Væbneren, der opsagde sin troskab

BAGGRUND: En brudt aftale var medvirkende til, at Løkkes mest loyale medarbejder smækkede døren i hovedet på ham. Hendes dramatiske exit forstærker frustrationerne i folketingsgruppen, hvor hun havde betydelig støtte.
Kommunikationschef Søs Marie Serup Laybourn: Hendes afskedssalut til Løkke beskrives som "helt uhørt", men i Venstres folketingsgruppe vil mange savne hende.
Kommunikationschef Søs Marie Serup Laybourn: Hendes afskedssalut til Løkke beskrives som "helt uhørt", men i Venstres folketingsgruppe vil mange savne hende. Foto: Rasmus Nielsen/Altinget.dk
Erik Holstein

Man kan næsten se det for sig.

Den hårdt prøvede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stod foran en af sine efterhånden sjældne succesoplevelser, da han senere på mandagen skulle besøge den amerikanske præsident Barack Obama. Og så blev dagen forstyrret af, at Venstres kommunikationschef sagde op og i en mail til sine medarbejdere erklærede sig "uenig i de strategiske beslutninger".

Det kræver blot et minimum af kendskab til statsministerens temperament for at gætte, hvordan Løkke reagerede på den meddelelse. Man kan kun håbe, at de amerikanske værter har båret over med eventuelle smadrede effekter.

I kommunikationskredse betegnes den måde, Serup knaldede med døren på som "helt uhørt":

"Den slags gør man bare slet ikke, hvis man arbejder med topfolk inden for politik eller erhverv. I kommunikationsverdenen vil hendes markering af uenighed blive set som groft illoyalt," som en erfaren kilde udtrykker det.

Fakta

Søs Marie Serup Laybourn (gift Laybourn)
Født i 1974 i Kalhave nær Horsens.
Landmandsdatter og cand. phil. i engelsk.
2003: Ansat i Venstres pressetjeneste.
2005: Pressechef, medlem af Venstre.
2007: Særlig rådgiver for finansminister Lars Løkke Rasmussen.
2009: Særlig rådgiver for statsminister Løkke.
2010: Retur fra Statsministeriet. Bliver i stedet leder af Venstres Center for Kommunikation og Politik.
2011: Opsiger sin stilling og forlader Christiansborg.


Kilde: Wikipedia og Altinget.dk

En "genistreg"
Illoyal har ellers været det absolut sidste ord, man gennem årene har kunnet hæfte på Serup. På Christiansborg blev hun set som en udmærket strateg, men flere hæftede sig ved, at hun til tider var overloyal over for Løkke, som hun havde tjent som leder af Venstres pressetjeneste, som særlig rådgiver for Løkke og senest som kommunikationschef.

Konkret demonstrerede hun sin trofasthed over for Løkke under bilagssagen og ved det elendigt håndterede klimatopmøde i 2009. Serups bemærkning på Facebook om, at det var "sølle", at medierne ikke kunne se, at hendes chef var i gang med "en lille genistreg" vakte forbløffelse på Christiansborg.

Magtkampen med Dybvad
På det tidspunkt var Serup flyttet med Lars Løkke over i Statsministeriet som "særlig rådgiver", men det var daværende departementschef Karsten Dybvad ikke begejstret for. Striden var både strukturel og personlig. Dybvad ønskede uden konkurrence at være den nye statsministers nærmeste rådgiver, og kemien mellem Dybvad og Serup var alt andet end god.

Løkke valgte at bøje sig for departementschefen, og Serup blev sendt retur til partiet som leder af Venstres Center for Politik og Kommunikation. Den udvikling var ikke beskrevet i hendes karriereplan, men det lå i luften, at ændringen mest ville være en formalitet.

Serup skulle stadig være den nærmeste rådgiver og med sine bemærkninger om, at han nu var "selvkørende" og "slet ikke behøvede en spindoktor", havde Løkke signaleret, at der ikke ville komme en anden over i Statsministeriet i stedet for Serup. Statsministeriet ansatte ganske vist Michael Helbo som ny pressechef, men Helbo fungerer embedsmandsagtigt, og han blev aldrig et forstyrrende mellemled imellem Serup og chefen.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00