Fertilitetsforskers ønske opfyldt efter tretten år: "Vi er blevet hørt"

Den seneste tids politiske tiltag på fertilitetsområdet er udtryk for, at politikerne langt om længe tager problemet alvorligt, siger seniorforsker på Rigshospitalets fertilitetsklinik, Søren Ziebe.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ella Hjalmsrud Jørgensen

*I en tidligere udgave af artiklen hed rubrikken 'Fertilitetslæges ønske opfyldt efter tretten år: "Vi er blevet hørt"'. Den er ændret til fertilitetsforsker, da Søren Ziebe ikke er uddannet læge.

 

Gør politikerne nok i kampen mod barnløshed?

For bare ét år siden havde svaret været nej til det spørgsmål, hvis man spurgte seniorforsker på Rigshospitalets fertilitetsklinik, Søren Ziebe.

Men tiltag som flere forsøg ved fertilitetsbehandlinger og gratis hjælp til barn nummer to har fået seniorforskeren til at ændre holdning.

Sidstnævnte initiativ blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen i hendes nytårstale 1. januar. Søren Ziebe mener, det ”er nogen af de bedste nyheder, vi har fået længe.”

”Når vi har en statsminister, der siger, at det er et område, der ligger hende meget på sinde, så synes jeg – sagt i al beskedenhed – at vi er lykkes med at gøre opmærksom på de udfordringer, vi står overfor,” siger Søren Ziebe.

Forventer højere fødselstal

Senere i år forventes indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) at præsentere lovforslaget, der finansieres af et trecifret millionbeløb.

”Der har jo været en voldsom skævvridning og diskrimination i forhold til andre sygdomsområder. Det er jo ikke sådan, at hvis du får en anden sygdom, så får du kun hjælp én gang,” siger Søren Ziebe.

Læs også

Tror du, man om nogle år vil kunne se det i afspejlet i fødselstallene?

”Ja, det tror jeg. Man skal selvfølgelig huske, at hovedparten af børn jo stadig laves derhjemme hos en hel masse mennesker,” svarer Søren Ziebe.

Men han fremhæver, at man i 2010 havde brugerbetaling på kunstig befrugtning efter en lovændring fra den daværende VK-regering. Det år var fødselstallet i Danmark halvanden procent under gennemsnittet for de forrige ti år.

”Det vi gør på fertilitetsklinikkerne, det kan man aflæse direkte på fødselstallene,” siger Søren Ziebe.

Flere tiltag gør indtryk

Netop de faldende fødselstal har i årevis bekymret Søren Ziebe og andre forskere.

I tretten år har Søren Ziebe kæmpet for, at den offentlige fertilitetsbehandling også skulle omfatte det andet barn. Alligevel vil han ikke være ”ham den gamle sure, der siger: ’Hvad sagde jeg’”, siger han.

Det skyldes, at hjælpen til andet barn ikke er det eneste tiltag på området.

Som en del af finansloven for 2024 præsenterede regeringen sine planer om, at barnløse skal have op til seks i stedet for tre besøg ved reagensglasbehandling. Og i år trådte en aftale i kraft, der betyder, at befrugtede æg kan opbevares i længere tid.

Her er de seneste politiske tiltag på fertilitetsområdet:
  • Dobbelt så mange forsøg ved reagensglasbehandling. Helt konkret får barnløse op til seks forsøg fremfor tre. I forbindelse med finansloven for 2024 øremærkede regeringen 45 mio. kr. årligt til fordoblingen af forsøg med reagensglasbehandling.
  • Tidsbegrænsning for nedfrosne æg ophævet. Fra 1. januar i år skal nedfrosne æg ikke længere destrueres efter fem år, men kan opbevares, indtil kvinden fylder 46 år.
  • Gratis fertilitetshjælp til barn nummer to. I år forventes regeringen at præsentere et lovforslag, der betyder, at man også kan få gratis fertilitetsbehandling i det offentlige ved barn nummer to. Regeringen forventer, at de nye regler kan træde i kraft i december 2024.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

De her tiltag går jo ind og justerer hist og her på nogle enkelte regler. Gør politikerne nok?

”Indtil slutningen af sidste år havde mit svar været nej, det er langtfra nok,” svarer Søren Ziebe.

Læs også

”Men nu har vi jo fået det her med, at man går fra tre op til seks behandlinger. Og så barn nummer to oveni. Der er sket nogle store ting, så nu ændrer jeg holdning.”

Hvad mangler?

”Det vil jeg hellere svare på, når vi har set, hvordan implementeringen bliver. Jeg synes grundlæggende, at det er vanvittigt vigtigt at få styrket de offentlige fertilitetsklinikker,” svarer Søren Ziebe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Ziebe

Seniorforsker, Rigshospitalet
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1988), dr.med. (Københavns Uni. 2010)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024