Demokratiorganisation: Ny magtudredning skal undersøge skolens demokratiske potentiale

På den ene side kunne man hævde, at skolen er verdens bedste demokratiske træningsbane. Det er her børn og unge stifter bekendtskab med det forpligtende fællesskab, og hver dag øver sig i at give plads, tage hensyn, sige sin mening og finde løsninger sammen med andre.

På den anden side kunne man hævde, at skolen er et af de mest udemokratiske rum, der overhovedet findes med undtagelse af landets fængsler måske. Her er der én voksen (læreren), der bestemmer, hvad man skal tale om, hvornår og hvordan og eleverne kan ikke selv bestemme, hvor de vil sidde, hvornår de vil spise eller om de overhovedet vil være der for den sags skyld.

Begge dele er sandt, og så alligevel ikke. Og det er det, der gør skolen til et af de væsentligste steder at rette blikket hen, når vi skal have en ny magtudredning.

Skolen har potentialet til at være verdens bedste demokratiske træningsbane og danne og uddanne de stærkeste demokratiske sjæle. Men den har også potentiale til at gøre det stik modsatte, hvis ikke den indrettes rigtigt og de, der er i den, ikke for alvor har blik for eller plads til at gøre den til det.

Unges demokratiske selvtillid halter

Danske unge scorer helt i top, når det gælder om at have viden om samfundet, at have styr på, hvem der er statsminister eller forstå, hvad parlamentarisme og menneskerettigheder er. Til gengæld tøver de, når det handler om selv at gå ud og handle på de problemer, de ser i samfundet, og de er hverken sikre på, at de må, at de har noget at byde på, eller at der er nogen, der lytter, når de taler. Kort sagt: Deres demokratiske selvtillid halter.

Unge i dag skal blive voksne i det samfund, der bliver bygget lige nu. Det er dem, der skal leve med den politik, der bliver ført og stemt igennem af politikere, der er voksne nu. Det er dem, der høster frugterne eller betaler regningen, afhængigt af, hvordan prioriteringerne lander.

Derfor er det også helt afgørende, at så mange unge som muligt bruger deres stemme, og at de voksne og de, der har magt, hører dem, når de så gør det. Demokratiet og den demokratiske samtale er betinget af, at vi får flest mulige nuancer med – også fra dem, der ikke formelt er inviteret ind i stemmeboksene (endnu).

Demokratiet er kun så stærkt, som dets borgere er tilsammen, og hvis for mange oplever ikke at kunne være med, så lurer resignationen, polariseringen og splittelsen lige om hjørnet. Samfundet har brug for unge stemmer – alle stemmer – til at kvalificere beslutninger og skabe nye drømme for vores fælles fremtid.

De vordende demokrater

Som en del af den seneste magtudredning udkom bogen ’Den vordende demokrat’ i 2004. Bogen samlede resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt folkeskoleelever fra 4.—9. klasse samt observationer af livet i klasseværelset og interviews med elever og lærere.

Et stærkt demokrati kræver stærke demokrater, der kan modvirke udemokratiske kræfter. Den svage demokratiske selvtillid hos unge i dag risikerer at føre til resignation, og i resignationen ligger også risikoen for polarisering.

Rie Ljungmann
Projektleder, Folk – mødested for demokrati og dannelse

Konklusionen var benhård: Medbestemmelsesgraden i mange skoleklasser var bemærkelsesværdig lav og tiltroen til demokratiske institutioner som for eksempel skolens elevråd var markant faldende, i takt med at eleverne blev ældre.

I folkeskolens formålsparagraf står der, at skolen skal ”... forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.

Ægte demokratierfaring kræver mere end bare anerkendelse af en styreform, der ofte reduceres til at stemme om tingene. Det kræver ikke bare viden, men også demokratiske færdigheder – at man mener noget og kan være uenig med nogen, at man er modig, at man er vedholdende og at man er nysgerrig på andre og deres synspunkter, holdninger og erfaringer.

Måske lærer børn og unge det allerede i skolen. Meget tyder på, at de ikke gør.

Skolen som demokratisk træningsbane

Lad os tage et anekdotisk eksempel. I folk – mødested for demokrati og dannelse har vi taget udfordringen med at styrke unges demokratiske selvtillid op. Vi laver træningsforløb for unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, der i rammerne af deres vanlige skoledag sætter deres eget demokratiske mod og handlekraft i spil.

Vi arbejder sammen med dem om i en periode at identificere et problem i samfundet, de er optaget af, og være med til at komme med løsninger og handle på det.

For lidt tid tilbage underviste vi en 9. klasse og besøgte deres skole. På førstedagen tog skolelederen imod og sagde et par ord til os og især til eleverne. Hun talte om, hvordan demokratiet var levende og tilgængeligt på deres skole, og at hun glædede sig til at se dem tage endnu mere ejerskab over det i fremtiden.

Da hun gik, talte vi med en gruppe elever, der gennem de foregående uger havde arbejdet målrettet på, at få lærerne på skolen til at bruge én enkelt platform til at notere elevernes lektier i, frem for tre forskellige.

Eleverne havde kort forinden haft et møde med selvsamme skoleleder, fortalt hende om problematikken og fremlagt deres forslag til en løsning: en regel om én platform for alle lærere. Svaret var, lidt karikeret; ”Det problem har jeg aldrig hørt om, så jeres løsning er overflødig. Men tak for besøget.”

Eleverne gik selvsagt skuffede derfra. De var blevet lovet chancen for at påvirke og forandre, men blev mødt med en afvisning af dem og deres ideer. Den demokratiske træningsbane, skolelederen havde fortalt dem, at skolen kunne være, var lukket.

Vi skal vide, hvordan det står til

Skal vi lykkes med at trække den demokratiske praksistræning helt ind i klasserummet lige ved siden af tanken med demokratisk viden, er vi først nødt til at vide, hvordan det står til. Hvad er der sket siden den seneste magtudredning?

Oplever eleverne skolen som et sted, hvor de kan være med til træffe beslutninger eller som et rum fyldt ud med voksenmagt? Får de mulighed for at øve sig i at udveksle holdninger og lytte til dem, der er uenige med dem, eller handler det meste om at lære at svare rigtigt på de spørgsmål, læreren stiller?

Hvilken rolle indtager lærere og ledelser som de, der har ansvaret for elevernes demokratiske dannelse og selvtillid? Står skolelederen i vores eksempel alene eller er der (for) mange af hendes slags?

De spørgsmål bør være en del af den kommende magtudredning, så den (også) kommer til at handle om skolen. For demokratiet er under pres, og der er samfundsudfordringer nok at tage af. Risikoen ved, at unge tøver og ikke melder sig ind i demokratiet, er ikke alene stor for den enkelte, men også for samfundet som helhed.

Et stærkt demokrati kræver stærke demokrater, der kan modvirke udemokratiske kræfter. Den svage demokratiske selvtillid hos unge i dag risikerer at føre til resignation, og i resignationen ligger også risikoen for polarisering, splittelse og et samfund, der helt afskriver at tale med hinanden. Det er altså ikke alene magtpåliggende for de unge selv, men for os alle sammen som samfund, at skolen er og bliver verdens bedste demokratiske træningsbane.