SVM-regeringen snubler i logikken fra blokpolitikkens tid

Endelig! Opgøret med blokpolitikken. Farvel til politik som et spil eller en leg og goddag til seriøse løsninger på rigtige problemer. Nu skal der træffes langsigtede beslutninger og gives svar på de helt store spørgsmål; klimakrise, økonomisk krise, energikrise og krig i Europa.

Sådan var vi mange, der følte det, da SVM-regeringen trådte frem efter danmarkshistoriens længste regeringsforhandlinger.

Men så kom forslaget om at afskaffe store bededag. Ikke fordi forslaget skræmmer i sig selv. Det er modigt. Nogle vil måske sige dumdristigt, men under alle omstændigheder forfriskende at det for en gangs skyld er de raske og rørige i den arbejdsdygtige alder, der skal være med til at skabe øget råderum i dansk økonomi.

Er forslaget ikke vildt nok i sig selv, så valgte regeringen at kæde det sammen med deltagelse i det kommende forsvarsforlig. Ja, faktisk skulle partierne uden for regeringen sige ja, for at kunne deltage i forhandlingerne.

Afskaffelse af bededagen skulle altså være adgangsbillet for at tage ansvar for dansk sikkerhed i en tid, hvor Ruslands angreb på Ukraine med et har skabt et usikkert sikkerhedsbillede i Europa.

Det virker helt useriøst. Selvfølgelig kender vi de såkaldte 'kryds' på Christiansborg. Tilbage i 2001 gik Venstre til valg på at sænke udviklingsbistanden for at bruge pengene på sygehusene.

Det er selvfølgelig alt for tidligt at aflive den nye regering

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Jeg har selv prøvet at skulle være med til at forringe tilskud til tandrensning for at kunne komme med i en aftale om kriminalforsorgen. Det sidste var så åbenlyst et forsøg på at holde Venstre ude – men beholde K og LA inde. Og det lykkedes.

Men her er jo ikke tale om en eller anden lille aftale, som kan bruges til politisk drilleri. Og var meningen med midterregeringen og det brede samarbejde i øvrigt ikke, at vi netop skulle blive fri for den slags fnidder?

Partierne uden om regeringen er gået sammen om at afvise regeringens krav. Fagbevægelsen vil have folkeafstemning om sagen. De har nemlig slet ikke været inddraget. Biskopperne er også tossede. Dem har regeringen heller ikke lige vendt sagen med på forhånd. Ikke ligefrem dansk standard for god regeringsførelse.

I foråret indgik S, V, K, R og SF et nationalt kompromis om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det betød øgede forsvarsudgifter og en folkeafstemning om afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU.

Det sidste endte som bekendt med et flot ja. Takken til Konservative, Radikale og SF er nu en strakt langefinger. Man kan ikke fortænke de ellers moderate partier i at overveje nye alliancer med højre- og venstrepopulister.

På kun en måned er regeringen gået fra at skulle have alvoren tilbage i dansk politik og have politik tilbage til voksenbordet uden utidige slagsmål med populistiske yderpartier til at føre sig frem med prokuratorkneb af værste skuffe.

Logikken er fra blokpolitikkens tid

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Vi ved godt at både stats- og udenrigsministeren har god erfaring med det blokpolitiske spil. Det kan både Mette Frederiksen og Lars Løkke. Men det skulle jo være afskaffet. Og vicestatsministeren fra Venstre. Han fører sig bare frem med samme magtarrogance, som han ind til for kort tid siden kritiserede statsminister Mette Frederiksen for.

Folketingets forhenværende formand Erling Olsen sagde engang, at man hellere må tabe ansigt, end tabe hovedet. Det bør SVM-partierne huske på. Ellers risikerer de, at flertalsregeringen står tilbage uden flertal ved det førstkommende valg. Hvis den holder så længe.

Det er selvfølgelig alt for tidligt at aflive den nye regering. Men den er kommet overraskende skidt fra start. Og det skyldes alene regeringen selv.

Måske fordi det var Mette Frederiksen og Socialdemokraterne, der bragte krydsfinansieringen af Forsvaret med store bededag på banen. Det forlyder i hvert fald fra forhandlere fra flere af de partier, der har deltaget indgående i regeringsdrøftelserne uden at ende på holdet i sidste ende.