Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Hvordan kan den første helligdagsreform i 253 år være så dårligt forberedt?

Regeringen kan få danskerne med rigtigt langt i forhold til dens reformprogram, men en god læresætning efter bededags-stormen må være, at store politiske omvæltninger og kontroversielle forandringer ikke skal ske som en tyv om natten men italesættes ordentligt, forberedes ordentligt og forklares ordentligt.

Regeringen proklamerede et ønske om et bredt forsvarsforlig, men nu får den måske det smallest tænkelige. Det er på alle måder hamrende ulykkeligt, skriver Lisbeth Knudsen.
Regeringen proklamerede et ønske om et bredt forsvarsforlig, men nu får den måske det smallest tænkelige. Det er på alle måder hamrende ulykkeligt, skriver Lisbeth Knudsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den seneste ændring i antallet af danske helligdage fandt sted med Helligdagsreformen i 1770. Det siger da noget om storheden og det historiske i at ville reformere vores helligdagskalender i 2023.

For 253 år siden underskrev Christian den syvende forslaget om at afskaffe ni og flytte to af de daværende mange helligdage. Store bededag blev indført i 1686 og var ikke en af de 11 helligdage, der blev berørt ved reformen. Siden 1770 har man ikke ændret på antallet af de 11 helligdage, vi indtil nu har haft tilbage at gøre godt med i Danmark.

Før Helligdagsreformen havde vi både tredje juledag, tredje påskedag og tredje pinsedag, Helligtrekongersdag, Mariæ Renselsesdag (Kyndelmisse), Sankt Hansdag, Mariæ Besøgelsesdag og Mikkelsdag. Der var tre argumenter for den seneste helligdagsreform i 1770.

Den nye flertalsregering har haft behov for at fremvise mod, muskler og stålsatte øjne. Men det var måske ikke lige den her stil, som vælgerne stemte på

Lisbeth Knudsen

For det første at mange af dagene var et levn fra før reformationen. Der blev henvist til den augsburgske bekendelse, som blandt andet fastslår, at helligdage er menneskeskabte, og derfor også tilladte for mennesker at ændre (altså fripas til politikerne dengang i forhold til kirken).

For det andet at overfloden af helligdage fik folk til at miste respekten for dem, fordi folket som oftest anvendte helligdagene til druk, hor og spil. Man mente at arbejde forebyggede laster og opbyggede en gavnlig mentalitet, ved at mennesker i stedet var tvunget til at arbejde (man var noget mere bekymret for befolkningens moral dengang).

Og det tredje, argument, der handlede om arbejdsudbud. Erhvervslivet og landbruget havde brug for arbejdskraft og staten for at få fat i flere indtægter (dét argument genkender vi vist).

Det kan ind i mellem være god underholdning at kigge tilbage i historien. De historiske kilder giver os desværre ikke noget billede af, om kirken, arbejderne og dele af magteliten dengang rejste sig i flammende modstand mod reformen, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Der var mobiliseringskanalerne også lidt vanskeligere.

Som et lille kuriosum kan det tilføjes, at der faktisk i 2019 blev fremsat et såkaldt borgerforslag, ganske vist med meget lille tilslutning, om at afskaffe Helligdagsreform fra 1770 og genindføre de mange fridage, fordi det ville nedbringe den samlede arbejdstid og stresstilstand i befolkningen. Forslaget opnåede aldrig den fornødne tilslutning.

Vi slutter historietimen her og bevæger os frem i tiden til kampen om store bededag og helligdagsreformen anno 2023. Man kan vel sige det meget kort: Det kan godt være, den nye flertalsregering har haft behov for at fremvise mod, muskler og stålsatte øjne. Men det var måske ikke lige den her regeringsstil, som vælgerne stemte på, da de banede vejen for tilblivelsen af SVM-regeringen, der skulle have styrke ved egen kraft til at fikse tidens bekymrende store landskab af multikriser.

Jeg tror, regeringen kan få danskerne med rigtigt langt i forhold til dens reformprogram, men en god læresætning efter bededags-stormen må være, at store politiske omvæltninger og kontroversielle forandringer ikke skal ske som en tyv om natten, men italesættes ordentligt, forberedes ordentligt og forklares ordentligt. Ellers får regeringen et svært liv. Det har bededags-sagen ikke været.

Dårlig priming af helligdagskup. Er danskerne pludselig blevet mere kirketro og storafhængige af varme hveder fredag før fjerde søndag efter påsken? Nej, men i en tid, hvor der fokuseres mere på at øge fritiden end længere arbejdstid, og da afskaffelsen af en helligdag ikke overhovedet var en del af valgkampen sidste efterår, så måtte regeringen kunne forudse, at man ramlede ind i den perfekte storm og fornemmelsen af et helligdagskup.

Danskerne har alle mulige familie- og vennetraditioner knyttet til den fredag. At den pludselig skulle afskaffes var et chok og stjal fuldkommen fokus fra et ambitiøst regeringsgrundlag. Her begyndte en sjælden set alliance at tage form mellem fagforeningerne, kirken, kroen og kulturen, der lever af diverse arrangementer og tilbud store bededag.

Sad argumenterne lige i skabet? Nej. Mildt sagt ikke. Det startede med, at de øgede indtægter ved at afskaffe helligdagen på tre milliarder kroner skulle gå til fremrykningen af øgede omkostninger til forsvaret. Det var mildt sagt vanskeligt at se den totalt logiske krydsforbindelse mellem afskaffelse af en helligdag og hardcore sikkerhedspolitik.

Er det magtfuldkommenhed, når en regering benytter sig af det flertal, som vælgerne har givet den? Nej

Lisbeth Knudsen

Så skulle pengene i næste version af forklaringerne gå til velfærd, klima og børn, fordi indgrebet jo permanent ville give flere indtægter til staten og ikke kun i fremrykningsperioden.

Men da var det for sent at få folk til at tænke mere positivt om inddrivelsen af pengene via en fridag.

Nu skal pengene så i seneste version gå til de øgede forsvarsbevillinger først i fremrykningsperioden og derefter til finansieringen af den mere permanente forsvarsindsats, når den skal være på to procent af BNP om nogle år.

Problemet er jo, at folk godt kan se, at pengene kommer fra den samme store statskasse, og at det er vanskeligt at forstille sig, at de ikke kan skaffes på anden måde.

I alt for lang tid stod det desuden uklart, om fridagen ville blive erstattet af en arbejdsdag uden kompensation på lønsiden, og for alle dem med helligdagstillæg, så er usikkerheden om kompensationen nu parkeret ved overenskomstbordet. Hvad der også er parkeret er de merudgifter, som kommuner og regioner vil have ved forslaget, der vil komme til at medføre besparelser andre steder på de kommunale budgetter og ramme den arbejdskraft, der er så hårdt brug for.

Hvem sagde magtfuldkommen? Er det magtfuldkommenhed, når en regering benytter sig af det flertal, som vælgerne har givet den? Nej. Det er på den ene side demokratiets spilleregler. På den anden side er det stik imod SVM-regeringens talrige løfter om at ville være åbne, transparente og klar til at samarbejde med alle Folketingets partier.

Vælgerne stemte i stor udstrækning på politisk handlekraft og væk fra en fastlåst blokpolitik og ørkesløs taktisk mudderkastning. Men de efterspurgte ikke en regering udstyret med en bulldozer til at køre hen over oppositionen til begge sider, fagbevægelsen, kirken og kulturlivet og en tilsyneladende markant stor del af vælgerne.

Hvor skal pengene komme fra? Er det en helt almindelig tradition på Christiansborg, at man skal anvise, hvor pengene findes, hvis man gerne vil være med til at bruge nogen af dem. Ja, det er det. Men det er også helt almindeligt, at man så deltager i en forhandling om indholdet af det pågældende udspil, inden man får en pistol for panden – eller besked på at spise en skovsnegl, som det nu er kommet på mode at kalde det.

Læs også

Regeringens ultimatum til parterne i det nationale kompromis om forsvars- og sikkerhedspolitikken, hvor de afkræves et ja ved indgangsdøren til at sløjfe bededag forekommer uigennemtænkt. Regeringen proklamerede et ønske om et bredt forsvarsforlig, men nu får den måske det smallest tænkelige. Det er på alle måder hamrende ulykkeligt.

Dels fordi sådan et forlig skal bære enorme merudgifter til forsvaret i mange år frem, og det skal være fundamentet under vores udsendte soldater.

Den danske model eller? Vi står foran de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år på grund af inflationen og udsigten til en periode med recession. Der er skabt forventninger hos lønmodtagerne om at få i hvert fald en andel dækning for den forringede realløn i den nye overenskomst. Forslaget om at sløjfe en helligdag er en hund i et spil kegler, der dermed vil ramme skævt i forhold til de forskellige overenskomster, helligdagstillæg, med videre.

Er det et indgreb i den danske model og tradition for trepartsforhandlinger og politiske forståelser mellem arbejdsmarkedets parter og den til enhver tid siddende regering? Ja, det er det jo.

Selv om politikerne har en legitim ret til at fastsætte antallet af helligdage, så har de bragt sig selv i alvorlige vanskeligheder ved slet ikke at ville tale om at finde andre løsninger. Og i de vanskeligheder ligger risikoen for et overenskomstforhandlingerne falder på gulvet eller at et mæglingsforslag ikke bliver vedtaget. Og så bliver det regeringen, som skal finde løsningerne, og som vil få skylden for sammenbruddet. En storkonflikt vil koste langt mere end de tre milliarder kroner, som regeringen ønsker at finde ved at snuppe store bededag og gøre den til arbejdsdag.

En storkonflikt vil koste langt mere end de tre milliarder kroner, som regeringen ønsker at finde ved at snuppe store bededag

Lisbeth Knudsen

Folkeafstemning viser svaghed. Lige som man kan spekulere på, hvem der fik den dårlige ide at kæde bededag og forsvar sammen, så må man undre sig over, hvem der i Fagbevægelsens Hovedorganisation fik ideen til en folkeafstemning om bededag.

Hvordan er det kommet dertil, at store stærke forbund, der repræsenterer tusindvis af medlemmer, beslutter sig for en temmelig populistisk vej til opmærksomhed med en underskriftindsamling til støtte for kravet om en folkeafstemning om bededag?

Er det langt ude og understreger en forskubbet magtbalance? Ja, det gør det. Det er langt ude, og højt spil lige nu fra begge parter. Det her kommer uden tvivl til at trække dybe spor for regeringen i forhold til arbejdsmarkedets parter og samarbejdet om andre ting i de kommende måneder.

Er det, vi ser, det nye normale? Se, dét er det interessante spørgsmål nu. Regeringen har bebudet gennemgribende reformer i de kommende måneder og år. Flertalsregeringen over midten skulle gøre de tre partier i stand til at gennemføre sit eget reformprogram i stort omfang og uden at være tvunget til at rette mange kommaer, når man først er enig med sig selv.

Men i det regnestykke skal regeringen inkludere, at der på kryds og tværs af Folketingets partier er en række gældende forligsaftaler på nogle af de tiltænkte reformområder, som regeringen bliver nødt til at respektere. Der er allerede blevet spurgt i Folketinget til, hvor meget af regeringsprogrammet, der er dækket af forligsaftaler. Så det er måske mere partybussen end bulldozeren regeringen skal have parat, når den skal invitere til forhandling på en række områder?

Vi slap af med den rød/blå blokpolitik, men har vi blot fået en anden slags blokpolitik fra midten, der som forleden pludselig kan forene fløjene i en fælles protest mod regeringens afvisning af forhandling om bededag og deltagelse i forsvarsforlig? Og som kan forandre en ansvarlig fagbevægelse gennem mange år til en mere populistisk folkebevægelse?

Der er uden tvivl meget en SVM-regering kan sætte bedre skub på undervejs til den nødvendige modernisering af vores velfærdssamfund og den nødvendige investering i vores sikkerhed i forhold til tidligere mindretalsregeringer. Men det vil være klogt af den lige at tage en time out i regeringens øverste ledelsesorgan mellem de tre partiledere og evaluere, om det lige var den ønskestart, man havde planlagt.

Den nu hedengangne fagbevægelsesejede avis – Det fri Aktuelt – havde et slogan der hed: ”Man kan ikke være venner med alle”.  Men som tiden blev der behov for eftersætningen: ”Men det er trods alt godt at være venner med nogen”.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)