Debat

Entreprenør: Grøn omstilling kræver opgør med byggeriets vanetænkning

DEBAT: Vanetænkning stortrives i byggeriet. Selvom alle gerne vil bygge grønt, innovativt og effektivt, venter alle på, at andre tager de første skridt, mener Premium Syscon.

Der er et kæmpe potentiale for at optimere byggeriets tilgang, så langt mindre af arbejdet foregår på selve byggepladsen, skriver Christian Lundeborg fra Premium Syscon.
Der er et kæmpe potentiale for at optimere byggeriets tilgang, så langt mindre af arbejdet foregår på selve byggepladsen, skriver Christian Lundeborg fra Premium Syscon.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Lundeborg
Indkøbs- og salgsdirektør, Premium Syscon

Lige nu fylder corona meget i byggeriet, men så snart vi er på den anden side, vil byggeriet fortsat have grøn omstilling som sit vigtigste pejlemærke. Så hvordan kommer vi bedst muligt i gang igen?

Jeg tror, at vi som branche i højere grad skal turde udfordre de udbredte gammeldags måder at gøre tingene på, som – skal vi ikke bare være ærlige – er en stor del af udfordringen.

Desværre stortrives vanetænkningen, og selvom vi alle gerne vil bygge grønt, innovativt og effektivt, venter alle også på, at nogle andre tager de første skridt og går forrest.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det bremser den nødvendige udvikling og fornyelse, som vi har brug for.     

Ingen stiller grønne proceskrav
Det er ellers ikke, fordi der mangler innovation i byggeriet, og branchen har allerede masser af bæredygtige løsninger klar til brug, der kunne gøre store indhug i klimabelastningen og optimere arbejdsgangene – og lønsomheden.

Hvorfor har vi ikke de samme høje grønne ambitioner for processen som for materialerne?

Christian Lundeborg
Indkøbs- og salgsdirektør, Premium Syscon

Hvis de altså blev implementeret i en større skala end bare spydspidsprojekter. Tænk bare på de geniale efterspændte betonkonstruktioner, som har skabt fantastiske bygninger i udlandet, men som næsten ikke findes herhjemme, til trods for at metoden har været kendt i årevis som en anerkendt og funktionel byggemetode.

På materialesiden er branchen så småt i gang med omstillingen, og såvel livscyklusanalyser (LCA'er) som miljøvaredeklarationer (EPD’er) vinder frem. Og der er ingen tvivl om, at krav til materialernes dokumentation og brug af certificeringer er en vigtig del af vejen frem mod målet, som senest Danske Byggecentre har slået til lyd for i Altinget.

Men vender vi blikket mod procesdelen af byggeriet, er billedet et helt andet. Her stortrives de sorte vaner med spild af både tid og materialer samt en høj CO2-udledning – så høj faktisk, at den sammen med produktionen af byggematerialer står for ti procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Så hvorfor har vi ikke de samme høje grønne ambitioner for processen som for materialerne?

Byggeriet bør satse mere på præfabrikation
Det meste danske byggeri opføres i dag med råhuse i betonelementer, der præfabrikeres og derefter køres ud og samles på byggepladsen. Det grove finish-niveau og de høje tolerancer gør det nødvendigt med mange efterfølgende småentrepriser og processer.

Alene interimslukninger og udtørring på grund af fugt genererer stort spild og kræver betragtelig energi og arbejdstimer. Samtidig stiger risikoen for fejl og forsinkelser, jo flere processer der er på selve byggepladsen.

Jeg mener, at der er et kæmpe potentiale for at optimere hele denne tilgang, så langt mindre af arbejdet foregår på selve byggepladsen. Men det kræver, at branchen omstiller sig, slipper vanetænkningen og ser byggeprocessen på en ny måde med udgangspunkt i markant mere præfabrikation.

Læs også

Få gjort op med de sorte vaner
En øget grad af præfabrikation har for eksempel også betydning for de projekterendes måde at arbejde på, for man kan ikke projektere løbende, hvis de tekniske installationer skal kunne udføres allerede på fabrikken. Tilgengæld sparer man masser af tid på den samlede byggeproces – mindst 20 procent sammenlignet med traditionelt elementbyggeri.

Det viser Premium Syscons erfaringer fra hundredvis af projekter rundt om i Europa. Her kombinerer vi in-situ-støbning af projekttilpassede skalelementer med moderne industrialiserede metoder både i form af digital projektering og produktion ved robotter.

Det er også værd at nævne, at når det kommer til byggeaffald, som udgør omkring en tredjedel af Danmarks samlede affaldsmængde, så giver netop forebyggelse i form af spildreduktion og mindre materialeforbrug den største miljøgevinst. Langt større end for eksempel genanvendelse. Og det er en gevinst, vi først og fremmest kan høste ved øget præfabrikation.

Nu og her sætter coronasituationen nødvendigheden af optimering på spidsen, for mange tjener simpelthen ikke nok på deres projekter. Og behovet for grøn omstilling er samtidig lige så aktuelt nu som for tre måneder siden.

Det er derfor uomgængeligt, at vi bliver nødt til at få udviklingen i gang, så lad os nu få gjort op med de sorte vaner. Det kan kun gå for langsomt.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00