Borgen malet i sorte farver

<img align="left" src="@nyimg=6534@" />

Manipulerende politiske journalister og populistiske, overfladiske politikere.
Det er den triste og depressive fortælling, man møder, når man læser Bent Winthers netop udkomne bog "Succes på Borgen". Forfatteren peger med rette på en række uheldige udviklingstræk i forholdet mellem politikere og medier, men der går alt for meget grædekone i bogen.

Bogen er bygget op som ti polemiske råd - eller måske snarere bud - til de politikere, der gør sig håb om succes, f.eks.: "Tilpas dig medierne, læg dig fladt ned ved skandaler, stol ikke på journalister, lav en forskel til din modstander - også selv om den ikke er der" osv.

Alt sammen med det formål at vise, at politikerne kun har meget begrænset manøvrerum og må tilpasse nogle indskrænkede præmisser for at få en chance for succes. Et stykke hen ad vejen er der basis for kritikken.

Pinlig boligpakke
Således er det ubestrideligt korrekt, at de politiske forskelle mellem partierne er blevet mindre gennem de sidste ti år, og at det der skulle udgøre et substantielt politisk valg til tider erstattes af primitiv spin og taktik.

Winther fremhæver her det stunt med en "boligpakke", såvel Løkke som Thorning kom med i sidste valgkamp. Som bekendt havde Socialdemokraterne opsnuset, at Venstre var på vej med et udspil, hvorefter S kalkerede udspillet og præsenterede det få timer før Løkke. Med det ene formål at fedte for boligejerne. Et eksempel på total degenerering af den politiske kamp.

Feel good-segmentet
Ligeledes er det en rigtig pointe, at den stadig mindre forskel mellem partierne har ført til, at alt for mange lader deres kryds bestemme af apolitiske faktorer, som hvordan den enkelte politiker performer. Altså i højere grad en stillingtagen til stil end indhold. Det gælder ikke mindst det feel good-segment, der har sværmet rundt hos partier som Radikale og Ny Alliance og SF.

Det er også et alvorligt problem, at politikernes baggrund er blevet utrolig ensartet. Winther refererer Altinget.dks undersøgelse af det folketing, der blev valgt i 2011, og som er det skæveste folketing siden Estrup-tiden. Cand.polit.er og cand.scient.pol.er dominerer helt, mens andelen af LO-arbejdere er forsvindende lille. Det indskrænker den politiske horisont og betyder, at alt for mange politikere har samme værdier og referencepunkter - på tværs af partiskel.

Journalist-kartotek
Endelig er det tankevækkende, at flere af pressetjenesterne på Christiansborg ifølge Winther har oprettet kartoteker over de politiske journalister: Hvem der er partiet venlig stemt, hvem der ikke er det, og hvilken type reportere de enkelte journalister er! Det var en vild idé, der blev fostret for næsten 20 år siden af en af Borgens første og mest kyniske spindoktorer - Svend Gunbak - men som åbenbart nu er blevet til virkelighed. Spændende - og lettere foruroligende.

Forpestet forhold
Når bogen alligevel rammer ved siden af skiven, skyldes det, at Winther i utilstrækkelig grad beskriver de problemer, der tidligere eksisterede, og af nogle af bogens grundpræmisser ikke holder.

Eksempelvis er det fortegnet, når forfatteren flere steder refererer til "det stadig mere belastede forhold mellem politikere og journalister". Hvilken evidens er der for det??

Selvfølgelig er der benhårde konflikter mellem politikere og journalister, men sådan var det også i 90'erne. For nu at bruge en kendt frase. Forholdet mellem journalister og politikere er ikke generelt mere forpestet i dag, hvad Winther - der er nyslået politisk redaktør på Berlingske - ville vide, hvis han i større omfang havde opholdt sig på Christiansborg de senere år.

Så ville han i øvrigt også vide, at det ikke er rigtigt, at journalisterne kun må stille ét spørgsmål pr. mand på Thornings pressemøder. Man må som bekendt stille to spørgsmål, hvad der i parentes bemærket er en klar forbedring fra Løkke-tiden, hvor statsministeren på kritiske tidspunkter tog fem nørdede spørgsmål fra hver af de samme to journalister. Hvorefter pressemødet var ovre.

Ensidigt kildevalg
Winther trækker på en række kilder i bogen, men det er alvorlig svaghed ved "Succes på Borgen", at forfatteren med omhu har sørget for at interviewe netop de politikere, der kan underbygge hans pointer. 

Således domineres bogen af Mogens Lykketoft (S), Holger K. Nielsen (SF), Marianne Jelved (R), Per Stig Møller (K), Bertel Haarder (V), Henrik Sass Larsen (S) og Anders Samuelsen (LA). Alle dygtige politikere, men absolut ikke repræsentative, når det gælder Christiansborg-politikernes forhold til medierne.

Lykketoft, Jelved og Holger K. er på hver deres måde kendt for en temmelig puritansk tilgang til journalistik, som de nærmest pr. definition finder fladpandet og populistisk. Sass, Haarder, Per Stig og Samuelsen har alle haft deres hårde sammenstød med journalister gennem tiden, og det præger naturligvis deres holdning.

Den eneste, der har en lidt anden indfaldsvinkel, er DF's Søren Espersen, men han er tydeligvis udset til at bekræfte en anden af Winthers teser: Nemlig at de politiske journalister lader sig tromle af politikere og spindoktorer.

Dermed bliver bogen forudsigelig. Winther råber i skoven for at få et bestemt svar. Og det får han så.

Fokusgrupper kan være et fremskridt
Hertil kommer, at Winther meget detaljeret beskriver de forhold, der gør journalistik og politik dårligere end før. Men glemmer de fremskridt, der også er.

F.eks. påpeger bogen med rette de problemer, der er ved designpolitik, hvor partierne langt hen ad vejen forsøger at ramme vælgernes holdninger frem for at kæmpe for partiernes egne grundholdninger.

Men man kan lige så stor ret sige, at brugen af fokusgrupper og vælgerundersøgelser fungerer som løbende folkeafstemninger - og dermed sikrer at de folkevalgte er nogenlunde på linje med folket. I modsætning til 80'erne og 90'erne, hvor et stort flertal af de folkevalgte var hamrende ligeglade med, at de var helt ude af trit på områder som rets- og udlændingepolitik.

Opskruet tempo
På samme måde betyder det opskruede medietempo ganske rigtigt, at politiske forhandlinger ofte kommer til at foregå via medierne. Det kan til tider sænke kvaliteten af lovgivningsprocessen, men det kan også sikre en mere demokratisk proces. Som det skete i foråret, da fagbevægelsens tillidsfolk i sidste øjeblik fik bremset deres ledere, før de stik mod medlemmernes vilje fik solgt ud af ferie- og helligdage.

Selv spindoktorernes rolle er tveægget: De kan være en fare for demokratiet, hvis de misbruger deres indflydelse til at blackliste kritiske journalister eller holde ministeren afskærmet fra offentligheden. Men de kan på den anden side også være med til at give et mere kvalificeret billede af, hvad der foregår bag facaden.  

Winther anerkender da også, at "det gamle system hverken var mere åbent eller demokratisk", men hans valg af kilder og vinkler giver ikke desto mindre det indtryk, at politikere og journalister har fanget hinanden i en nedadgående spiral. Og det er ganske enkelt et fortegnet billede af såvel journalistik som politik.

"Succes på Borgen" af Bent Winther udkommer d. 5/11 på Berlingske Media Forlag i samarbejde med People's Press. Bogen er på 151 sider og koster 150 kr.