Sigurd Agersnap
 svarer 
Jeppe Bruus

Sigurd Agersnap (SF) spørger skatteministeren, Jeppe Bruus, om at bekræfte, at de lempelser, der ifølge L 113 – svar på spm. 7 gives til almene boliger, lejere og andelshavere, der typisk bor i etageejendomme, i høj grad er et resultat af, at skatteministeren med det nye vurderingsprincip for etageejendomme har øget grundlaget for grundskylden i etageejendomme

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 113, Spørgsmål 78
Vil ministeren bekræfte, at de lempelser, der ifølge L 113 – svar på spørgsmål nr. 7 gives til almene boliger, lejere og andelshavere, der typisk bor i etageejendomme, i høj grad er et resultat af, at skatteministeren med det nye vurderingsprincip for etageejendomme har øget grundlaget for grundskylden i etageejendomme, og at provenuet fra grundskylden dermed vil stige betydeligt, hvis ikke satserne – som det hele tiden har været planlagt som en del af boligforliget – blev sat tilsvarende ned? Mener ministeren på den baggrund, at det giver mening at opgøre fordelingseffekterne af ændringen i satserne uden også at medregne effekterne af de nye vurderinger?

Svar fra mandag den 22. maj 2023
De nye vurderingsprincipper blev indført i 2017 med vedtagelsen af ejendomsvurderingsloven og gælder for vurderingerne fra 2020.

Som det også fremgår af svaret på spørgsmål 6 til L 113, vurderes det ikke at være meningsfuldt at tage udgangspunkt i et scenarie, hvor ejendomsbeskatningen baseres på en permanent videreførelse af ejendomsvurderingerne fra 2011 og 2012, og der således ikke længere udarbejdes ejendomsvurderinger. Som det også fremgår af svaret på spørgsmål 6 til L 113, har det hverken før eller efter indgåelsen af forliget om et nyt ejendomsvurderingssystem i 2016 været intentionen, at ejendomsbeskatningen skulle baseres på en permanent videreførelse af ejendomsvurderingerne fra 2011 og 2012.

Lempelserne for almene boliger, lejeboliger og andelsboliger, der fremgår af svaret på spørgsmål 7 til L 113, er et resultat af, at det følger af lovforslaget, at grundskyldspromillerne nedsættes væsentligt. Som det også fremgår af svaret på spørgsmål 4 til L 113, så indebærer de lavere promiller, at en stor del af de forventede fremtidige stigninger i grundskylden, som de gældende regler og grundskyldspromiller ville medføre, aflyses, og at lovforslaget medfører en varig lempelse af grundskylden på ca. 30 mia. kr. (umiddelbar virkning). Dermed indebærer lovforslaget også væsentlige lempelser for almene boliger, lejeboliger og andelsboliger, som alene betaler grundskyld.

0:000:00