruge deres styrke, men også her gælder det, at kæden ikke er stærkere end sit svageste led. Netop derfor er det uheldigt, at regeringen har skabt en politisk virkelighed, hvor vi ser konturerne til hård oppositionspolitik på tværs af blokkene.

Det er uhyre meningsfuldt både for de borgerlige og de venstreorienterede oppositionspartier at gøre livet så svært for regeringen som muligt.

Det betyder ikke, at man skal lægge armene over kors og være ukonstruktive, men det betyder, at det giver mening at skabe tilspidsede situationer, hvor regeringen sidder tilbage med ansvaret alene.

Regeringens demonstrative hensynsløshed har skabt et alibi for den hårde oppositionspolitik. Og selvom regeringen nok kan bære det, fordi den samlet set kan sige, at der jo ikke er et alternativ, så kan de partier, der udgør regeringen langt mindre bære det. Det er selvforskyldt skade og her dækker forsikringen ikke.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00