Forsker: Personskattereformen er et triumftog for middelklassen

Men her er et opløftende budskab at begynde det nye år på: Det ser ikke ud til, at eliten systematisk formår at forvride den demokratiske proces – den producerede politik ligger generelt i fin forlængelse af middelklassens interesser.

Det betyder ikke, at erhvervslivets økonomisk velstillede eliter aldrig får det, de gerne vil have. Men de gør det sjældent på bekostning af brede middelklasse interesser.

Regeringens skattelettelser

Det er SVM-regeringens aftale om reform af personskatterne fra december 2023 med Danmarksdemokraterne, de Konservative, Radikale Venstre og Nye Borgerlige et eksempel på.

Den væsentligste del af skattelettelserne bruges på den beskæftigede middelklasse med en generel forhøjelse af beskæftigelsesfradraget.

Michael Baggesen Klitgaard
Professor, Aalborg Universitet

Med aftalen lettes personskatterne for lidt mere end ti milliarder kroner, og reformen er mere vidtrækkende end regeringsprogrammets formuleringer om, at regeringens primære skatteambition er at holde sig indenfor skattestoppets rammer.

Ingen oppositionspartier til venstre for Socialdemokraterne er med i aftalen. Derfra er vurderingen, at reformen underminerer velfærdspolitikkens finansielle fundament, og at skattelettelserne er skævt fordelt til ugunst for samfundets økonomisk svageste grupper.

Og skattereformen fra december 2023 går næppe heller ned i historiebøgerne som et socialistisk monument. Til gengæld er den en triumf for den middelklasse, som er beskæftiget i den private eller offentlige sektor. Nogle er karrierebevidste og ganske vellønnede, andre er det i mindre grad og oppebærer mere gennemsnitlige lønninger.

Den væsentligste del af skattelettelserne bruges på den beskæftigede middelklasse med en generel forhøjelse af beskæftigelsesfradraget.

For den vellønnede del af gruppen vil reformen også mærkes derved, at topskatten på 15 procent erstattes med en ny mellemskat på 7,5 procent for indkomster over 618.400 kroner årligt og en topskat på 7,5 procent på indkomster over 750.000 kroner årligt.

Topskattebetaling på 15 procent af indkomster over 750.000 kroner årligt fastholdes altså, og for indkomster over 2,5 millioner kroner årligt træder i 2026 en ny top-topskat i kraft.

En art millionærskat

I udgangspunktet har top-topskatten primært betydning som knæsættelse af et princip. I et land, hvor indkomstfordelingen er flad, og ligheden høj, giver den ikke stort økonomisk provenu.

Ikke desto mindre er den reelt en art millionærskat, som i flere vestlige demokratier både er debatteret og foreslået i bestræbelserne på at modvirke fortsat vækst i økonomisk ulighed.

Flere partier og regeringer har siden finanskrisen flirtet med tanker og modeller for millionær-og formueskatter, og Frankrig introducerede i 2012 en superskat på indkomster over en million euro, men afskaffede den igen efter to år.

Til trods for øget ulighed og bekymringer for et voksende økonomisk gab mellem almindelige indkomstgrupper og de rige, som også kan skabe politiske kløfter, så er det generelle billede, at ekstraskatter på formuer og millionindkomster ikke er kommet meget længere end idefasen.

Indtil altså i Danmark i december 2023. Der er naturligvis en mulighed for, at skatten afskaffes af en ny regering på et tidspunkt. Men en ny regering kan omvendt også beslutte, at den skal begynde på tidligere indkomsttrin end 2,5 millioner kroner, eller at den aftalte nominelle skattesats på fem procent skal forhøjes.

Middelklassens interesser

Men hvad så med det element i skattereformen, der reducerer skat på arv? Arveskatter rammer med præcision de højeste indkomstgrupper og har typisk stor omfordelingseffekt. Økonomisk velstillede og politisk godt organiserede eliter i Danmark og andre lande har da også ført godt orkestrerede kampagner for at få arveskatterne udfaset.

Generelt peger forskning i også andre aspekter af skattepolitikken samt økonomiske overførsler og offentlige serviceydelser på, at middelklassens interesser høres ganske tydeligt.

Michael Baggesen Klitgaard
Professor, Aalborg Universitet

Derfor er lige præcis det reformelement vel et synligt bevis på elitens skæve indflydelse? Egentlig ikke. Reformindholdet viser, at også her tages der bestik af middelklasseinteressen. Arveafgiften lempes ved at forhøje det generelle bundfradrag med godt 50.000 kroner og ved at fjerne tillægsafgiften for søskende.

Lettelsen betyder derfor mere for den almindelige middelklasse dansker, der arver, når et nærtstående boligejende familiemedlem går bort, end for de familier, for hvem det handler om store formuer. Reformens fordelingsprofil er helt forskellig fra den målrettede afskaffelse af skat på arv af familieejede virksomheder, en gruppe af danske virksomheder har lobbyet for i en årrække.

En enkeltstående skattereform i Danmark er ikke tilstrækkeligt grundlag til helt at affeje de bekymringer på demokratiets vegne, flere forskere har peget på i nogle år – og stadig peger på.

Men vi kommer heller ikke langt nok i analysen af eventuel elitedominans ved at se på netværk af eliter, hvem der mødes med hvem i hvilke sammenhænge, økonomiske bidrag til partier, politikere og erhvervsklubber.

Indholdet i besluttet politik – herunder skattereformer med klare og tydelige fordelingsprofiler – viser mere konkret, hvordan fordele og ulemper fordeles – hvem der vinder og taber. Og generelt peger forskning i også andre aspekter af skattepolitikken samt økonomiske overførsler og offentlige serviceydelser på, at middelklassens interesser høres ganske tydeligt.