"Er danskerne racister?"

Af Henning Bech og Mehmet Ümit Necef

Mediernes racistiske indhold og virkninger

Mustafa Hussains, Ferruh Yilmaz' og Tim O'Connors bog Medierne, minoriteterne og majoriteten (1997) redegør for en undersøgelse af »nyhedsmedier og den folkelige diskurs i Danmark«. Forfatterne har skrevet hver deres hovedkapitel på baggrund af hver deres undersøgelse.

Bogen har fået klassikerstatus, idet der særdeles ofte henvises til dens resultater. Den forholdsvis omstændelige gennemgang i det følgende modsvares altså af bogens betydning som en af grundpillerne i den antiracistiske forskning.

Vi vil i øvrigt også møde hver af de tre forfattere i en række andre sammenhænge i de følgende kapitler. Da Hussains, O'Connors og Yilmaz' hovedkapitler er ret forskelligartede og refererer til tre særskilte undersøgelser, gennemgår vi dem her hver for sig.(23)

»Konstruktionen af den etniske virkelighed i de offentlige nyhedsmedier«

Sociologen Mustafa Hussain beskæftiger sig under denne overskrift med etniske nyheder på tv.(24)

I gennemgangen taler han ofte om dansk diskrimination, marginalisering, eksklusion, racisme, neoracisme, fremmedangst og lignende i forholdet til etniske minoriteter. Hans konklusion er, at etniske minoriteter især omtales i forbindelse med nogle få temaer, primært vold og kriminalitet samt indvandring og asyl, og desuden generelt omtales i negative sammenhænge. Derimod formidler medierne ikke, hvorledes minoriteterne selv oplever »eksklusion fra samfundslivet og forskelsbehandling i hverdagslivet, eller de forskningsresultater, som dokumenterer dette forhold« (Hussain et al. 1997:90). 

Historier om kriminalitet og vold blandt indvandrere, flygtninge og deres unge bliver ikke formidlet som hændelser og episoder, der udspringer af »den psykosociale tilstand blandt en del krigsflygtninge og deres efterkommere« eller af »eksisterende socioøkonomiske forhold« såsom ledighed eller diskrimination, mobning og ekskluderende omtale på skolen, på offentlige steder og i medierne (ibid.: 91f). Derimod henvises til deres  kultur som forklaringsfaktor.

Ydermere betegnes etniske minoriteter som »fremmede«, skriver Hussain, og de ekskluderes i nyhedsudsendelser som »dem« fra det »os«, der omfatter »danskerne«. Med få undtagelser tales der ikke med mennesker fra etniske minoriteter, men om dem; og hvis der tales med dem, er det i reglen i sammenhænge, hvor de skal forsvare sig selv eller minoriteten mod beskyldninger. Etniske minoriteter betragtes udtrykkeligt eller underforstået som muslimer; og der skelnes ikke mellem forskellige slags muslimer. Kvinder fra etniske minoriteter eksisterer stort set ikke i medierne som andet end ofre (for myndighederne eller for deres mænd). Overhovedet forekommer det, som om  nyhederne vælges ud fra, om de bekræfter stereotyper om »os« og »dem«  (ibid.: 90-94).

Vi skal se nærmere på de cases, som Hussain anvender som belæg for disse konklusioner. Med hensyn til stof om asyl og indvandring anfører han, at der generelt bliver lagt vægt på forskellige instansers trusler om udvisning eller hjemsendelse, samt på en enkelt udvisningssag med en kvindelig tamilsk asylansøger. Vi (b&n) har svært ved at se, hvordan dette kan være belæg for, at pressen ikke forholder sig til spørgsmål om mulig uret mod etniske minoriteter. 

Heller ikke indhold eller vinkler i de udsendelser, som Hussain drøfter vedrørende sociale og kulturelle forhold, rummer belæg for hans påstande om racisme o.l.(25)

I en del tilfælde forekommer det gengivne materiale snarest at vise det modsatte: At udsendelserne bringer indvandrerpositive nyheder og peger på danskeres forsøg på at støtte og hjælpe, samt at de gør opmærksom på mulige problemer for indvandrere og på disses egne forsøg på problemløsning. For eksempel denne nyhed fra TV 2: »vi ser dem i busser eller på gaden, indvandrerkvinderne bag sløret. Det er et slør, der skaber fordomme blandt os danskere. De fordomme vil indvandrerkvinder nu gerne gøre op med« (ibid.: 77).(26)