Analyse af 
Esben Schjørring

Kampen om bededag afgør, hvilken politisk fremtid vi lever i efter blokpolitikkens død

I to årtier er blokpolitikken blevet beskyldt for at stå i vejen for idealet om det brede, lyttende samarbejdende folkestyre. Med kampen om store bededag viser SVM-regeringen, at der er mindst lige så meget rå magt og hård konfrontation på den anden side af blokkenes æra.

Faren for regeringen som et ”arbejdsfællesskabet” – dvs. et samarbejde mellem parter, der anerkender fundamentale uenigheder mellem sig – er at blive revet over via pres fra partierne udefra. Det pres, vil man gerne ud af fra starten af, og det er det, man prøver med bededagsreformen. Ellers lever regeringen på meget lånt tid. Især fordi Venstre bløder i meningsmålingerne.
Faren for regeringen som et ”arbejdsfællesskabet” – dvs. et samarbejde mellem parter, der anerkender fundamentale uenigheder mellem sig – er at blive revet over via pres fra partierne udefra. Det pres, vil man gerne ud af fra starten af, og det er det, man prøver med bededagsreformen. Ellers lever regeringen på meget lånt tid. Især fordi Venstre bløder i meningsmålingerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Kampen om bededag handler – også – om, hvilket politisk landskab vi befinder os i efter blokpolitikkens sammenbrud. Er vi i en verden med centrum og populistiske yderfløje? Eller er centrum et arbejdsfællesskab med åbne døre til alle mulige samarbejder på kryds og tværs?

Regeringens budskab med krydset mellem afskaffelsen af bededag og finansieringen af forsvarsudgifterne er, at vi befinder os i det første scenarie. Centrum udgøres af partier, der er klar til udbudsreformer, som er upopulære men afgørende for landets fremtid. Og de populistiske yderfløje er dem, der vil høste stemmer på at være imod reformerne.

Får SVM-regeringen held til det, befinder oppositionen – eller oppositionerne – sig et rigtigt svært sted alene derved, at de har anerkendt et styrkeforhold og et politisk landskab, regeringen definerer.

Det er i det lys, man skal se den fælles pressemeddelelse, oppositionspartierne udsendte i går. Men deres problem er, at de ikke har en alternativ politik, hverken generelt eller når det kommer til finansiering af forsvaret, men bare et krav om en alternativ proces.
 
I to årtier er blokpolitikken blevet beskyldt for at stå i vejen for idealet om det brede, lyttende samarbejdende folkestyre. Med kampen om bededag viser SVM-regeringen, at der er ligeså meget magt og hård konfrontation, hvis ikke mere, på den anden side af blokkenes æra.

Og på fredag ved vi, hvem der vinder den kamp, og hvilken politisk fremtid, vi lever i lige om lidt.

Udbudsreformer er hjertet i SVM-regeringen

Om Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen havde regnet med, at modstanden mod bededagsafskaffelsen ville blive så voldsom, som den er, er svært at sige. Men selvfølgelig har de indregnet, at det ville blive en første afgørende prøve af Folketinget.

Alene af den grund at regeringen i regeringsgrundlaget gør opmærksom på, at afskaffelsen af store bededag skulle ske per lovforslag og ikke via en trepart, viser det. Man har selv udpeget arenaen.

Men den har også udpeget slaget. For ideen med at finansiere fremrykningen af beslutningerne i det nationale kompromis via en udbudsreform træffer kernen i regeringssamarbejdet, som er at skaffe flere råderumspenge via udbudsreformer.

Som regeringen selv skriver i forordet til regeringsgrundlaget:

”Når pengene i velfærden skal følge med, og når vi skal lade forsvarsudgifterne stige, som vi har aftalt det med vores allierede i NATO, og som sikkerhedssituationen tilsiger – så er råderummet til nye prioriteter begrænset. I fravær af nye reformer vil det blive meget vanskeligt at gennemføre de investeringer, der er afgørende for, at vi kan udvikle vores samfund.”

Når regeringen møder oppositionens kritik med det svar, at man da gerne vil se på alternativ finansiering, så er det ikke rede penge på statsbudgettet, man taler om, men en anden udbudsreform, der kan skaffe de nødvendige midler.

Udbudsreformer er upopulære, og de får regeringer til at falde. Det var erfaringen fra den første Løkkeregering i 2009-2011, regeringerne Helle Thorning-Schmidt, og VLAK-regeringen. Alle havde gjort udbudsreformer til deres raison d’être, og alle tabte efter en valgperiode ved magten.

Med andre ord: skylden for reformerne skal deles, så åget er mindre tungt. Og protesten skal udvandes og placeres hos partier, der ikke kan spille en afgørende politisk rolle.

Pia Olsen Dyhr har revolveren for panden

Det er især et dilemma for K, SF og R, der både var relativt tæt på at gå med i regering, som sidenhen har præsenteret sig som konstruktiv opposition og er med i det nationale kompromis om forsvaret. Alle tre partier ser sig selv som potentielle regeringspartier. Den selvopfattelse vendes nu imod dem som en revolver mod panden.

Sværest er det for Pia Olsen Dyhr, som også har skrevet et langt post på Facebook om det. Hun befinder sig i et dilemma lig det, Holger K. befandt sig i efter EU-nejet i 92, mellem ”ansvar” og ”populisme”. Han valgte dengang ”ansvaret”, og det er tvivlsomt, om Enhedslisten ville findes, hvis han havde valgt ”populismen”.

Hele Pia Olsen Dyhrs projekt siden 2014, hvor hun blev SF-formand, har været at genrejse SF som et muligt regeringsparti under en socialdemokratisk statsminister. Hun har flyttet sit parti på helt afgørende områder, især værdi- og udlændingepolitikken, kulminerende med deltagelsen i det nationale kompromis og anbefalingen af et ”ja” til at ophæve forsvarsforbeholdet.

Siger hun nej til en deltagelse i forsvarsforliget, er det projekt dybt kompromitteret.

Tilsvarende er problemet for Det Konservative Folkeparti, der for tre måneder siden stillede med en statsministerkandidat. Hvordan kan man være uden for et forsvarsforlig, der er finansieret af en reform, der udvider arbejdsudbuddet?

Men det samme problem i lidt mindre skala befinder alle andre partier, der også vil være indflydelsespartier sig i; LA, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Er de ikke med, vil de næsten automatisk være skubbet ud i rollen som varetagere af de korslagte armes politik.

Løkkes analyse bliver virkelighed

Med andre ord står vi midt i en afgørende kamp om, hvordan politikere, journalister og den øvrige offentlighed skal agere og forstå politik. Hvis det ikke er rød blok mod blå – hvad så?

Da Løkke første gang luftede ideen om en regering over midten, gjorde han det med et billede af ansvarlige partier og destruktive yderfløje. Måske passede det på højrefløjen, men det gjorde det ikke på centrum-venstre. Født ud af de dårlige erfaringer fra 2011-2015 har den danske venstrefløj været ekstraordinær pragmatisk og loyal. Symboliseret ved, at Enhedslisten både nåede at reformulere sin EU-politik og sin Nato-politik.

Men det, regeringen forsøger nu, er at forvandle Løkkes ”analyse” til ny virkelighed efter blokpolitikkens død.

Faren for regeringen som et ”arbejdsfællesskab” – det vil sige et samarbejde mellem parter, der anerkender fundamentale uenigheder mellem sig – er at blive revet over via pres fra partierne udefra. Det pres vil man gerne ud af fra starten af, og det er det, man prøver med bededagsreformen. Ellers lever regeringen på meget lånt tid. Især fordi Venstre bløder i meningsmålingerne.

Omvendt er de to oppositioner – den røde og den blå – lige nu forenet i bestræbelsen på ikke at blive præsenteret for det ene fait accompli efter det andet de kommende år, hvor de aftryk man kan sætte og de trofæer, man kan løfte over hovedet efter endt forhandling, bliver for små til, at vælgerne kan få øje på dem

Det er en rå politisk kamp i den forstand, at ingen endnu ved, hvor det ender, samtidig med afgørelsen nærmer sig meget hurtigt.

Vi ER i en ny politisk virkelighed

Men det er også en rå politisk kamp, fordi vi for første gang i historien står med en regering hen over midten, det vil sige, hvor Socialdemokratiet er gået sammen med det største og vigtigste borgerlige parti, som også er en flertalsregering.

Det er nyt, og det er det for alle.

Hvem der vinder den magtkamp, hvem der trækker sig sejrsrigt ud af den konfrontation, ved vi ikke. Men vi ved, at afgørelsen handler om meget mere en bededag og udbudsreformer. Det handler om, hvilken politisk fremtid, vi egentlig lever i efter blokpolitikkens sammenbrud.

Senest fredag ved vi meget mere. Blinker regeringen først, er den bovskudt og stækket, og oppositionen vil lugte mere indflydelse. Men går et af oppositionspartierne – K, SF eller R som de mest sandsynlige – i sidste ende alligevel med, har regeringen manifesteret en ny verdensorden i dansk politik.

Måske vi endda vil høre stemmer, der længes tilbage til de gode gamle dage med blokpolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF, stifter og politisk leder (M), fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)