Her er valgets overraskelser

VALGTAL: Altinget | Christiansborg dykker ned i stemmetallene fra sidste uges valg og trækker nogle af de største overraskelser frem.
Yildiz Akdogan (S) troede først, hun var valgt - men så blev hun offer for den sindrige danske valgmatematik.
Yildiz Akdogan (S) troede først, hun var valgt - men så blev hun offer for den sindrige danske valgmatematik. Foto: Socialdemokraterne.dk
Niels Th. Dahl
Optællingen af de personlige stemmetal fra valget i torsdags byder på indtil flere overraskelser. Tidligere politiske stjerner falmede, andre stjerner lyste op - og andre folketingsmedlemmer skal prise sig lykkelige for, at det i Danmark ikke kun er de personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt.

Samtidig viser tallene også stor variation i, hvilke opstillingskredse der har fået mange af deres kandidater valgt, og hvilke der slet ikke får nogen repræsentation i det nye Folketing.

Top 10-listen
Listen over de 10 folketingskandidater med flest personlige stemmer bød på flere overraskelser. For det første fik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i lighed med sit parti et bemærkelsesværdigt godt valg, selv om han snart må afgive regeringsmagten. Løkke Rasmussen fik hele 56.285 personlige stemmer - det er næsten lige så mange som fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen fik i 2007 - på trods af, at Fogh Rasmussen stillede op i Sjællands Storkreds med langt flere potentielle vælgere, end Løkke har i Nordsjælland.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsens fik et bragende godt valg. Hun mere end femdoblede sit personlige stemmetal til mere end 47.000 personlige stemmer i København - og fik dermed næstflest af alle i hele Danmark. Mest bemærkelsesværdigt slog hun både den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt og SF's formand Villy Søvndal - med længder.

Thorning-Schmidt og Søvndal fik da også begge forbavsende dårlige valg. Thorning tabte mere end 15.000 stemmer i forhold til sidste valg, mens Villy Søvndal med sine knap 13.000 stemmer end ikke er på top-10-listen.

Tilbagegang fik overraskende nok også Socialdemokraternes Mette Frederiksen i Københavns Omegns Storkreds. Hun vandt ganske vist det første S-mandat her, men nu kun med knap 22.000 stemmer - en tilbagegang på 5.000 i forhold til sidste valg.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard gik en lille smule tilbage i personligt stemmetal i forhold til sidste valg, men får alligevel tredjepladsen med næsten 46.000 stemmer. Hendes løjtnant, Kristian Thulesen Dahl, høstede gevinsten af at være flyttet til den store Sydjyllands Storkreds med mere end 27.000 stemmer - en fremgang på ca. 7.000.

Og så sneg nordjyden Bjarne Laustsen sig i øvrigt ind på 10.-pladsen og dermed top-10 - han fik førstepladsen i Nordjylland og slog dermed den tidligere regionsborgmester Orla Hav, der fik et langt dårligere valg end i 2007.

Dårlige valg til store navne
Thorning-Schmidt, Søvndal og Orla Hav er imidlertid ikke de eneste, der fik betydeligt ringere resultater end i 2007. Det samme gælder to af de store Venstre-kvinder, Birthe Rønn Hornbech og Karen Jespersen.

Birthe Rønn Hornbech fik et meget flot valg i 2007, hvor hun fik andenpladsen i Sjællands Storkreds efter Anders Fogh Rasmussen. Denne gang var imidlertid første valg efter hendes stormomsuste tid som integrationsminister - og hun rutsjede helt ned på en sjetteplads ud af syv valgte kandidater med blot 4.372 personlige stemmer. Havde hun ikke fået flere listestemmer end V-kandidat Troels Christensen og V-kandidat Flemming Damgaard Larsen, ville hun oven i købet være røget helt ned på en syvendeplads og have siddet på det alleryderste V-mandat i Sjælland.

Karen Jespersen klarede sig også overraskende dårligt. Det var ventet, at hun ikke ville klare sig lige så godt som sidste valg, men det må alligevel betegnes som et ekstraordinært dårligt resultat, at hun kun fik det femte V-mandat i Østjylland og under 5.000 personlige stemmer.

Nye V-konger og -dronninger
Til gengæld bød valget også på nye Venstre-dronninger og -konger. I Sydjyllands Storkreds fik Ellen Trane Nørby således vippet Eva Kjer Hansen af pinden som den største stemmesluger - det skyldes formentlig dels, at Eva Kjer Hansen ikke længere er minister, og at Ellen Trane Nørby er blevet politisk ordfører. Trane Nørby fik mere end 18.000 personlige stemmer - ca. 8.000 flere end Kjer Hansen.

I Nordjylland fik Tina Nedergaard ikke lov til at beholde sin førsteplads. Den gik i stedet til integrationsordfører Karsten Lauritzen, som både nød gavn af sin synlige ordførerpost - og af, at han nu for første gang opstillede som siddende folketingsmedlem. Han fik over 14.000 personlige stemmer - næsten dobbelt så mange som Nedergaard, der måtte nøjes med andenpladsen.

S-nedture
Også hos Socialdemokraterne måtte en af de store set sig slået af en af de mindre. I Sjællands Storkreds fik partiets trafikordfører Magnus Heunicke således flere personlige stemmer end den profilerede politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Faktisk slog han ham med mere end 2.000 stemmer - men på grund af en tildeling af flere listestemmer endte Sass Larsen dog med at vinde det første mandat alligevel, mens Heunicke fik det andet.

Klaus Hækkerup i Nordsjælland måtte lide et dobbelt nederlag. For det første fik Socialdemokraterne kun to mandater her, som gik til Christine Antorini og Nick Hækkerup - og dermed røg Klaus Hækkerup ud. Men faktisk ville Klaus Hækkerup ikke engang være blevet valgt, hvis partiet havde fået tre mandater - han blev nemlig overhalet indenom af Thomas Horn i Helsingør-kredsen, som nu er blevet førstesuppleant til Folketinget.

Udskiftning hos DF
Hos Dansk Folkeparti skete der overraskende stor udskiftning. Marlene Harpsøe røg ud i Nordsjælland, Colette Brix og Henrik Brodersen i Sjælland, mens Tina Petersen på Fyn måtte se sig slået af både Alex Ahrendtsen fra Odense og Jens Henrik Thulesen Dahl fra Assens. I Syd- og Vestjyllands Storkredse kom den unge Krarup og den unge Langballe (Marie og Christian) ind, mens Mette Dencker slog Per Dalgaard af banen i Østjylland. I Nordjylland måtte to folketingsmedlemmer sige farvel - både Ib Poulsen, der kom ind i 2007, og Anita Knakkergaard, der har siddet i Folketinget i 10 år, blev slået af den nye Morten Marinus Jørgensen.

I øvrigt slog både det, der kan kaldes Pia-effekten, og det, der kan kaldes A-effekten, igennem igen hos Dansk Folkeparti. Pudsigt nok får DF-kandidater med samme fornavn som partiets formand som regel særligt gode valg - det gjaldt således Pia Adelsteen i Nordsjælland, der vandt kampen over Marlene Harpsøe, selv om Harpsøe har været langt mere synlig end Adelsteen i valgperioden. Og i Sydjylland kom den helt ukendte og ikke-prøvede Karina Adsbøl ind på en tredjeplads foran Marie Krarup - måske netop, fordi hendes efternavn mange steder stod blandt de allerøverste på stemmesedlen.

Slagsmålet mellem Mikkel Dencker og Kenneth Kristensen Berth om det andet mandat i Københavns Omegn blev for øvrigt lidt overraskende vundet af Mikkel Dencker, der blev genvalgt for tredje gang.

Bedre Ørum-valg end ventet
Kristendemokraternes valg i Vestjylland var ventet med særlig spænding. Det stod dog tidligt klart, at det eftertragtede kredsmandat ikke var inden for rækkevidde. Men Per Ørum Jørgensen fik dog ikke desto mindre næsten 5.000 personlige stemmer. Det er faktisk overraskende godt, når man tænker på, at Kristendemokrat-stjernen Tove Videbæk ved sidste valg trak 7.000 i samme storkreds - og når man tænker på, at hun denne gang som konservativ kun var i stand til at trække godt 1.600 stemmer.

I øvrigt ser det ud til, at stemmerne til Kristendemokraterne i Vestjylland var "ægte" KD-stemmer og ikke i specielt høj grad stemmer fra Fælleslisten, som havde slået sig sammen med KD. Fælleslistens frontkvinde, Ester Jacobsen, fik således kun 861 stemmer.

Thisted gav ventet valg
En af de mest lokalpatriotiske opstillingskredse i landet, Thisted-kredsen, gav som ventet gode valg til sine kandidater fra de største partier. Venstres Torsten Schack Pedersen fik over 10.000 personlige stemmer, mens den nyopstillede socialdemokrat Simon Kollerup i samme kreds strøg ind i Folketinget med næsten lige så mange stemmer og tredjepladsen blandt socialdemokraterne.

11 kredse fik ingen valgt
Thisted-kredsen var dog ikke den kreds, der fik flest af sine kandidater valgt. Den ære tilfalder Roskilde-kredsen i Sjællands Storkreds og Esbjerg By-kredsen i Sydjylland med fem kandidater fra hver. I Roskilde var der valg til Mette Gjerskov (S), Zenia Stampe (R), Astrid Krag (SF), Flemming Damgaard Larsen (V) og Christian Juhl (EL), mens Esbjerg-By gav valg til Bjarne Corydon (S), Lotte Rod (R), Mike Legarth (K), Ulla Tørnæs og Henning Hyllested (EL).

I alt 11 opstillingskredse fik slet ingen kandidater valgt til Folketinget. Det er Indre By-kredsen og Sundbyøster-kredsen i Københavns Storkreds, Lyngby- og Hvidovre-kredsen i Københavns Omegns Storkreds, Lollands-, Vordingborg- og Faxe-kredsen i Sjællands Storkreds, Tønder-kredsen i Sydjyllands Storkreds, Århus Nord-kredsen i Østjyllands Storkreds, Ikast-Brande-kredsen i Vestjyllands Storkreds og Silkeborg Nord-kredsen i Vestjyllands Storkreds.

Akdogan offer for valgmatematik
Valgmatematikken betød derudover en slem skuffelse for S-folketingsmedlem Yildiz Akdogan, der det meste af fredag aften var udråbt som vinder af det fjerde S-mandat i Københavns Storkreds efter Helle Thorning-Schmidt, Karen Hækkerup og Mette Reissmann. Akdogans mandat var imidlertid et tillægsmandat, og da der ved fintællingen flyttedes nogle få stemmer mellem Socialdemokraterne og Radikale, fik det store konsekvenser for Akdogan.

Radikale Venstre fik nemlig fingre i et ekstra tillægsmandat i Nordsjællands Storkreds, som gav valg til Christian Friis Bach, der først så ud til ikke at være blevet valgt. Dermed var imidlertid samtlige 10 tillægsmandater i Landsdel Hovedstaden brugt, og det S-tillægsmandat, som egentlig skulle være gået til Akdogan, kunne nu ikke falde i denne landsdel. Det gik i stedet til Landsdel Midtjylland-Nordjylland, hvor det gav valg til Torben Hansen (S) i Østjyllands Storkreds, som først stod til at ryge ud af Folketinget - mens der så ikke længere var noget tillægsmandat til Daniel Nyboe Andersen (R) i Nordjylland.

9 valgt på trods af lavt personligt stemmetal
Det danske valgsystem betyder, at det ikke altid er det personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt.

Opstiller et parti med sideordnet opstillet, fordeles de stemmer, der er gået til partiet (listestemmerne), nemlig proportionelt med de personlige stemmetal inden for hver enkelt opstillingskreds. Det vil sige, at de kandidater, som har fået alle deres stemmer inden for en eller få opstillingskredse, vil få få listestemmer, mens de kandidater, som har stor spredning på deres personlige stemmer, kan få fat i mange listestemmer.

Opstiller et parti med partiliste, vil kandidaterne så godt som altid blive valgt i partilistens rækkefølge, også selv om kandidater længere nede på listen egentlig har fået flest stemmer.

Det betyder ved dette folketingsvalg, at i alt ni kandidater er kommet i Folketinget, selv om de har fået færre personlige stemmer end nogle af de kandidater, der ikke kom ind.

Det gælder John Dyrby Paulsen (S), der er valgt i Sjællands Storkreds, selv om Vibeke Grave (S), der røg ud, egentlig fik flere stemmer end ham.

Eigil Andersen (SF) blev valgt på partilisten i Østjylland, selv om ikke færre end fire kandidater (Thomas Medom, Sanne Rubinke, Ulla Holm og Paw Andersen) fik flere stemmer end ham.

Steen Gade (SF) blev valgt i Vestjylland, selv om Kristen Touborg (SF), som røg ud, egentlig fik flere personlige stemmer end Gade.

Morten Marinus Jørgensen (DF) blev valgt i Nordjylland, selv om Ib Poulsen (DF), som røg ud, egentlig fik flere personlige stemmer.

Flemming Damgaard Larsen (V) blev valgt i Sjællands Storkreds, selv om Troels Christensen (V), der røg ud, egentlig havde fået flere personlige stemmer.

Preben Bang Henriksen (V) blev valgt i Nordjylland, selv om Anders Broholm egentlig havde fået flere personlige stemmer end ham.

Jørn Arbo-Bæhr (EL) blev valgt på partilisten i Nordsjælland, selv om Maria Reumert Gjerding (EL) fik flere personlige stemmer, Nikolaj Villumsen (EL) blev valgt i Sjællands Storkreds  foran Bente Borreskov (EL), selv om hun havde flere stemmer end ham, og i Vestjylland havde Lene Fruelund (EL) egentlig flere personlige stemmer end Lars Dohn (EL) - men det var alligevel Dohn, der blev valgt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00