Kommentar af 
David Trads

Generation X-regeringen er helt uden idealer

Indtil videre ligner SVM-regeringen ikke en, der er drevet af idealister, men en, som holder så meget af kompromisser, at den nærmer sig teknokratiet. Et kendetegn for den generation, de tre regeringsledere er en del af, skriver David Trads.

At Mette Frederiksen er født i 1977, Jakob Ellemann-Jensen i 1973 og Lars Løkke Rasmussen i 1964, antyder at der er noget Generation X over lederne af SVM-regeringen, skriver Davids Trads.
At Mette Frederiksen er født i 1977, Jakob Ellemann-Jensen i 1973 og Lars Løkke Rasmussen i 1964, antyder at der er noget Generation X over lederne af SVM-regeringen, skriver Davids Trads.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er noget instinktivt kedsommeligt over at lytte til de budskaber, som kommer fra det nye ’arbejdsfællesskab’, som SVM-regeringen kalder sig selv. Alt sammen illusionsløst:

”Den nye regering er født som et arbejdsfællesskab. Vi er tre partier med forskellige holdninger og historiske rødder. Vi ser ikke ens på alting og kommer nok heller ikke til det,” fastslog statsminister Mette Frederiksen ved sin åbningstale.

Kan det overhovedet siges med mindre passion? Med færre idealer? Ja, det kan det faktisk – for regeringschefen fortsatte:

”Vi deler en fælles erkendelse af, at vi kun når i mål med de ambitioner, vi har for Danmark, hvis vi indgår et forpligtende samarbejde om de løsninger og reformer, der skal gøre dem mulige.”

Det er jo en ren tilståelsessag: Den uhellige alliance af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne handler ikke om meget. Det regeringsgrundlag, som danner rammen om flertalsregeringen, ligner et lidenskabsløst dokument; kompromis på kompromis.

Frederiksen, som normalt er en overbevisende taler, savnede også swung, mens hun læste sin åbningstale op:

Der er noget Generation X over SVM-regeringen – altså dem, som er født mellem midt i 1960’erne og 1980 (...) Dem, der blev formet af 1990’erne, da vi troede, at vi havde løst alle problemer. Dem, som bildte sig ind, at ideologi er noget bras.

David Trads

”Jeg glæder mig til samarbejdet. Både om det nære, og om det, der sker i verden. Vi lever i en tid præget af uforudsigelighed og store udfordringer. Først en pandemi. Så en krig i Europa. Energikrise. Inflation. Økonomisk usikkerhed. Men også en tid med håb. Og vilje til at gå nye veje.”

Alle ord, som ikke rigtigt betyder noget. ’Det nære’ og ’det fjerne’; ’usikkerhed’ og ’håb’; og så ’glæden ved samarbejde.’ Det var også en dyster, mørk tale – vel og mærke uden anvisninger for en bedre fremtid. Med mindre nedsættelse af utallige kommissioner og udvalg bringer en i godt humør.

Der er noget Generation X over SVM-regeringen – altså dem, som er født mellem midt i 1960’erne og 1980. Mette Frederiksen er født i 1977, Jakob Ellemann-Jensen i 1973, Lars Løkke Rasmussen i 1964. Dem, som var unge og voksede op, da Den Kolde Krig var slut, og som derfor troede, at historien var slut. Dem, der blev formet af 1990’erne, da vi troede, at vi havde løst alle problemer. Dem, som bildte sig ind, at ideologi er noget bras.

Det der billede, som Frederiksen, Ellemann-Jensen og Løkke turnerer rundt med lige nu – nemlig at de er en slags ‘voksne', der tager ansvar, mens de er omgivet af ’børn’ – er falskt.

Ofte er det ’børnene’ – altså partier på fløjene – som skaber nybrud. Uden SF og Enhedslisten ville klimapolitikken, som alle nu synes enige om (på papiret i hvert fald) aldrig have været så ambitiøs som nu. Uden Dansk Folkeparti ville den stramme udlændingepolitik, som næsten alle nu i realiteten bakker op om, næppe været kommet så hurtigt.

Politik handler først og fremmest om at have idealer. Et ’arbejdsfællesskab’ er ikke i sig selv et ideal, men en metode. Indtil videre består regeringens politik mest af meget løse hensigtserklæringer, som tiden må vise, hvad fører til.

Det bliver for eksempel interessant – for nu at bruge en underdrivelse – at finde ud af, hvordan den vil føre en offensiv klimapolitik over for landbruget. Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Og detaljerne skal udarbejdes af klimaminister Lars Aagaard, som er tidligere lobbyist for Dansk Energi, hentet ind for Moderaterne, og af landbrugsminister Jacob Jensen fra Venstre, landbrugets bedste ven. 

Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker, rammede på mange måder stemningen ind, da han tørt skrev "Nye tider!", som kommentar til et foto fra folketingssalen umiddelbart inden, at statsministeren gik på talerstolen til åbningstalen: Med ryggen til fotografen sad Frederiksen, Ellemann-Jensen og Løkke Rasmussen.

"Nye tider!" er selvsagt korrekt. Stort set ingen kan huske sidst, vi havde en regering hen over midten – SV-regeringen fra 1978-79.

De, som kan, husker den kun for noget skidt. Flere erindrer senest, vi havde en flertalsregering – Nyrups første fra 1993-94 med S, R, CD og De Kristelige. Kun få husker den for noget inspirerende.

Indtil videre ligner Generation X-regeringen ikke en, der er drevet af idealister, men en, som holder så meget af kompromisser, at den nærmer sig teknokratiet. Men, som Frederiksen ville sige det - man kan altid håbe.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

Niels Th. Dahl

Politisk analytiker, Jyllands-Posten
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00