Søren Pind: Jeg talte for SVM-regeringen. Men nu vil jeg ikke tages til gidsel for dens uformåen

Skolereformen er det første eksempel: Hvor er det frie valg med konsekvenser henne? Hvor er det, der er gennemført, anderledes end 70'ernes ”send flere penge” for at løse problemerne? Ja, man har fjernet de bureaukratiske krav, der var alt for mange af. Men hvorfor var de der?

Kravene og målene var indsat, fordi man manglede et styringsmiddel på det amokløb mod fagligheden, 1970erne var udtryk for. Hvor kundskaberne forvitrede.

Når man netop ikke ville lade konkurrencen mellem skolerne råde, indføre mulighed for profit for virksomheder eller enkeltpersoner, der kunne drive en attraktiv skole, eller bare lade de skoler, hvor forældrene fravalgte dem gå konkurs, ja så var det eneste svar planlægning, styring og kontrol.

Og det forventelige skete: Arbejdsglæden forsvandt hos de ansatte, der ude i primære led kunne se, at den mængde af krav og regler, de blev udsat for, var i modstrid med trivslen og indlæring hos den enkelte.

Det er ikke andet end 70'erne sølle forklædt. Det er skuffende. Og lover ikke godt for det, vi har i vente

Søren Pind

Det, denne regering skal bane vejen for, er transformationen fra velfærdsstat til velfærdssamfund – eller velfærdens tredje fase, om man vil.

Fra frihed uden ansvar (1968-1982) over planlægning, styring og kontrol (1982-2022) til frihed under ansvar. Det vil sige uden for det politiske ansvar – for politisk ansvar fører altid til, at institutionerne fortsætter, medarbejdere bliver, mens borgerne forsvinder.

Denne regering må intellektuelt vide dette. Og har alligevel valgt, på skoleområdet, bare at slippe friheden løs uden at lade ansvaret følge med. Ansvaret i den form, at borgernes valg får direkte konsekvenser for den enkelte institution og dermed dens ansatte.

Det er ikke andet end 70'erne sølle forklædt. Det er skuffende. Og lover ikke godt for det, vi har i vente. Vi må og skal kunne forvente bedre af denne regering.

Det samme gælder for den skattereform, man nu aner konturerne af. Man vil ende i den situation, som mange skattereformer ender i:

Man vil for meget for for mange og gør derfor ikke noget, der egentlig gør nogen glade. Det er for tyndt et fernis, der spredes ud.

Og prisen for de borgerligt-liberalt tænkende har endda også her været en løsning hentet lige lukt ud af 70erne. En ekstraskat på direktørerne – den første egentlige marginalskattestigning siden vi i 80erne besluttede os for, at marginalskatten skulle ned i Danmark.

Et signal om, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde (ekstra) for dem, der tjener mest. Og man sidder tilmed tilbage med det indtryk, at det ikke var noget, Socialdemokratiet efterspurgte, og Venstre tav blot, da den såkaldte millionærskat kom på bordet. Men her er vi så.

Udenrigsministerens tilgang på sit ressort omtales som pragmatisk realisme – ja det må man nok have lov at sige…

Mit bedste og ærlige råd er, at man må sætte sig ned og tage de grundlæggende diskussioner om, hvad der faktisk virker, hvis ambitionen er, at ventelisterne skal væk og den politiske kontrol være omvendt proportional med frisættelsen i den offentlige sektor.

Det er ikke for sent. Men det kræver, at man, ud over at sige de rigtige ord, også gør det rigtige.

Søren Pind

Det er virkningen, der er interessant. Ikke formen. Og vi har prøvet frihed uden ansvar. Og vi har prøvet planlægning, styring og kontrol. Begge styringsmetoder viste sig at ende et meget skidt sted.

Det er denne regerings raison d’etre at fremelske en ny styringsmetode, ikke en gammel.

Der er så meget talent samlet i regeringskontorerne. Man ved det her. Men viger tilbage. Af angst? Opportunisme? Men var det ikke selve grunden til, at regeringen blev skabt?

Vi, der har båret argumenterne for denne regering, vil ikke tages som gidsler for, at den ender som VKR fra 1968-71.

Det er ikke for sent. Men det kræver, at man, ud over at sige de rigtige ord, også gør det rigtige. Og det handler om substans. Virkning fremfor form. Forandring fremfor tilbageskridt.

Et år er gået. Kom så i gang.