Budgetbissens næste test

Hellemanns hovedbedrift vil for eftertiden efter alt at dømme være moderniseringen af den offentlige sektor, ikke mindst opgøret med lærerne. Manglende musikalitet vil måske blive et andet eftermæle.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

”Tora Bora hulerne” hed de fjerneste kontorer på TV-Avisen i Gladsaxe, opkaldt efter det huleområde i Afghanistan, hvor Osama Bin Laden mentes at skjule sig efter terroraktionerne i 2001. I den mørke afkrog holdt udlandsjournalisternes kernetropper – ikke sjældent iført beige kampveste – stand mod diverse omorganiseringer.

Håbet slukkedes, da turen i 2006 gik til DR Byen i Ørestaden, til storrum med forventning om samarbejde på kryds og tværs af redaktioner. I næsten samme ombæring kom budgetbissen David Hellemann til DR; symbolet på den ny tid med central styring og kontant afregning, hvis en og anden fremturede med faglige hensyn.

Hvad var derfor mere naturligt – nu hvor Tora Bora var forladt – end at opkalde økonomidirektørens område efter et andet Al- Qaeda-distrikt. ”Hellemann-provinsen” blev nemlig i løbet af få måneder befolket med kloner af Hellemann selv, finansdrenge skolede i Finansministeriet, med fokus på output fremfor vejen derhen.

Historien bag udtrykket er ikke fortalt før, omend det klæber til David Hellemann, som efter sommerferien forlader sin post som departementschef i Finansministeriet efter endnu engang at have ryddet op, trynet oprørske grupperinger og – vil nogen mene – fagligheden.

Opgøret med lærernes rettigheder
Hellemanns hovedbedrift vil for eftertiden efter alt at dømme være moderniseringen af den offentlige sektor, ikke mindst opgøret med lærerne. Manglende musikalitet vil måske blive et andet eftermæle. Han er selv gået foran i moderniseringen ved at oprette Moderniseringsstyrelsen i Finansministeriet og ved at sætte en lige så hård hund som ham selv, Niels Gotfredsen, i spidsen for denne.

Metoden begynder at ligne et mønster: ”Don’t tell it, do it” – hvad også tilfører den nødvendige driftssikkerhed, en finansminister har brug for, når han vil lave ting om.

Det er en fejl at tro, at Hellemann har kørt rundt med Bjarne Corydon. De to har været et jævnbyrdigt makkerpar, der gjorde det, Claus Hjort Frederiksen ikke turde som finansminister – at ruske undervisningssektoren ud af års særrettigheder. Og de bærer ikke ansvaret for opgøret alene: Bag dem var der solid opbakning fra Folketingets politikere, der én gang for alle ønskede ledelsesretten overført til – sjovt nok – skolelederne og arbejdsvilkårene i skolevæsenet justeret i retning af det øvrige arbejdsmarked.

Departementschefen og ministeren vil i historiens lys formentlig fremstå som et stærkt finansministerielt tandempar, omend makkerskabet ikke engang når at strække sig over tre år. Til gengæld har det været intenst med en stribe – blandt S-vælgere – upopulære reformer og tiltag, hvoraf overenskomstforhandlingerne i 2013 måske vil blive set som parrets vigtigste resultat.

Der blev her drejet på de helt store knapper, først med en aftale med gymnasielærerne og siden – efter en langvarig lockout – et indgreb over for folkeskolelærerne. Der skal nok en ny lærergeneration til, før Hellemann og Corydons omlægning lige netop dér vil blive opfattet som en gevinst.

Nøglesætningen har været, at løn-og ansættelsesvilkår skal gøres til en integreret del af den offentlige udgiftspolitik; en tankegang, der går igen i regeringens 2020-plan og også gennemsyrer resultatkontrakten for Moderniseringsstyrelsens top. Man skal desuden notere sig, at Finansministeriet i Hellemanns tid – med Niels Gotfredsen i spidsen – har sat ind over for økonomistyringen i centraladministrationen, gerne helt ud på styrelsesniveau i de enkelte fagministerier. Det er også sket for at vise kommunerne, at staten selv kan arbejde med den slags.

Større spring end andre offentlige topchefer
Hellemanns ”don’t tell it – do it”-tilgang præger også hans egne karrieremæssige valg: Der er i finansministerielle kredse et ønske om større udveksling mellem det private og det offentlige, men som oftest bliver det ved de fine ord. Hellemann mener givetvis selv, at han kan skabe værdi, også i det private.

Offentlige topchefers DNA tilsiger tryghed fremfor spænding, hvilket betyder, at de fleste fortsat tilbringer et helt, langt arbejdsliv i det offentliges tjeneste. Kun 135 Djøf’ere fra statsadministrationen går i snit årligt til det private, heraf nogen ufrivilligt.

Andre lander i en slags beskyttede værksteder i organisationsverdenen, der ikke kan sammenlignes med privat bundlinje-land. Senest gjaldt det Udenrigsministeriets Anne Steffensen, der gik til Danmarks Rederiforening. Tidligere har Per Bremer Rasmussen skiftet et direktørjob i Økonomi- og Erhvervsministeriet ud med topposten i brancheorganisationen Forsikring og Pension. Og – øverst i hierarkiet før og nu – har vi Karsten Dybvad, der forlod Statsministeriet til fordel for Dansk Industri.

En ny ledelsesopgave
Hellemann viser derfor vejen for de offentlige chefer, som måske har en indre drøm om at smide Djøf-habitten og iføre sig en skjorte med erhvervslogo på flippen. Hvis man har appetit på god rødvin – som Hellemann – er det i hvert fald ikke en dårlig mulighed for at kunne gå et par cru op.

Om Hellemann kan andet end skære til, ned og igennem, bliver hans store udfordring. Innovation, udvikling og gulerødder frem for pisk har vi til gode at se fra hans hånd. Det mest sejlivede forlydende vil vide, at han er på vej til en dansk ikon-virksomhed for at blive kørt i stilling som etter, når den nuværende CEO takker af om et par år.

I så fald venter der en ganske anden ledelsesopgave, end den Hellemann har prøvet på Slotsholmen og i DR. Finansministeriet kører som et hamsterhjul frem mod de to årlige pitstops: finansloven og lovprogrammet. Det er ikke svært bare at sige NEJ til dem, der vil have penge, som Hellemann – ligesom kolleger før ham – konsekvent har gjort det. Hellemanns særlige fortjeneste har været at sætte en dagsorden for, hvor det offentlige skal hen. Om det er nok til at skabe succes i et privat foretagende, ligger ikke på den flade. Lad os blot notere, at læringskurven bliver stejl.

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.