Forfatter: "Meget svensk" debatbog tænder en ild, men lider af skyklapper

ANMELDELSE: To fremtrædende svenske venstrefløjsdebattører har skrevet en forfriskende bog om populisme med præcise hug til klasseblinde medier og teknokratiske politikere. Bogens syn på indvandringspolitik er dog meget ”svensk”, skriver forfatter Lars Olsen om Det populistiske manifest.

Altingets vurdering: 4/6

Lars Olsen

Af Lars Olsen
Forfatter

”Populismen har den gode egenskab, at den giver demokratiet feber. I tider, hvor den pludselig vokser sig stærk, tvinger den politologer og vælgere, nyhedschefer og politikere, intellektuelle og indtil for nylig ligeglade borgere til at tænke sig om og virkelig reflektere.”

Det fastslår to fremtrædende svenske venstrefløjsdebattører i den forfriskende og dejligt polemiske nye bog Det populistiske manifest.

Forfatter kendt i Danmark
Åsa Linderborg og Göran Greider opfordrer politikere og medier til at droppe de moraliserende pegefingre og granske årsagerne til disse års højre- og venstrepopulistiske opbrud.

Især Åsa Linderborg er kendt i Danmark. I 2007 udkom den fremragende Mig ejer ingen, hvor hun beskrev sin opvækst hos en alkoholiseret, men kærlig far – bogen er siden filmatiseret.

Åsa Linderborg blev efterfølgende politiker, historiker og redaktør, og hendes aktuelle kommentarer bringes i Information.

Højrepopulisme er reaktion på markedsliberal æra
Det populistiske manifests analyse er klar – og velkendt: Højrepopulismen er en folkelig reaktion på en tredive år lang markedsliberal æra. Deregulering, privatisering og stramningspolitik har revet sociale bånd over og øget den sociale utryghed i brede samfundslag.

1900-tallets stærkeste folkelige kraft – arbejderbevægelsen – blev afideologiseret og overtog markedsliberale ideer som new public management i den offentlige sektor. Det skabte et folkeligt tomrum, frem for alt i arbejderklassen, der blev udfyldt af populismen.

Mediemagt udløser folkelige protester
Linderborg og Greider skyder især på Tony Blairs "tredje vej", der åbenlyst satsede på den veluddannede middelklasse og diverse mindretal, men tilsidesatte arbejderklassen og den social fordelingspolitik.

Göran Greider er chefredaktør for dagbladet Dala-Demokraten, mens Åsa Linderborg er kulturredaktør på Aftonbladet. Begge medier er uafhængige og socialdemokratiske. De to forfattere lægger dog ikke fingrene imellem over for den kulturelite, de selv er en del af:

Medierne er mere optagede af køn og race end af de stigende klasseforskelle. Samtidig lever vi i et ”mediokrati”, hvor journalister fra den velstillede middelklasse filtrerer det politiske liv gennem deres prisme. En mediemagt, der udløser forståelige folkelige protester.

Dette er en vigtig pointe – også for dansk debat. Meget folkelig utilfredshed retter sig imod skævheder i mediebilledet, men alt for tit snakker centrum-venstre samt journalisterne udenom. Også vi har brug for en debat om mediernes manglende blik for arbejderklassen i ordets brede forstand.

Økonomer i finansministerier dikterer råderum
Greider og Linderborgs grundlæggende analyse er fælles gods for mange på centrum-venstre. Det gælder min egen Det forsvundne folk og flere andre bøger om det populistiske opbrud. Det populistiske manifest bringer imidlertid analysen videre:

Forfatterne peger på, at vi lever i en tid med "de formindskede forventningers politik". Hvert år beregner Konjunkturinstituttet under det svenske finansministerium det såkaldte ”reformutrymne”, som herhjemme hedder det økonomiske råderum.

De finansministerielle økonomer dikterer, ”hvad demokratisk valgte politikere har at gøre godt med, som om økonomisk politik helt kan reduceres til det matematiske spillerum, der er tilbage, når man har beregnet udgifter og indtægter.”

Nøjagtig det samme er problemet i Danmark. Økonomien buldrer afsted, men vi er på vej ind i en valgkamp, hvor intet ansvarligt parti for alvor tør love noget. Politik handler om signaler, symboler og i bedste fald justeringer – ikke større reformer i ordets oprindelige betydning.

Venstrepopulismen skal presse socialdemokrater
Greider og Linderborg satser på en venstrepopulisme, der mobiliserer noget af den lidenskab, højrepopulismen har succes med. Venstresiden må igen vise, at der er noget på spil i politik: ”Venstrepopulismen er den eneste kraft, som kan formidle disse indsigter ind i de pragmatiske og reformistiske bevægelser, der altid kommer til at styre de moderne demokratier.”

Forfatterne er således klar på, at venstrepopulismen ikke selv kan bygge op og reformere samfundet. Den kan imidlertid presse Socialdemokratiet, som stadig spiller en afgørende rolle på vores breddegrader, til at føre social fordelingspolitik og træde op mod de voksende klasseskel.

Venstrepopulismen kan give den ”i dag næsten indslumrede reformisme et systemkritisk træk.”

Hér er denne anmelder enig. Vi har brug for den lidenskab og mobilisering, som populistiske bevægelser kan, men det skal også omsættes i realpolitik. Og hér er en ”systemkritisk” reformisme det bedste bud.

Manifest lider under to svagheder
Greider og Linderborgs helte hedder Bernie Sanders og Jeremy Corbyn. Det sidste kan godt undre. Corbyn har godt nok mobiliseret store grupper af unge, men ikke for alvor generobret terræn i den arbejderklasse, som forfatterne lægger stor vægt på.

Corbyn tager ikke for alvor fat på indvandringen fra Østeuropa og Mellemøsten, som også optager arbejderklassen i Storbritannien.

Dette blinde punkt er ikke en smutter. Det populistiske manifest lider af to store svagheder, der trækker bogen gevaldigt ned:

Det ene er netop flygtninge- og indvandringspolitik. Bogen er – al sin nytænkning til trods – meget ”svensk”. Forfatterne kritiserer den mest skingre antiracisme, de efterlyser en bedre fordeling af flygtninge mellem kommunerne, men taler også for en ”rundhåndet” flygtningepolitik.

Det betegnes som ”en myte”, at vi må vælge mellem national velfærd og indvandring og multikultur. Men det er ikke en myte.

I international migrationsdebat er det velkendt, at der er et dilemma mellem ”åbne grænser” og ”åbne kasser”. De skandinaviske velfærdssamfund med borgerret til skoler, hospitaler og sociale ydelser kan slet og ret ikke modtage store grupper fra ”mindre udviklede lande”, der ikke kan forsørge sig selv.

Det går ikke, at vi i humanismens navn importerer en ny underklasse, som påfører vores samfund store økonomiske og kulturelle spændinger. Det har store dele af folket erkendt, det samme har mange på dansk centrum-venstre, men i Sverige er det stadig en forkætret sandhed.

Hér er debat – og erkendelse – i de to nabolande stadig meget forskellige. Hvis Greider og Linderborg bed til bollen på dette centrale spørgsmål, ville de for alvor være ugleset i den svenske elite, som de er en del af.

Rodebutik af en bog halter stilistisk
Bogens andet problem er stilistisk. Den er bygget op om korte teser/postulater, der så foldes mere eller mindre ud. Det kan være en æggende form i kortere tekster; med 123 teser og 242 sider bliver bogen en rodebutik, hvor de samme emner dukker op i et virvar.

Ikke desto mindre: Det populistiske manifest er en læseværdig bog med vigtige pointer – også for dansk debat.

Åsa Linderborg & Göran Greider: Det populistiske manifest, 242 sider.
Udkom 20. november på Informations Forlag.

Forrige artikel Selvkritisk SF-formand holder biografi oven vande Selvkritisk SF-formand holder biografi oven vande Næste artikel Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark
Løkke puster liv i de spinkle chancer

Løkke puster liv i de spinkle chancer

ANALYSE: Klimafokus og Brexit-kaos sendte EU-modstanden til tælling ved EP-valget, hvor det overraskende lykkedes Venstre at nappe førertrøjen fra Socialdemokratiet.