5 A'er: S-minister langer ud efter foragten for det almindelige arbejde i ny debatbog

Opgør med "drop out"

Indgangsvinklen til bogen er tydeligvis ægte irritation.

Kaare Dybvad føler sig provokeret af, at det nærmest er blevet gjort til noget ædelt at stå af ræset, hjemmeskole sine børn og flytte ud på en lille ø.

Som forfatteren Maj My Midtgaard Humaidan eksempelvis skildrer i sin bog "Ærø-manifestet", der er blevet selve omdrejningspunktet for den socialdemokratiske kritik.

Målet med "Arbejdets land" er frem for alt at genskabe respekten for arbejde. Ikke kun det unikke og spændende arbejde, men mindst lige så meget respekten for alt det kedelige og trivielle arbejde, der er afgørende for, at det danske samfund fungerer.

Dybvad angriber den opfattelse, at det er helt i orden, når fuldt arbejdsdygtige trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet længe inden pensionen, så længe de ikke modtager understøttelse fra det offentlige

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kaare Dybvad fører en stribe argumenter i marken imod den tendens, som Humaidan repræsenterer, og som er blevet hyldet flere steder i den kreative klasse.  

Først og fremmest angriber Dybvad den opfattelse, at det er helt i orden, når fuldt arbejdsdygtige trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet længe inden pensionen, så længe de ikke modtager understøttelse fra det offentlige.

Et par af bogens nøglecitater lyder sådan her:

"Ofte bliver meningsdannere som Humaidan kritiseret for, at deres livsstil ville undergrave vores velfærdssamfund, hvis alle gjorde som dem – og det er også rigtigt."

"Selvom man godt kan leve af halv løn og køkkenhave, så trækker man fuldt på de ydelser, samfundet stiller til rådighed. Man ringer stadig efter politiet, hvis man bliver overfaldet, og man sender stadig børnene til skoletandlægen og forventer at blive fragtet fra Ærø til Odense Universitetshospital, hvis man skulle få en blindtarmsbetændelse."

"Bliver det en udbredt tendens, kan man ikke opretholde et skandinavisk velfærdssamfund på det nuværende niveau, og så vil man i stedet få et mere forsikringsbaseret og liberalistisk samfund, som man kender fra de angelsaksiske lande."

Det bør tilhængere af den tendens stå ved, mener Dybvad, der ikke føler sig overbevist om, at de mere venstreorienterede repræsentanter for "stå af ræset"-modellen har tænkt konsekvensen til ende.

Dannelsesrejsen i Fiskehuset

Vigtigere endnu er arbejdets forædlende karakter for den enkelte, mener Kaare Dybvad.

I bogen griber han tilbage til sine egne, relativt begrænsede, erfaringer med ufaglært arbejde. Det gælder ikke mindst hos det hedengangne Fiskehuset i Holbæk, hvor han arbejdede i gymnasietiden.

Dybvad beskriver fritidsarbejdet som "et dannelsesforløb", selvom det var dårlig betalt, og man lugtede af fisk, når man kom hjem.

"Hver især lykkedes vi med flere og flere ting og voksede fra forvirrede teenagere til egentlig voksne og selvstændige mennesker med ansvar og overblik. Nogle lærte at møde til tiden, andre at sætte tempo, så man kunne nå det hele."

"Selv lærte jeg at vise overskud, være imødekommende og at tage imod kunderne som det, de var; dem, der med deres tilfredshed sikrede, at vi andre kunne få vores løn til den første."

Og videre:

"I en fiskebutik er man ansat, fordi man skal udfylde en funktion, ikke fordi man er en unik personlighed, og selvom det kan være hårdt at sætte sig selv til side, når man er ung, så lærer man af det og bliver dygtigere, i stedet for at dvæle for længe ved hvad der foregår inde i ens inderste."

Dermed giver arbejdet ikke kun den enkelte en nødvendig disciplin, det er også med til at give sociale færdigheder og lære behovsudsættelse, pointerer Dybvad. 

Alle vil være unikke

Kaare Dybvad ser også en direkte sammenhæng med den svindende respekt for det almindelige arbejde og unges mistrivsel i en tid, hvor alle skal være unikke:

"Indstillingen trækker en hale af mistrivsel efter sig, hvor den enkelte føler behov for at opnå en absolutte succes i stedet for at være tilfreds med at ligge i den bedste fjerdedel," konstaterer Dybvad.

Det er ikke alene urealistisk. Det er også forkasteligt, at der opstår et snobberi, hvor ser ned på almindeligt, kedsommeligt arbejde, mener Dybvad

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dermed er vi henne ved endnu et element i Dybvads hyldest til arbejdet, nemlig opgøret med, at den enkelte nødvendigvis skal være unik, og at arbejdet absolut skal være lystbetonet.

Det er ikke alene urealistisk, mener Dybvad, det er også forkasteligt, at der opstår et snobberi, hvor ser ned på almindeligt, kedsommeligt arbejde.    

Arbejdet giver mening i selv, hvis det udfylder en vigtig samfundsfunktion, understreger Dybvad. Han går derfor lige i flæsket på Akademikernes Hovedorganisation*, som var parat til at acceptere, at deres medlemmer gik på dagpenge i stedet for at tage et ledigt job i Netto.

Boliggevinster og tre procents skat

Dybvad har dog ingen illusioner om, at man kan bevare en høj deltagelse på arbejdsmarkedet ved at appellere til den enkeltes samfundssind. Man kan kun opretholde en høj arbejdsmoral, hvis der er en almindelig opfattelse af, det rent økonomisk kan betale sig at gå arbejde.

Det er ikke kun et spørgsmål om forholdet mellem mindsteløn og offentlig understøttelse, men også et spørgsmål om arbejdsfri gevinster.

Kontrakten er truet, hvis værdistigningen på boliger og lav beskatning af aktier og selskaber bliver for stor sammenlignet med et almindeligt lønmodtagerjob:

"Hvad sker der med et samfunds arbejdsmoral, hvis borgerne oplever, at det giver bedre mening at investere i fast ejendom, end det gør at passe sit arbejde hver dag?" spørger Dybvad, der tidligere var boligminister.

Dengang erkendte han i et interview med Altinget, at de store arbejdsfri boliggevinster er "i strid med velfærdssamfundets grundetik".

Det samme gælder skatteforholdene for Mærsk, der selv med rekordoverskud på 214 milliarder kroner kun betalte tre procent i skat:

"Havde Mærsk betalt den almindelige selskabsskat på 22 procent i 2022, havde staten kunnet sænke bundskatten, som alle beskæftigede betaler, med omtrent en fjerdedel, hvilket kunne have givet hver eneste lønmodtager en skattelettelse på over tre procentpoint. For vores gennemsnitlige par bestående af en sygeplejerske og en elektriker ville det blive mere end 22.000 kroner mere udbetalt hvert eneste år," skriver Dybvad.

Her støder Dybvads konstateringer imod noget af politikken i den regering, han selv er medlem af

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Når der samtidig opstår flere og flere Wolt-agtige virksomheder uden egentlige lønmodtagerrettigheder, risikerer arbejdsmoralen at undermineres, påpeger Dybvad.

Men her støder Dybvads konstateringer imod noget af politikken i den regering, han selv er medlem af.

SVM-regeringen vil give lavere skat til virksomhedsarvinger, Mærsk fortsætter med sin ekstremt lave skattesats, og den brede regering vil ikke hindre, at arbejdsindkomster fortsat beskattes med omkring 50 procent, mens arbejdsfri boliggevinster ikke beskattes med en krone. Altså det faktum, Dybvad ellers beskrev som i strid med velfærdssamfundets grundetik.

Velfærdssamfundets torne

"Arbejdet land" forsøger også at sætte arbejdets betydning ind i en religiøs og historisk sammenhæng.

Bogen har en systematisk gennemgang af velfærdsstatens udbygning, og man glemmer ofte, hvor dramatisk det danske samfund ændrede sig i løbet af kun 25 år. Meget til det bedre, men ikke alt.

Kaare Dybvad er bemærkelsesværdig forbeholden over for dele af udviklingen.

Han beskriver fremskridtene med velfærdsstaten, men han erkender også, at noget gik tabt undervejs. Særlig kommunalreformen – den forrige fra 1970, der reducerede antallet af kommuner fra over 1000 til 277 – ændrede samfundet drastisk, konstaterer Dybvad: 

"Kommunalreformen blev udråbt til 'verdens mest decentrale forvaltning', men nogen sejr for den gammeldags nærhed var den ikke. Reformen betød et farvel til selvbestemmelsen for de fleste landsbysamfund. Og ikke mindst kom reformen til at sætte landsorganisationer og lønmodtagerlivsform over sognefællesskab og selvstændighedskultur," skriver Dybvad med en vis nostalgi.

Han kunne have tilføjet, at Lars Løkke Rasmussens (M) seneste kommunalreform fra 2006 markant forstærkede den udvikling.

Arbejde uden mening

En anden kedelig bivirkning ved velfærdssamfundets udbygning er over-administrationen, bureaukratiet og pseudoarbejdet. Et problem, som langt de fleste partier er enige om, men som det indtil videre ikke er lykkedes at gøre noget ved.

Dybvad slår fast, at man ikke kan kræve, at alt arbejde skal være lystbetonet. Men man kan til gengæld kræve, at arbejdet er meningsfyldt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I "Arbejdets land" beskriver Kaare Dybvad problemet således:

"Den største del af det bureaukrati, der skabes, skyldes politikere på Christiansborg og på landets rådhuse, der vil vise handlekraft i forhold til en sag, som er gravet frem i medierne. For at undgå noget tilsvarende indfører man typisk et lille stykke bureaukrati i form af et krav om, at alle medarbejdere skal tage højde for det problem, der har været i avisen."

På linje med Mette Frederiksen slår Dybvad fast, at man ikke kan kræve, at alt arbejde skal være lystbetonet.

Men man kan til gengæld kræve, at arbejdet er meningsfyldt. Og her truer det stigende antal eksempler på pseudoarbejde og overflødigt bureaukrati med til at kvæle arbejdsglæden hos folk, som Dybvad rigtigt fremhæver. 

Godt brølt

"Arbejdets land" er en ret letlæst gennemgang af den nordiske arbejdsetiks betydning for det danske samfund – og et godt indspark i debatten.

Det er både relevant og interessant at undersøge, hvilken betydning den protestantiske arv har for arbejdsmoralen i et meget sekulært samfund som det danske. Den har givetvis langt større betydning, end man normalt forestiller sig, og det er vigtigt stadig at kende sine rødder.

Det bliver en tand for nørdet, når Dybvad kaster sig i at skildre den teologiske forskel mellem Martin Luther og Jean Calvin

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Men det bliver en tand for nørdet, når Dybvad kaster sig i at skildre den teologiske forskel mellem Martin Luther og en anden reformator, Jean Calvin. Synet på rigdom er forskellig hos Luther og Calvin, men de lagde begge vægt på arbejdets betydning, så her bevæger bogen sig lige lovlig langt væk fra udgangspunktet.

Når Dybvad nu vælger den protestantiske arbejdsetik som et af bogens omdrejningsdrejningspunkter, kan det også undre, at han som integrationsminister ikke ruller sine overvejelser ud om migrationens betydning for arbejdsmoralen. For gennem de seneste 40 år er indvandrere og flygtninge så udpræget kommet fra lande, der ikke er præget af den protestantiske arbejdsmoral.

Man kan også diskutere nogle af præmisserne i bogen. Hele vejen gennem velfærdssamfundets opbygning har man både kunnet formindske arbejdstiden og udbygge velfærdsstaten. Med de rette politiske prioriteringer kan den udvikling formodentlig fortsætte.

Det ændrer ikke ved, at det er en interessant bog. Dybvad hører sammen med en mand som Mattias Tesfaye (S) til regeringens ideologiske og mere intellektuelle ministre.

Det intellektuelle har meget lidt at gøre med uddannelse, men derimod med evnen til at reflektere selvstændigt.

Det evner Dybvad, der sætter tanker i gang. Mange tanker. Det er det, der er meningen med sådan en bog.

*Opdateret 1. november 2023: I en tidligere version af artiklen stod der "Akademikernes A-kasse", hvor der i stedet skulle stå "Akademikernes Hovedorganisation". Det skyldtes en fejl i bogen, som forlaget siden er blevet opmærksom på. Forlaget har oplyst, at fejlen i bogen også vil blive rettet.