De borgerlige bortdømmes i socialpolitikken

MÅLING: Et kæmpe flertal af vælgerne foretrækker en S-ledet regering til at varetage socialpolitik og sundhed. På områder som udlændinge og kriminalitet står de borgerlige stærkest, men forskellen er ikke så stor som tidligere.

Vælgerne har ikke meget fidus til den borgerlige socialpolitik<br>
Vælgerne har ikke meget fidus til den borgerlige socialpolitik
Foto: Colourbox
Erik Holstein

Langt de fleste vælgere ser helst, at en socialdemokratisk ledet regering varetager de bløde politikområder. Og forskellen er efterhånden blevet så stor, at socialdemokraterne står med et par gedigne esser i en kommende valgkamp.

Tallene fremgår af Norstat-måling foretaget for Altinget, hvor vælgerne er blevet bedt om at vurdere, om de foretrækker en socialdemokratisk ledet regering eller en borgerlig regering til at varetage forskellige politikområder. Hvis man sammenholder det med en Norstat-måling, der viser, hvilke emner der betyder mest for vælgerne, får man et interessant indblik i de to siders styrkepositioner.

Knusende forspring
Når det gælder socialpolitik foretrækker et kæmpeflertal på 59 procent mod 19, at en socialdemokratisk ledet regering styrer området. Den holdning deles af alle vælgergrupper på nær de tre regeringspartiers vælgere, og selv blandt de konservative vælgere er det fifty-fifty. Det er bemærkelsesværdigt i en situation, hvor den konservative Mai Mercado har socialministerposten.

Socialpolitik har altid været en styrkeposition for S men sjældent i en grad, som man ser nu. Den store føring har strategisk betydning for S, fordi socialpolitik ifølge Norstat er et af de tre vigtigste emner, når vælgerne skal stemme.

Et næsten lige så stort forspring til S ses på sundhedsområdet, der er blevet det allervigtigste område overhovedet for vælgerne. Her ønsker 56 procent mod 22 en S-ledet regering, der foretrækkes af alle vælgergrupper minus vælgere fra regeringspartierne og Nye Borgerlige.

Sundhedspolitik var i slutningen af 90'erne en svaghed for den daværende SR-regering, hvor Nyrup (S) skiftede sundhedsministre i rasende tempo. Men de senere år har S igen fået klart overtag, selvom sundhed er et højt prioriteret område for den borgerlige regering.

De grønne områder miljø og klima giver ligeledes et stort forspring til socialdemokraterne. Kun vælgere fra V og K ønsker her en borgerlig regering, men selv et flertal af LA-vælgerne ser helst en S-ledet regering.

Socialdemokraterne er blevet kritiseret for ikke at have en tilstrækkelig grøn profil af andre i rød blok, men blandt vælgerne fra R, SF, El og ALT foretrækker det meget store flertal en S-regering.

Alligevel er miljø og klima ikke en særlig brugbar trumf for S. For det er de færreste blå vælgere, der anser de grønne politikområde for vigtige, og derfor er der grænser for, hvor mange stemmer det flytter over den politiske midte.
(Artiklen fortsættes under grafen)

S-vælgere stadig delt om udlændinge
De borgerlige har siden år 2000 vundet det ene valg efter det andet på udlændingepolitikken, og Norstat-målingen viser, at det stadig er et de borgerliges bedste kort.

Føringen er ikke så stor som i slutningen af 90'erne, hvor der ligefrem var et flertal af de socialdemokratiske vælgere, der ønskede de borgerlige til at styre området. Men der er dog stadigvæk 28 procent af S-vælgerne, der helst ser en borgerlig udlændingeminister. Til sammenligning ønsker kun 7 procent af VK-vælgerne en socialdemokrat på posten.

Samlet set ønsker 43 procent, at de borgerlige styrer udlændingepolitikken, mens 34 procent peger på en S-ledet regering. Socialdemokraterne har altså indhentet noget med den strammere kurs, men man har ikke opnået lige spil med de borgerlige på det felt.

Føringen er endnu større til de borgerlige i forhold til kriminalitet og retspolitik, hvor 44 procent mod 27 helst vil have en borgerlig justitsminister. Også det er et område, hvor de borgerlige har haft et vedvarende overtag gennem alle målinger.

Retspolitik står ligeledes højt på vælgernes prioriteringsliste, og sammen med udlændingepolitik kan emnet udgøre en effektiv blå cocktail i en valgkamp.

Dødt løb på skat
Skattepolitikken har på grund af Liberal Alliances skiftende ultimative krav været det parlamentarisk mest eksplosive emne siden valget i 2015. Og på det område er der nærmest dødt løb mellem en S-ledet regering og en borgerlig regering. Førstnævnte foretrækkes af 37 procent, mens 39 procent helst ser en borgerlig regering.

Skat er stærk blokopdelt, men to partier skiller sig ud: Det er de radikale vælgere, der er delt på spørgsmålet – og det er Dansk Folkepartis vælgere, hvor 50 procent mod 15 helst ser en borgerlig skatteminister. DF-vælgerne er altså stadig mere blå end røde, når det gælder skat.

De borgerlige har derudover styrkepositioner i den økonomiske politik, udenrigspolitik og forsvarspolitik, mens et flertal foretrækker en S-ledet regering, når det kommer til arbejdsmarked, uddannelse, bolig, fødevarer og kultur. Men de emner har mindre betydning for vælgerne i øjeblikket.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt
Anser du en borgerlig regering eller en socialdemokratisk ledet regering som bedst til at håndtere følgende politikområder?

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.073 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 15.-19. november 2017.

Se alle tal her


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00