V: Hvordan vil Rosenkrantz-Theil sikre, at det offentlige fremover i højere grad lever op til sit uddannelsesansvar?
Altingets robotMinistersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Som opfølgning på svar på spm. 20 vil ministeren konkret redegøre for, hvad ministeren og regeringen vil gøre for at sikre, at det offentlige fremover ikke lever op til mindre end 20 pct. af sit uddannelsesansvar, og at de mere end 80 pct. af det offentlige, der ikke lever op til sine måltal for elever, kommer til at gøre det? Det understreges, at der ikke spørges til, hvad erhvervsskoler eller andre kan og skal gøre, men at spørgsmålet går på, hvad ministeren og regeringen konkret vil gøre og hvornår for at sikre, at der sker en markant forandring i den offentlige sektor, så den til næste år ikke igen svigter sit uddannelsesansvar?
Som anført i svaret på spørgsmål 15 til dette lovforslag kan der ikke uden videre sættes lighedstegn mellem uddannelsesansvar og opgørelserne over antallet af virksomheder, der opfylder måltal i det praktikpladsafhængige AUB-bidrag.
Det skyldes, at måluddannelsesratioerne, der fastsætter virksomhedernes måltal, varierer mellem sektorer og brancher. Måluddannelsesratioerne, dvs. målet for forholdet mellem faglærte ansatte og elever/lærlinge, er lavest inden for den private sektor og højest inden for den regionale sektor. Det betyder, at virksomheder i den private sektor skal have færre elever pr. faglært for at opfylde kravet, mens virksomheder i den offentlige sektor skal have flere elever pr. faglært.
Måluddannelsesratioerne for virksomheder i den regionale sektor i 2020 varierer mellem 10-18 praktikårselever pr. 100 ansatte faglærte, mens måluddannelsesrationerne for virksomheder i den private sektor varierer mellem 2-4 praktikårselever pr. 100 ansatte faglærte.
I 2018 havde alle fem regioner således realiseret en uddannelsesratio på mellem 11 og 13 praktikårselever pr. 100 faglærte medarbejdere. Men da måluddannelsesratioerne for regioner er endnu højere, opfyldte de ikke deres måluddannelsesratio.
I den private sektor er måluddannelsesratioerne mellem 2-4 praktikårselever pr. 100 faglærte medarbejdere. Det kunne ca. 18.000 private virksomheder leve op til, mens ca. 40.000 private virksomheder ikke kunne.
Såfremt de fem regioner havde haft samme måluddannelsesratio som virksomhederne i den private sektor, ville regionerne således nemt have levet op til måltallene.
Der er dermed flere nuancer, der bør tages i betragtning ved vurdering af, hvem der lever op til sit uddannelsesansvar. Herudover skal det bemærkes, at de tre offentlige sektorer i det praktikpladsafhængige AUBbidrag består af i alt ca. 2.400 ’virksomheder’, dvs. cvr-numre.
Den offentlige sektor består i denne sammenhæng således af mange offentlige virksomheder, selvejende institutioner, menighedsråd m.v., der ikke er underlagt direkte politisk instruktion.
Når alt dette er sagt, synes jeg også, at der er for mange arbejdsgivere, der ikke opfylder deres måluddannelsesratioer. Det gælder både private og offentlige arbejdsgivere. Trepartsaftalen fra november 2020 indeholder de tiltag, som der i denne runde er opnået enighed om med både fagbevægelsen, offentlige arbejdsgivere og private arbejdsgivere.
Jeg tror fortsat, at disse tiltag vil bidrage til, at flere virksomheder opfylder måltallene. Men jeg er altid lydhør over for gode ideer, der kan løfte målopfyldelsen yderligere. Jeg agter derfor at sætte det på dagsordenen til et af de næstkommende møder i eud-aftalekredsen, så vi kan få vendt og vurderet alle gode ideer.
