København er blevet en politisk isoleret ø

Hvordan ville Danmark se ud, hvis Alternativet var dobbelt så stort, Enhedslisten ekspanderet til det tredobbelte og Dansk Folkeparti en dværg med fem procent af stemmerne?

Meget anderledes i hvert fald, men præcis det ville være situationen, hvis sommerens Gallup-måling for København bliver overført til resten af landet.

Selvom målingen har en betydelig statistisk usikkerhed og næppe bliver en realitet ved kommunalvalget, er tendensen klar nok: De store universitetsbyer skiller sig i stigende grad ud fra resten af landet.

Herhjemme gælder tendensen så udpræget København og – i væsentligt mindre omfang – Aarhus og Odense. Sammenligner man partivalget i Hovedstaden med områder som Sjælland og Sønderjylland, bliver den politiske forskel nærmest ekstrem.

Sammenhængskraften betyder ikke det samme for storbyens veluddannede unge. Det er en afgørende forskel, der fører til helt andre politiske præferencer.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kampen mod Weidekamp
Historisk set har København altid været en rød by, og de borgerlige har stået svagt i over 100 år. Men tidligere var det på områder som fordelingspolitik og boligpolitik, de københavnske vælgere skilte sig ud.

I 1966 fik Socialdemokratiet og SF tilsammen over 63 procent af stemmerne i København, der dengang var en udpræget arbejderby. Og i starten af 80’erne var VS-borgmesteren Villo Sigurdsson kult blandt mange unge københavnere, der støttede hans kamp mod overborgmester Egon Weidekamps (S) hårdhændede byfornyelsespolitik.

I dag adskiller de københavnske vælgere sig primært på to områder: værdipolitik og miljø/klima. Det er de emner, der får københavnere til i langt højere at vælge partier som Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet.

Studenter og akademikere
En meget blød tilgang til rets- og udlændingepolitik og fokus på miljø og klima er holdninger, der stortrives på de danske universiteter. Og mens antallet af arbejdere i København er drastisk mindsket de sidste 25-50 år, er antallet af studerende tilsvarende øget.

I 1966 var der eksempelvis 16.860 studerende på Københavns Universitet. I 2016 var tallet 38.615 – plus 8.193 på RUC. Ligesom andelen af akademikere er steget eksplosivt.

Studerende og akademikere adskiller sig markant fra andre grupper i deres holdninger og partivalg, og det er en pæn del af forklaringen på, at København har en ganske anden politisk sammensætning.

Dertil kommer, at København som de fleste andre vesteuropæiske storbyer har en større koncentration af forskellige indvandrergrupper. Her er ofte en tendens til at vælge partier, der står for en blød socialpolitik og en lempelig udlændingepolitik. Politisk har indvandrergrupperne størst betydning ved kommunalvalg, for her kan man stemme uden at have dansk statsborgerskab.

Grøn triumf
På det grønne område stødte den traditionelle socialdemokratiske opfattelse af vækst sammen med det (fortrinsvis) unge storbysegment i opgøret om Amager Fælled. Her ville S havde boligbyggeri, mens partier som EL, SF og Alternativet vil bevare et rekreativt grønt område.

Overborgmester Frank Jensen (S) opdagede for sent, hvor meget sprængkraft der er i en konflikt, der har lighedspunkter med oprøret mod Weidekamps byggeplaner på Nørrebro for en generation siden.

Frank Jensen er dog noget mere pragmatisk end forgængeren, og hårdt presset foretog Jensen en kovending og stillede byggeplanerne i bero. Spørgsmålet er, om det er nok til at stoppe den grønne bølge.

Bandekrig
Værdipolitisk kunne man umiddelbart forvente en mere kontant holdning blandt københavnerne denne gang som reaktion på den uhæmmede gadekrig mellem indvandrerbanderne Loyal to Familia og Brothas.

Eller som socialdemokraten Morten Bødskov udtrykte det for nogle år siden:       

”Den kreative klasse synes jo heller ikke, det er sjovt, hvis de ikke længere kan sidde på Cafe Sebastopol på Nørrebro, fordi indvandrerbanderne jagter hinanden ned ad Guldbergsgade.”

Opgør blandt kriminelle bander skaber normalt en stemning, der gavner højrefløjen, mens den dagsorden ligger dårligt til partier som Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale. Det kan i princippet skade de fire partier ved valget 21. november, men Hovedstadens ”kreative klasse” tænker anderledes end de fleste andre vælgere.

Dansk eller amerikansk model
Den klassiske socialdemokratiske logik tager udgangspunkt i det danske samfunds sammenhængskraft og lægger vægt på elementer som økonomisk og fysisk tryghed for alle.

Her bliver muslimske parallelsamfund og ”no go areas” et alvorligt principielt problem, fordi de underminerer sammenhængskraften og statens garanti til borgerne om fysisk sikkerhed.

De færreste af storbyens unge studerende vægter sammenhængskraften lige så højt. Her lever man mere i enklaver og subkulturer, som man gør i amerikanske storbyer. Og selvom man er tilhænger af multikulturelle byer, har man ikke nødvendigvis kontakt med de andre kulturer – ud over besøget på shawarma-baren eller hos grønthandleren.

Når banderne slås, trøster man sig med, at ”der bliver dræbt flere i trafikken end ved terror og bandekrig”. Bliver det alligevel for slemt, flytter storbyens veluddannede unge bare et andet sted hen.

Artiklen fortsættes under skemaet

Samme mønster i Berlin
Det er et mønster, man også kan se i nogle af de andre europæiske storbyer med Berlin og Amsterdam som de klareste paralleller til København.

I Berlin minder bydelen Neukölln om Nørrebro eller Nordvest-kvarteret i København. Neukölln er et udpræget multikulturelt kvarter, men også her er der meget begrænset kontakt mellem kulturerne.

Således har bydelen tre store parallelgader: Karl Marx Strasse, der primært er en tyrkisk gade, Sonnen Allee, der er domineret af arabiske grupper, og Weserstrasse, hvor områdets kreative vestlige hipstere holder til. Og man anser det ikke for noget synderligt problem, at parallelgaderne også fungerer som parallelle universer.

Fælles normer
Det er en ganske anden tilgang til samfundet end den ideologi, der ligger bag de nordeuropæiske velfærdssamfund. Her er forudsætningen for et højt niveau af social sikring og økonomisk omfordeling, at samfundet helt grundlæggende har fælles regler og normer.

Derfor bliver de politiske præferencer også meget anderledes i nogle af nutidens metropoler. I Berlin erobrede Enhedslistens pendant Die Linke 18 procent ved efterårets tyske valg, dobbelt så meget som på landsplan. Die Grünen fik 12,6 procent, og små anarkistiske partier som Piratpartiet eller Die Partie scorer historisk set langt bedre i Berlin. 

Grøn dyrevelfærd i Amsterdam
I Holland er forskellen mellem hovedstad og resten af landet endnu mere udpræget.

Ved det sidste hollandske valg fik partier, der kan sammenlignes ved Alternativet, Radikale og Enhedslisten – sammen med endnu mere alternative kræfter som et grønt dyrevelfærdsparti og identitetspolitisk "venstrefløjsparti" – over 60 procent i Amsterdam. I Holland som helhed fik disse partier godt 35 procent.

Trækker man det klassisk socialistiske SP ud af ligningen, bliver forskellen større endnu: Så får de grønne og alternative partier 54 procent i Amsterdam mod 26 procent i resten af landet.  

Det understreger tendensen til, at forskellen på hovedstad og resten af landet bevæger sig fra den fordelingspolitiske slagmark hen mod de grønne, værdipolitiske og identitetspolitiske slagmarker. 

Frank uden for fare
I den opsigtsvækkende københavner-Gallup fik "de grønne partier" Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale hver anden københavners stemme. Det førte straks til spekulationer om, at Frank Jensens overborgmesterpost er i fare.

Det er den ikke. Selv hvis Enhedslisten mod forventning får flertal sammen med SF, Radikale og Alternativet, ønsker hverken R eller SF i realiteten en overborgmester fra Enhedslisten.

Selvom S sandsynligvis går tilbage i København, hedder overborgmesteren med 95 procents sandsynlighed fortsat Frank Jensen efter valget. Men om ti år er der ingen garanti for, at S holder København.

DF-borgmester på vippen
Mens Socialdemokratiet trods alt ventes at bevare en opbakning i Hovedstaden, der svarer nogenlunde til landsresultatet, risikerer alle partier i blå blok at blive pelset.

Dansk Folkeparti er ligefrem i fare for at miste sin kulturborgmesterpost i København – samtidig med partiet for første gang har en realistisk chance for at erobre en borgmesterpost i en anden kommune. DF's landspolitiske fremgang har aldrig rigtig bredt sig til Hovedstaden.

Dansk Folkeparti scorer bedre blandt veluddannede end i partiets første år, men opbakningen er stadig meget ringe blandt Københavns studenter og akademikere. Man skal til gengæld ikke meget uden for bygrænsen, før DF's opbakning vokser til det tredobbelte.

København er blevet en politisk biotop, hvor den landspolitiske konsensus forkastes – og hvor sjældne politiske arter optræder talrigt og i overstørrelse.

Research til denne artikel: Simon Friis