Tidligere V-rådgiver: SVM-regeringens smalle flertal kan få den til at fremstå udemokratisk

Slaget om Store Bededag genopliver kontraktpolitikken fra midten, hvor SVM-regeringen kommer til at bruge sit smalle flertal hen over midten i dansk politik til at træffe nødvendige og til tider upopulære beslutninger i jagten på at sætte flueben ved tiltagene i regeringsgrundlaget.

Det bliver en slags: Our way or the highway.

Kontraktpolitikken har ellers været død de sidste 12 år. Det var Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, der indførte kontraktpolitikken med systemskiftet i 2001 og et årti i dansk politik, hvor det man gik til valg på blev gennemført 1:1 efter valget. Hverken mere eller mindre. Fogh satte systematisk flueben i sine regeringsgrundlag og VKO-aksens politiske effektivitet var få tyske bilproducenter forundt.

Siden valget i 2011 har skiftende regeringer med Helle Thorning, Lars Løkke og senest Mette Frederiksen i spidsen ikke været kendetegnet ved kontraktpolitik.

Valget i november 2022 og flertalsregeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne over midten er et nyt systemskifte i dansk politik.

Andreas Thyrring

Thornings regeringer var martret af løftebrud. Løkkes regeringer med først Venstre alene, og dernæst VLAK, fik ikke gennemført meget af "det mest liberale regeringsgrundlag nogensinde". Og Mette Frederiksens regering ville ikke forpligte sig i et regeringsgrundlag men i et mere løsere "forståelsespapir".

Valget i november 2022 og flertalsregeringen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne over midten er et nyt systemskifte i dansk politik.

SVM-regeringen har to strategiske fordele for at kunne føre og legitimere kontraktpolitik fra midten:

Før det første har regeringen flertal og er beslutningsdygtig. Den kan gennemføre sit regeringsgrundlag.

For det andet består den af Folketingets tre største (midter)partier baseret på Socialdemokraternes 50 mandater, Venstres 23 mandater og Moderaternes 16 mandater. Det giver en vis demokratisk legitimitet og bredere repræsentation af den danske befolkning, som end hvis en flertalsregering var "ren" rød eller blå.

Slagsmålet om afskaffelsen af Store Bededag genopliver kontraktpolitikken fra midten, hvor vi vil se flere reformer og svære, politiske beslutninger vedtaget af SVM-regeringen alene og måske med de Radikale eller SF og et enkelt borgerligt parti med ombord.

Fremover vil vi formentlig se flere smalle politiske aftaler gennemført af SVM-regeringen som (stik imod forventningerne og parolerne fra valgkampen) ikke vil få lige så meget bredde i forligene og de politiske aftaler som tidligere mindretalsregeringer.

Stik imod forventningerne og parolerne fra valgkampen, vil vi formentlig se flere politiske aftaler gennemført af SVM-regeringen, som er smallere end dem, der er gennemført af tidligere mindretalsregeringer.

Det er derfor lidt paradoksalt, hvis en flertalsregering over midten kommer til at gennemføre politik på et smallere politisk flertal, der repræsenterer færre danskere og er mindre bredt forankret i Folketinget, end hvis regeringen ikke havde flertal. Risikoen for at fremstå hård og en anelse udemokratisk er overhængende. 

Regeringen er kun lige begyndt med at stille afskaffelse af Store Bededag som adgangsbillet til forhandlingerne om forsvarsforliget. Om et par uger kommer regeringens udspil til inflationshjælp og finansloven for 2023. De udspil kan regeringen i princippet også bare fremlægge og vedtage uden at skulle forhandle bredt i Folketinget.

Senere i valgperioden kommer turen til andre store og nødvendige reformer fra regeringsgrundlaget som CO2-afgift på landbruget, reform af sundhedsvæsenet, reformer de giver mere frit valg i den offentlige sektor.

SVM-regeringen vil blive kendetegnet ved at være en effektiv beslutningsmaskine. Hvis den vil genvælges, er det også det, den skal fokusere på. Sådan én, der kan styre landet igennem krisetider med demokratisk legitimitet fra sit ophav på midten af dansk politik og træffe de nødvendige og svære beslutninger uafhængigt af fløjene.

To ministre bliver helt centrale i den mission: Finansminister Nicolai Wammen (S) og Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V). De er de eneste ministre i regeringen, som har fast plads i de tre vigtigste regeringsudvalg: Økonomiudvalget, Koordinationsudvalget samt de nye "Vogternes Råd" i Udvalget for Regeringsledelse.

Wammen og Troels Lund bliver regeringens dynamiske makkerpar. De skal løbe i pendulfart mellem broen og maskinrummet i regeringen for at drive regeringen og lægge forhandlingsstrategierne sammen med de tre partiformænd.

SVM-regeringen vil blive kendetegnet ved at være en effektiv beslutningsmaskine.

Wammens og Troels Lunds to ministerier ligger kun en kort gåtur fra hinanden tværs over Holmensbro. De burde indrette et fælles "war room" i et mødelokale med en strategitavle over regeringsgrundlaget med et trafiklyssystem for status: rød, gul, grøn, så der kan sættes flueben.

For i praksis bliver det Wammen og Troels Lund, der skal sikre fremdriften, og at regeringsgrundlaget bliver leveret. Som politisk ordfører og minister under Fogh fra midten af 00’erne, har Troels Lund lært kontraktpolitikken fra mesteren selv.