DF-nedtur skaber problemer for Mette Frederiksen

Det var svært at holde koncentrationen.  
Under den socialdemokratiske kongres i Aalborg skævede de forsamlede journalister hyppigt til nyhederne fra Dansk Folkepartis årsmøde i Herning. Det var ligesom der, dramaet var den weekend, og udviklingen i DF kan vise sig at få afgørende betydning for den socialdemokratiske statsminister.

For i Herning rettede den trængte formand Kristian Thulesen Dahl en stribe hårde angreb på Mette Frederiksen. Det var både angreb på udlændingepolitikken, eksempelvis at nogle af IS-kvinderne i de kurdiske fangelejre nu kommer til Danmark, at der kom langt flere afghanere end planlagt til Danmark i forbindelse med evakueringen – og ikke mindst kravet om, at Mette Frederiksen stilles for en rigsret som følge af mink-skandalen. Det sidste fik stående ovationer på DF-årsmødet.

Det gjorde det ikke bedre, at DF’s tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen blev topscorer ved det dramatiske valg til DF’s hovedbestyrelse. Martin Henriksen er blevet stadig mere yderliggående, siden han røg ud af Folketinget i 2019. Senest vakte det intern opstandelse i DF, da Henriksen beskyldte Mette Frederiksen for at ”lave reklame for islam”, fordi hun havde lavet et Facebook-opslag, hvor hun (tilfældigvis) blev vaccineret af en sundhedsmedarbejder med tørklæde.

Alt i alt temmelig ildevarslende toner fra den mand, Mette Frederiksen havde en tæt alliance med i VLAK-regeringen tid fra 2016-19.

Arne og Blackstone
Bliver ord fulgt af handling, kan livet blive betydelig sværere for Mette Frederiksen. S-formanden havde uden tvivl gerne set DF få et valgresultatet på 14-15 procent af vælgerne, men selv efter DF’s katastrofevalg har partiet været en vigtig partner for Socialdemokratiet i centrale situationer. Det gælder særlig ”Arne-pensionen” og indgrebet mod boligspekulanterne fra Blackstone.

Melder DF sig ud af det samarbejde, bliver S-regeringen helt anderledes afhængig af Radikales nåde – og dét har hidtil ikke været tillokkende for Mette Frederiksen.

Radikalt selvopgør
Op til partiets landsmødet i Nyborg havde Radikale ellers gjort et energisk forsøg på at komme ud af det halal-hippie image, der har fulgt partiet i årtier. Radikales politiske ordfører Andreas Steenberg har såvel i en ny bog som i et interview med Altinget gjort op med årtiers radikal udlændingepolitik, som han betegner som ”naiv”.

Fører de markeringer til en mærkbar korrektion af den radikale politik, er den væsentligste hindring for en genoptagelse af det historiske SR-samarbejde blevet fjernet. Men på S-kongressen var der skepsis over for, hvad meldingen fra Steenberg betyder i praksis.

Radikale mobiliserede i 2019 på en meget skarp udlændingepolitik med en retorik, der blev en vælgermæssig succes, men som yderligere isolerede partiet fra både blå partier og Socialdemokratiet.

Hvis Radikale for alvor ændrer kurs, risikerer partiet at miste mange af vælgerne fra 2019 i en situation, hvor partiet i forvejen er presset i bund af MeToo-sagerne. Blandt socialdemokraterne er der tvivl om, hvorvidt Radikale er rede til at betale den ”told”.

Den grønne linje
I sin tale til S-kongressen gjorde Mette Frederiksen en indsats for at tegne en grøn profil. Ikke at det var noget nyt i substansen, men retorisk fyldte det mere end det plejer, og emnet indledte da også talen. Det ventes at komme til at spille en central rolle i Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget om 14 dage.

Samtidig talte S-formanden i usædvanlig pæne vendinger om Hovedstaden, som hun ikke ligefrem er blevet beskyldt for at favorisere. Selv kulturen fik sin plads i talen, hvor 60-året for oprettelsen af Kulturministeriet blev markeret. Kulturen er ligeledes et område, som regeringen er blevet beskyldt for at have et meget stedmoderligt forhold til.  

Det kan samlet ses som et forsøg på at række ud efter de yngre veluddannede storbyvælgere, som Socialdemokratiet længe har haft meget svært ved at nå. Partiet kan ikke appellere til denne gruppe, når det gælder værdipolitik eller uddannelsespolitik, men når det gælder klimadagsordenen, er der en chance for at få forbindelse.

Indhold kontra taktik
Klimadagsordenen kommer i fokus de næste uger, når forhandlingerne om en klimaplan for landbruget spidser til. Regeringens drømmescenarie er et bredt forlig i stil med forliget om en grøn skattereform, hvor såvel Venstre og Konservative som Radikale og SF var med. Men også her kan regeringens forhandlingsrum snævre sig ind.

Problemerne i Venstre og Dansk Folkeparti er begyndt at blive et problem for S-regeringen

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I S-regeringen har man tiltro til, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen gerne vil have Venstre med i en aftale – ikke mindst for at booste Venstre som et moderne grønt borgerligt parti. Men også her er der tale om en presset formand, og i den situation kan Ellemann ligesom Thulesen få svært ved at være tilstrækkelig operationel. Med det fælles blå landbrugsudspil forsvandt håbet om i stedet at få Søren Pape Poulsens fremstormende Konservative med.

Et forlig med støttepartierne alene er en nødløsning for socialdemokraterne, men der er frygt for, at et forlig, der inkluderer Enhedslisten, vil være så uspiseligt for landbruget, at Socialdemokratiet mister opbakning i en stor del af provinsen.

Derfor er problemerne i Venstre og Dansk Folkeparti også begyndt at blive et problem for S-regeringen.

Taget klinisk og indholdsmæssigt er der flertal for næsten alle områder af S-regeringens politik. Men det kræver netop, at Folketingets partier stemmer efter indhold og ikke efter interne og taktiske overvejelser. Som sagerne står, er det langt fra sikkert.