De blå holder sig væk fra klimapolitikken, og det er et problem for det borgerlige Danmark og den grønne dagsorden

Men i den sammenhæng er det afgørende, at emnet faktisk betyder rigtig meget for en stor gruppe midtervælgere, der under normale politiske forhold kan veksle mellem det, vi kaldte rød og blå blok.

Det er altså ikke godt for de borgerlige, hvis valget mellem rød og blå også bliver et valg mellem grøn og sort.

Alligevel spillede emnet en forholdsvis tilbagetrukket rolle for de borgerlige ved sidste valg.

Men det relative fravær af borgerlige er dog også nok så meget et problem for den grønne dagsorden og de grønne organisationer.

Én ting er, at man i en sluttet kreds af hyper-engagerede profiler fra eller med tilknytning til de grønne NGO’er kan nikke indforstået til, at der må endog drastiske tiltag til, og at det kun er godt, at vælgerne virkelig skal kunne mærke, at det altså nu gør ondt.

Vi står kun ved begyndelsen. Der vil også komme venstreorienterede partier, der opdager potentialet i at tappe ind i den usikkerhed og utilfredshed, som kan følge i sporet af omstillingen, hvis vi gør det forkert

Christian Egander Skov

Noget andet er, om det har gennemslagskraft uden for de hellige haller?

Den udbredte aversion mod klimapolitikken hos et flertal af borgerlige vælgere kunne antyde, at det ikke er tilfældet.

I paneldebatten den dag gjorde Mogens Lykketoft sig til talsmand for, at vi kunne hæve skatterne for at dæmpe det private forbrug og samtidig sikre velfærdsstaten. Og det er rigtigt, det kan vi. Men så er grøn politik blevet lig rød politik. Og i så fald bliver den grønne omstilling fastlåst i den almindelige politiske stillingskrig. 

Hertil kan vi uden videre føje, at den grønne omstilling også bærer kimen til en dyb polarisering på tværs af de politiske blokke, men i bred overensstemmelse med det skel mellem ”elite” og ”folk”, ”by” og ”land” eller "højtuddannede" kontra "arbejderklasse", som i øvrigt præger vestlig politik.

De gule veste i Frankrig var en revolte mod øgede brændstofudgifter. I Holland har en meget stram regulering af landbrugets udledning af kvælstof skabt en anden revolte, der ryster landets politik og indre sammenhæng.

I Tyskland har tiden med øgede energipriser været en motor i styrkelsen af det højrenationale AfD, der nu i meningsmålingerne overgår det socialdemokratiske regeringsparti SPD. Herhjemme har vi fået en forsmag på glæderne, da vognmænd blokerede udvalgte tilkørsler til motorvejene som følge af en ny grøn afgift.

Samtidig ser vi en grøn energisektor, in casu selskabet Andel, der har kastet sig ind i den umulige og uønskelige mission at afkoble klima- og energipolitikken helt fra lokale hensyn til natur, kulturlandskab og herlighedsværdi. Vi skal lære at elske vindmøllen i baghaven, på samme måde som vi skal elske stanken fra gylletanken for eksportens skyld.

Held og lykke…

Og vi står kun ved begyndelsen. Der vil også komme venstreorienterede partier, der opdager potentialet i at tappe ind i den usikkerhed og utilfredshed, som kan følge i sporet af omstillingen, hvis vi gør det forkert.

Udfordringen er altså tredobbelt: På samme måde som det er uheldigt for de blå at blive låst fast i rollen som sorte, er det uheldigt for de grønne at blive låst fast i rollen som røde.

Og i begge tilfælde er det dræbende, hvis den grønne omstilling låses fast som et fjernt elitært eller teknokratisk projekt, hvor borgere og lokalsamfund bliver ofre eller objekter for omstillingen snarere end handlende subjekter.

Her er det nødvendig med en borgerlig fortælling, der knytter ansvaret for det nære, det personlige og det lokale sammen med den nationale og globale forpligtelse.