En giftig tvivl er begyndt at gennemsyre SVM-regeringens ægteskab

Og pludselig var juli forbi. Måneden hvor vi kollektivt er enige om, at man ikke kan have travlt. Man må ikke. Det er en uskreven regel. Alle slapper af. Stilheden lægger sig som en dyne over mediedanmark. Skuldrene sænkes. Lunten bliver længere. Tid til at tænke før man taler, læse bøger og den slags.

Selvom sommeren ikke er helt på hæld endnu, varer det ikke længe før nyhederne igen handler om andet end sport og vejret, og hvor politikerne ikke længere kan gemme sig med ordene, ”jeg er på sommerferie”.

Men det er et travlt efterår, som Christiansborg – og særligt regeringen – går i møde, hvor navnligt tre store udfordringer lurer i horisonten. Politik skal konkretiseres, organisatoriske spændinger og fortællingen som grundlag for regeringen bliver stadigt svagere.

For selvom regeringen i første halvår fik lukket en række forlig, er der stadig meget som udestår.

Forsvarsforliget er kun en rammeaftale, i uddannelsesaftalen har man skubbet alt det svære foran sig, og nok fik postaftalen taget et opgør med PostNord, imidlertid har man så besværet med Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og SF, fordi aftalen angiveligt svækker landdistrikterne.Udmøntelsen af forligene er måske ikke i sig selv den store udfordring internt i regeringen, til gengæld skal de have oppositionen ind på geled, som har fundet ud af, at de kan samarbejde både på kryds og på tværs, til regeringens store fortrydelse.

Især skattepolitikken skal under lup og konkretiseres i den politiske efterårssæson. Personskattemodellen (toptopskat og mellemskatten) bliver en udfordring. Der lægges op til kamp med ideologi i begge ender: Toptopskatten passer godt ind i Socialdemokratiets fortælling om omfordeling og de allerrigestes bidrag.

Venstre derimod vil blive presset af Konservative og Liberal Alliance, der vil hive paroler op om at ”straffe dem, der gør det rigtig godt” og gamle travere som, ”at det ikke giver mening at straffe det, vi vil have mere af – som arbejde”.

For Venstre bliver det vigtigt, at det samlede skatteudspil opleves som ’blåt’, det vil sige med reelle skattelettelser til dem, der bestiller noget. Især efter at partiet måtte være med på at indføre en ny skat på streamingtjenester. Det bliver svært for Venstre. Og så venter skeletter som en CO2-afgift på landbruget i skabet.

Venstre står i en helt absurd situation, hvor Ellemann er tilbage til præcis samme arbejdsmængde, som gjorde ham syg

Malene Møller Hall

Sværest er afgiften for Venstre, som har alt at tabe på dagsordenen. Selvom skikkelser som Marie Bjerre og Linea Søgaard-Lidell gør deres bedste for at trække jyske-baglands-Venstre i en progressiv miljø-retning, er der endnu mange landmænd i det gamle bondeparti, som ikke ser nødvendigheden i sådan en afgift.

Sundhedsdagsordenen kommer også til at fylde. For medierne kommer ikke til bremse historierne om overskredne ventelister, akut mangel på ansatte og danskere, der er kommet i klemme i systemet.

Pressen spytter forfærdende fortællinger ud om den ene skrækkelig personhændelse efter den anden. Er det ikke en fødsel, der er endt galt på grund af manglen på jordemødre, er det ældre, der ikke bliver passet, eller operationer der ender galt, fordi de ikke behandles rettidigt.

Politikerne vil – igen og igen – blive spurgt, hvordan og ikke mindst hvornår de begynder at løse udfordringerne. Spørgsmål der ikke passer ind i regeringens (eller vidst mest af alt Løkkes) fortælling om at undersøge det hele til bunds og ikke lave lappeløsninger. Der er nok at tage fat på. Tilbage i skjorterne og på arbejdshesten. 

Dertil kan lægges, at Venstre står i en helt absurd situation, hvor Ellemann er tilbage – ikke bare på Christiansborg, men i rollen som forsvarsminister og vicestatsminister, og til den præcis samme arbejdsmængde, som gjorde ham syg.

Skal han forblive som formand? Skal en anden til? Ingen ved det, også selvom Troels Lund med vant monoton stemme forsøger at mane tvivlen i jorden. Uroen blafrer stadig i vinden, og det tror pokker, for manglende klarhed om ledelsesdrift er et ultimativt ”don’t” i de fleste ledelseshåndbøger.

I juli-stilheden fik vi også en subtil forsmag på, hvordan de interne konflikter i regeringen eksternt vil se ud. En anden udfordring er nemlig alt det organisatoriske et såkaldt arbejdsfællesskab medfører.