Kommentar af 
Malene Møller Hall

Mette Frederiksen er overbevist – men kan Venstre også overbevise egne vælgere?

Venstre er lykkes med at overbevise Socialdemokratiet om behovet for en reformering af velfærdsstaten. Men der er behov for en langtidsholdbar fortælling til egne gemakker. En borgerlig vision, der cementerer, hvad der skal ske på den lange bane, skriver Malene Møller Hall. 

Hvis Jakob Ellemann-Jensen ikke formår at forklare, hvorfor Venstre konkret er med i regeringen, ender Venstre med at betale en enorm pris for sin sejr, skriver Malene Møller Hall.
Hvis Jakob Ellemann-Jensen ikke formår at forklare, hvorfor Venstre konkret er med i regeringen, ender Venstre med at betale en enorm pris for sin sejr, skriver Malene Møller Hall.
Malene Møller Hall
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er lykkedes for Venstre at overbevise Socialdemokratiet om behovet for en reformering af velfærdsstaten. Se blot mod Statsministerens åbningsredegørelse, som havde reformer som hovedoverskrift.

Jovist er Venstres aftryk i regeringsgrundlaget ukonkrete, hvorimod de røde er tydelige, men overordnet set køber Socialdemokratiet ind på traditionelle blå travere.

At øget arbejdsudbud gør Danmark rigere, behovet for reformer, at skattelettelser er velfærd, og at Finansministeriet kan regne. Det er en kæmpe landvinding, og en større gevinst for Venstre, end at de sidder i regering. Men det er imidlertid ikke nok til at overbevise blå vælgere om projektet.

Der er behov for en langtidsholdbar fortælling til egne gemakker. En borgerlig vision, der cementerer, hvad der skal ske på den lange bane. Hvor er Venstre og blå blok om tre og et halvt år? Hvorfor er det bedre for Danmark, at Venstre er med i regering? Hvad er de konkrete politiske visioner?

Det er tydeligt, at Venstre står i en eksistentiel krise. Der er heller ingen tvivl om, at blå blok har det vanskeligt. Forunderligt nok, for på mange måder har Socialdemokratiet købt ind på borgerlige præmisser.

Regeringen er skabt på et bagtæppe af nødvendighed. Drivkraften er reformer, siger de. Mantraet arbejdsfællesskab, fortæller man. Opstået i slipstrømmen på et miserabelt valg og formet af belejlighed. Bevares, men hvorfor er Venstre reelt med?

Malene Møller Hall

De kører Blå Bjarne og Thorning-stilen vol. 2 - som de ellers har forsøgt at lægge afstand til siden 2015.

Alligevel forstår Socialdemokratiet at skabe en fortælling, der er til at tage og føle på. Mette Frederiksens nytårstale stråler som eksempel, da den ikke kun var retorisk socialdemokratisk, men også sanseligt: Thomas Korsgaard i vindueskarmen, rød jakke og venstrefløjs-tonalitet.

Jakob Ellemann så ikke kun ud som en presset mand til dronningens nytårskur, fordi hans butterfly var bundet for stramt. Nej, det opknappede antræk skyldes formentligt erkendelsen af, at han er uløseligt sammenkoblet med en socialdemokratisk statsminister, som Venstre med næb og klør har forsøgt at bekæmpe de seneste år. Måske han også blev ramt af en åbenbaring om, at Venstre ikke kommer til at høste vælgeropbakning på, at Socialdemokratiet har pakket arbejderisterne langt væk.

Sidst nævnte fik det endelig dødsstød i Mette Frederiksens åbningsredegørelse, hvor vi må forstå, at vi alle skal arbejde mere:

”Hvis ikke vi reformerer, så må vi slække på de ambitioner, vi har for vores velfærdssamfund”, sagde Statsministeren fra talerstolen, mens Ellemann nervøst øvede sig i at redegøre for, hvordan store bededag har noget med forsvarsforlig at gøre.

Jakob Ellemanns udfordring består først og fremmest i at forklare, at partiet har skiftet standpunkt, men ikke holdning, og at med regeringsdeltagelse kan de reformere den forkætrede stat, som mange af Venstres vælgere mener er for stor, frihedsberøvende og besværliggørende.

Regeringen er skabt på et bagtæppe af nødvendighed. Drivkraften er reformer, siger de. Mantraet arbejdsfællesskab, fortæller man. Opstået i slipstrømmen på et miserabelt valg og formet af belejlighed. Bevares, men hvorfor er Venstre reelt med? Kunne de liberale aftryk ikke være sat udenfor regeringen? 

Venstres udlægning er, at de kan få mere politik igennem ved at være med. Formentligt en sandhed… med moderationer.

For fortællingen om konkret politik udestår og forfalder til at forlyde, at der ikke var et blåt flertal. Noget om kriser. Noget om tiden ikke er til det og yada yada. Alt det vi godt ved.

Læs også

I stedet burde Ellemann og company tunere med en borgerlige devise om, at de er med i regeringen, fordi det er en oplagt mulighed for at gennemføre reelle resultater her og nu: Skattelettelser for danskere, der går på arbejde, reformer af velfærdsstaten, der sætter valgfrihed og konkurrence i centrum, et stærkere dansk forsvar. Ansvar og skridt i den rigtige retning.

Den remse Venstre skal have med på turné skal på en og samme tid fortælle, hvad Venstre (stadig?) står for, og forklare hvorfor de måtte forlade blå blok. Borgerlige visioner. Liberale paroler. Frihed til folket.

Ellemanns store gevinst er alt andet lige, at han har fået Mette Frederiksen med på, at velfærdsstaten kun kan leve, hvis den reformeres. Et historisk opgør med gamle-Mette, som selv Kristian Madsen skriver. Men hvis Ellemann ikke formår at forklare, hvorfor Venstre konkret er med i regeringen, ender Venstre med at betale en enorm pris for sin sejr.

Det gamle bondepartis primære mission bliver derfor at overbevise blå vælgere om, at partiet er karikaturen på borgerlige stemmer, der arbejder. Hvis det lykkes, har man en berettigelse både i egen ret, men også som regeringsparti. Mislykkedes det, ender de med at betale en enorm pris for regeringsdeltagelsen. Om muligt endnu større end de verserende meningsmålinger. 

Venstre vidste, at den ville komme, andet havde været mærkeligt, når to arvefjender går i seng sammen. Man skal ikke være professor i politisk kommunikation for at regne ud, at folk er forvirrede - med rette vil onde tunger hævde

Malene Møller Hall

Partiets to hardlinere Sophie Løhde – der nu er minister og derfor pensioneret frontsoldat – og Morten Dahlin, er også kommet i uføre, og årtiets rygcrawl er påbegyndt i medierne.

Den ene gamle udtalelse efter den anden støves af. Om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed. Kravet om en minkkommission. Socialdemokratiets mange løgne. Manglende tillid. Og man kunne blive ved. Det er næsten nemmere at finde en tidligere udtalelse fra de to, der handler om Socialdemokratiet, end nogle der ikke gør.

Men nu er der fryd og gammen og arbejdsfællesskab, forstås. Og utilfredse vælgere, naturligvis. Kritikken af den retoriske kovending er helt forventelig. Det er banale konfrontationer og journalistisk forudsigeligt.

Venstre vidste, at den ville komme, andet havde været mærkeligt, når to arvefjender går i seng sammen. Man skal ikke være professor i politisk kommunikation for at regne ud, at folk er forvirrede - med rette vil onde tunger hævde.

Umiddelbart virker strategien fra Venstres spinhold dog til at være, at tiden læger alle sår. Løftebrud fortoner sig i den politiske tåge. At når først vælgerne ser alle de liberale ting, de leverer, ja så skal de nok forstå, at der ikke var noget at komme efter i blå blok. Det sidste er muligvis rigtigt, men det rækker ikke som fremtidig fortælling eller forklaring.

Imidlertid bliver halen af holdningsskifte brugt af de øvrige blå partier, som foder til vælgerne.

Ingen Venstre vælger kan svare på, hvad der skal ske om tre og et halv år.  Eller hvad Venstre reelt mener om noget. Andet end de tager ansvar:

”Venstre tager ansvar, også når det er svært” skriver Ellemann i en intern medlemsmail. Skift Venstre ud med Socialdemokratiet, og så har du nøglesætningen i seneste interview med overborgermester Sophie Hæstorp (S). 

Jo jo, ansvar er da godt. Moral er også godt. Desværre er dobbelt moral ikke dobbelt så godt, og derfor glimrer fortællingen ved sit fravær. 

For der er jo ingen, der er uenige i, at bureaukratiet er løbet løbsk, eller at reformer er tiltrængte, og at erhvervsskolerne er udpinte. Alle vil også gerne hjælpe folk i arbejde, sikre de ældre et værdigt liv og stoppe det systemiske svigt i sundhedsvæsenet. Passe på børnene og klimaet - og hinanden, selvfølgelig.

Venstre har ikke slået sig op på, at de kerer sig om arbejder-Arne og jobcentrets ofre. Sygeplejerskernes vilkår, socialt udsatte, dannelsestab med flere er heller ikke sådan rigtigt Venstres områder. De bekymrer sig - naturligvis - på en eller andet abstrakt, teoretisk plan, men ellers er pædagoger mest sådan nogen, der tager imod ens børn, når man afleverer dem i vuggestuen. Og minimumsnomineringer er, hvad det er.

Men hvad er Venstres fortælling så? Hvis man altså ikke må sige flere muligheder eller landbrug. Og reformer er kapret af Mette Frederiksen og stue S.

En langtidsholdbar fortælling er derfor afgørende, hvis Ellemann skal ud af Mette Frederiksens favntag igen. En fortælling der med syvtommer søm slår den borgerlige politik og position fast. Kanten til Socialdemokratiet. Forskellen til Moderaterne.

Ellemann sagde i efteråret 2021, at hvis han blev statsminister, ville han måles på, om vælgerne får mere frihed. I 2023 er fortællingen omkranset af en dyne af uklarheder, men kunne passende være den samme. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malene Møller Hall

Kommunikationsrådgiver, Primetime
kommunikation (Aalborg Uni.)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, politisk ordfører, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Kristian Madsen

Chefredaktør og direktør, A4 Medier
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)