Dødsklokker bimler for Kristendemokraterne

Et mirakel af guddommelige dimensioner.

Intet mindre kan gøre det, hvis Kristendemokraterne (KD) igen skal gøre sig håb om at komme i Folketinget næste gang. Partiet lå i mange år stabilt omkring to procent, og scorede ved det seneste valg 1,7 pct. Men Altingets seneste vægtede gennemsnit af meningsmålingerne fra august giver kun de kristelige sølle 0,7 pct. Så dårligt har partiet aldrig stået før.

Det er ikke nogen statistisk tilfældighed, at KD's nedadgående tendens accelererer netop nu. For nedturen kommer efter, at partiets leder Bodil Kornbek i juli forsøgte et opgør med den mest hardcore abortmodstand i et forsøg på at modernisere partiet.

Den 46-årige Bodil Kornbek er den mest medievante, mest moderne og den eneste karismatiske leder, partiet nogensinde har haft. Men hun er slået ind på en usædvanlig farlig og hasardagtig kurs - partiets grundlag taget i betragtning.

Kornbeks situation minder uhyggelig meget om en chefredaktør, der skal forsøge at relancere en avis med et svindende oplag. I mange tilfælde bliver ændringerne så drastiske, at nedgangen ikke stoppes, men tværtimod forstærkes, fordi kernelæserne skræmmes væk, uden der kommer nye til.  

Det vestjyske bibelbælte
Da Kristendemokraterne - der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti - blev dannet tilbage i 1970, havde partiet frem for alt to mærkesager: Det var modstanden mod pornoens frigivelse og modstanden mod fri abort. Partiet havde fra starten sit kerneland i det vestjyske "bibelbælte" med Skjern som højborg. Her falder partiets nye pragmatiske abortkurs ikke i god jord.

Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget ved valget i 1973, der brutalt ommøblerede det politiske landskab. Ved samme lejlighed drønede CD og Fremskridtspartiet ind, to partier de kristelige nu risikerer at dele skæbne med.   

Jeg tror, det er knald eller fald for Kristendemokraterne næste gang. Ørkenvandringen må ikke vare meget længere nu

Erik Bjerager
Chefredaktør på Kristeligt Dagblad

I de første 20 år i Folketinget tilhørte Kristeligt Folkeparti entydigt den borgerlige blok og man deltog 1982-88 i Poul Schlüters firkløverregering. Da partiet igen kom i regering, var det under Nyrups ledelse i 1993, men allerede dengang reagerede kernevælgerne lunkent på et samarbejde med Socialdemokraterne. Det gjorde ikke situationen bedre, at de kristelige op til valget i 1994 ikke ville sige, hvilken regering de foretrak - og Kristeligt Folkeparti måtte efter valget forlade Folketinget.

Det blev til comeback ved valget i 1998, og det kan partiet utvivlsomt takke sit relativt høje medlemstal og mange kernevælgere for. Men i 2005 gentog KD bommerten fra 1994 ved at give for uklare meldinger om, hvilken regering man foretrak. Vælgerne kan normalt ikke lide at købe katten i sækken, og Kristendemokraterne endte igen uden for Christiansborg.

Interne magtkampe
Et par år forinden var den mangeårige formand Jann Sjursen gået af efter et opgør med Marianne Karlsmose, som derefter overtog ledelsen. Sjursen repræsenterede partiets centrum, mens Karlsmose stod til højre - og samtidig ønskede at knytte partiet nærmere til den store europæiske kristendemokratiske bevægelse. Karlsmose vandt, og Kristeligt Folkeparti blev omdømt til Kristendemokraterne.

Efter nederlaget ved valget i 2005 svingede pendulet den anden vej, og partiets venstrefløj tog over, da Bodil Kornbek vandt over Tove Videbæk i kampen om at blive ny formand. Videbæk repræsenterede KD's traditionelle bagland og havde en profil, der passede bedre til de vestjyske kaffeborde med blødt brød. Derimod har Kornbek både en stil og politisk linje, der ligger milevidt fra det nu 37 år gamle partis kernevælgere.

Kornbek er souschef ved Københavns Kvindedaghøjskole, og hun gik energisk i gang med at reformere partiet med det erklærede mål at få Kristendemokraterne i Folketinget igen ved det kommende valg.

Chok i baglandet
Det førte til en langt mere moderne stil og til bemærkelsesværdige politiske udmeldinger i løbet af foråret og sommeren.

Først besluttede Bodil Kornbek, at Kristendemokraterne vil pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister i stedet for Anders Fogh Rasmussen. Et valg, der næppe glæder hovedparten af KD's udpræget borgerlige vælgerkorps.

Dernæst udtalte Kornbek, at Kristendemokraterne ikke længere vil forsøge at kriminalisere abort - og ikke vil stille forslag til ændringer af abortloven. Kristendemokraterne vil fremover indskrænke sig til at arbejde for at nedbringe aborttallet.

Heller ikke pornoen skal længere forbydes, selvom partiet fortsat vil bekæmpe "pornoficeringen" af det offentlige rum. Modstanden mod seksualundervisning er nu helt skrottet, og partiet vil endda støtte forsøg med uddeling af prævention til helt unge kvinder.

En politik, 95 pct. af befolkningen vil bakke op om, men samtidigt et slag i ansigtet på de gamle kernevælgere. Et enkelt blik på KD-formandens hjemmeside afslører da også bistre og perfide kommentarer til partiets nye politik.

Sjursen: en udbrændt tøsedreng
Opstandelsen førte til krisemøde med Tove Videbæk, der var stærkt foruroliget over kursskiftet. Efter Kornbek havde forsikret, at KD's principprogram står ved magt, valgte Videbæk dog at blive i partiet, men det gjorde den tidligere formand Jann Sjursen ikke.

Jann Sjursen, der i mange år var selve inkarnationen af partiet, smækkede med døren efter abort-meldingen. Set fra Sjursens vinkel var der tale om en forfejlet symbolpolitik, da partiet heller ikke, sidst det var i Folketinget, stillede forslag om afskaffelse af den fri abort.

Det gjorde ikke stemningen bedre, at et af Kristendemokraternes HB-medlemmer, Dan Billeskov, kvitterede for Sjursens udmeldelse ved offentligt at beskrive den tidligere partileder som "en udbrændt tøsedreng". Sjursen har nu helt forladt politik og er blevet generalsekretær i den danske afdeling af Caritas, som er en katolsk hjælpeorganisation.

Noget måtte gøres
Tanken bag Kornbeks forsøg på fornyelse var logisk nok, da partiets vælgerskare langsomt men sikkert var uddøende. Og akkurat som tilfældet var med CD, var De Kristeliges næsten 40 år gamle mærkesager ikke aktuelle mere. I hvert fald ikke i den gamle form, hvor formålet var en genkriminalisering af såvel billedporno som abort.

Til gengæld er den stadig lettere tilgængelighed af hardcore-porno et emne, der nu diskuteres langt uden for Indre Missions rammer. På samme måde kan man langt ind i den politiske midte finde vælgere, der i dag er mere forbeholdne over for abort - selvom de på ingen måde ønsker den fri abort afskaffet. Det var denne mere nuancerede diskussion, Bodil Kornbek forsøgte at knytte an til. 

Kornbek satser til gengæld på at sætte langt flere varer frem på KD's hylder, så folk ikke kun tænker på modstand mod abort og porno, når de hører navnet Kristendemokraterne. I stedet skal KD markere sig som dét parti, der ikke kun tænker på skat og nationaløkonomi, men også prioriterer en række blødere områder som familie, miljø og hensynet til de svageste.

For hurtigt og for drastisk
Men kursændringen har været så hurtig og omfattende, at vælgerne ikke har kunnet følge med. Siden sommerens markeringer har KD mistet over en tredjedel af sit i forvejen begrænsede vælgerkorps.

Støtten til Thorning var i sig selv farlig, men når den kort efter blev fulgt af et opgør med partiets velkendte mærkesager, var det til at forudse, at de mere traditionelle kristendemokrater ville få såvel kaffe som blødt brød helt galt i halsen. 

Bodil Kornbek mener, at KD har et meget stort vælgerpotentiale, men det ser ud til at være en fatal fejlvurdering. Ganske vist er der utvivlsomt mange vælgere, der mener, at centrale elementer i partiets politik er sympatiske, f.eks. satsningen på mere ulandsbistand, mere støtte til de svageste og prioriteringen af menneskelige og etiske værdier frem for de snævert økonomiske.

Problemet er bare, at meget få af disse vælgere vil stemme på et erklæret religiøst parti, der tilmed har en historie, der leder tanken hen på de mere snerpede udgaver af kristendommen.

KD's potentiale har historisk været kendetegnet af at være snævert, men stabilt. Og partiet har stadig næsten 5.000 medlemmer, hvad der er meget flot for et lille parti. Ændringen af partiets profil har indtil videre kun kostet 130 udmeldelser, men prisen i forhold til vælgere er langt større.

Her er parallelen til CD tydelig. I løbet af halvfemserne forsøgte CD's mangeårige leder Mimi Jakobsen at dreje partiet brat til venstre i værdipolitikken i en situation, hvor der ikke længere var så meget bid i CD's gamle mærkesager. Mimi Jakobsens synspunkter i værdipolitikken deltes af ganske mange vælgere, men de kunne ikke drømme om at stemme på et parti med CD's historie. Og de oprindelige kernevælgere følte sig ikke tiltalt af den nye cocktail.

Sidste udkald
Med et valg, der sandsynligvis kommer inden for et halvt år, er det en næsten umulig opgave for KD at få vendt vinden i en sådan udstrækning, at spærregrænsen kan passeres. Partiets papirtynde chance består i at udnytte den medieplatform, alle opstillingsberettigede partier får i en valgkamp. Her vil Kornbek sandsynligvis gøre det rigtig godt. Det er bare ikke nok. Dertil er udgangspunktet efter alt at dømme for dårligt.

Ikke desto mindre skal det lykkes for KD denne gang. Endnu et nederlag vil ikke alene koste Kornbek posten, det kan også lægge partiet i graven. Chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, hører naturligt nok til dem, der har fulgt udviklingen i det lille kristne parti tættest, selvom han understreger, at avisen på ingen måde er partiavis for KD. Bjerager lægger ikke skjul på, at han ser meget skeptisk på partiets overlevelseschancer, hvis det heller ikke lykkes at komme i Folketinget ved det kommende valg:

"Jeg tror, det er knald eller fald for Kristendemokraterne næste gang. Ørkenvandringen må ikke vare meget længere nu," siger Bjerager. 

Den vurdering står han ikke alene med. Alle sine kvaliteter til trods trues Bodil Kornbek af samme skæbne som Mimi Jakobsen: Hun ramte ned i et vælgermæssigt tomrum.