Lipperts fornemmelse for magt

ANMELDELSE: Søren Lipperts bog ”Bag Magten - om politisk kommunikation” er en grundbog for alle, som arbejder med professionel politisk interessevaretagelse, skriver kommunikationsekspert Søs Marie Serup.

Altingets vurdering: 5/6

Af Søs Marie Serup
Politisk kommentator og direktør i kommunikationsbureauet By Serup

Da jeg i 2003 startede som menig kommunikationsmedarbejder i Venstres pressetjeneste, udleverede den daværende pressechef, Mikkel Faurholt, to bøger til mig, som jeg “kunne starte med”.

Det var Kaare R. Skous “Folkestyret i arbejde” fra 1995, og det var Rasmus Jønssons “Professionel politisk kommunikation - et studie af 20 dages valgkamp” fra 2002. Senere fulgte James Carville og Paul Begalas “Buck Up, Suck Up…and Come Back When You Foul Up” fra 2003. De tre bøger anbefaler jeg stadig til alle, der vil noget med politisk kommunikation og interessevaretagelse.

Men efter at have læst Søren Lipperts “Bag Magten - om politisk kommunikation”, vil jeg nu tilføje endnu en bog.

En grundbog i politisk kommunikation 
Forfatter og forlag kalder selv bogen for en “fagbog”. Jeg mener, det er en grundbog.

Og ikke kun en grundbog for nye kommunikationsspirer på Christiansborg, men for alle, som arbejder med professionel politisk interessevaretagelse. Visse folkevalgte, journalister og djøf’ere vil også med fordel kunne læse bogen. På forunderlig vis lykkes det nemlig at formidle både det basale kendskab til magtens infrastruktur, som i den gamle Kaare R. Skou-bog, men også nogle af de finere detaljer - gourmet-oplevelsen - i tilblivelsen af politik.

Men først en lille advarsel: Dem, der måtte lede efter saftige afsløringer fra Søren Lipperts tid som spindoktor, bliver skuffede! Den er renset for eksempler. Og hurra for det. Hvis man kun kan forstå teori og erfaringsbasserede tommelfingerregler, når de bliver serveret i mundrette bidder med glasur på, så bliver man aldrig god til politisk kommunikation. 

I stedet benytter bogen overskuelige og informative figurer, som oplagt kan oversættes til andre sammenhænge. Og alt fra ordførere til ministre, embedsmænd og vælgere opdeles i fine og overskuelige kategorier. Man kan altid diskutere, om kategorierne er de rigtige og retvisende, men de er i hvert fald med til at gøre bogen operationel og forståelig.

Ikke mindst Lipperts arbejde med at beskrive skellet mellem “politics” og “policy” i stedet for enhedstermen “politik” på dansk er vigtig for at forstå forskellen på forvaltningsrådgivning og formidlingsrådgivning.

Bogens store styrke
Bogens store styrke er beskrivelsen af de psykologiske mekanismer, der er på spil i det politiske maskinrum - som for eksempel ordførernes holdning til partiets rådgivere, partiformænds begrænsede manøvrerum og departementschefens magtudøvelse. 

Et eksempel: “Departementschefen viser nødigt sin magt, for hvis den bliver for synlig, er ministeren nødt til at reagere og demonstrere, at magten er ministerens” (s. 93).

Eller denne forklaring på, hvorfor regeringer kan komme til at gå i ét med embedsværket:

“Det er som at tætne en hullet båd med et utilstrækkeligt antal propper. Vandet kommer hele tiden ind. Med andre ord presser interessenter, konkurrenter og medierne hele tiden en regering og dens ministre, der nemt oplever at stå alene med udfordringerne, der banker på døren. Det skaber for en regering nemt en oplevelse af, at det eneste sted, de kan regne med støtte, er i systemet” (s. 153).

Jeg er ret vild med Lipperts beskrivelser af de fysiske rammer omkring politik, som samtidig bidrager til forståelsen af den politiske magt. For eksempel beskriver han, at når man kommer ind i et ministerium, kommer man ind i bunden af en pyramide, hvorfra man bevæger sig “op”. Det er både rigtigt i bogstavelig og overført betydning. Og for dem, der skal påvirke magten, er det praktisk at få at vide, at både ministeriers adresser og kontorernes fagområder skifter over tid - og at det er de fuldmægtige, der er drivkraften i sagsbehandlingen. 

Samtidigt er det befriende, at Lippert gør sig den akademiske ulejlighed at beskrive termer, som bliver brugt i flæng, men som ikke alle forstår. For eksempel hører man ofte efterlysningen på “en fortælling”. Lippert forklarer, at det er: “en historie om, hvor vi kommer fra som samfund, hvad der truer os, og hvordan vi overkommer det”. Simpelt, men vigtigt. 

Frigjort for dogmer
Søren Lippert beskriver nutidens politiske kommunikation både nærværende, informativt og brugbart. "Bag Magten" er frigjort for dogmer og afliver myter og fejlopfattelser i flæng og ganske modigt.

Forfatteren har en tydelig både intuitiv og analytisk tilgang til sit stof, som gør bogen behagelig at læse, men som også renser linsen for vaseline. Der er ingen hyggebelysning eller billedretouchering. Den er nøgtern - ikke at forveksle med kynisk.  

Nogle vil måske hævde, at der er for lidt, der peger fremad, men personligt mener jeg, at det er lige, som det skal være. De næste geniale idéer udtænkes af dem, der læser denne bog som grundbog. Man skal starte med at kende de basale spilleregler, mekanismer og gængse opfattelser - så laver man dem om! Lippert selv lægger kun små hints ud, som f.eks. at fremtidens politiske kommunikation kan komme til at handle om “folkeliggørelse”.

Fokus på de store magtpartier 
Bogens svaghed er, at den primært handler om forholdene i de store magtpartier, altså Socialdemokratiet og Venstre -  og forfatteren har tydeligvis mere kendskab til S end V. Det har betydning for beskrivelsen af organisation, magtstruktur og i den terminologi, som gennemsyrer bogen.

I Venstre bruger man simpelthen andre ord end i Socialdemokratiet for at beskrive det samme. Det er en del af den partikultur, der adskiller de to partier, og som har rod i de grundlæggende idéer, de bygger på. Derfor er det heller ikke uvigtigt. Men det bliver ikke en skæmmende mangel i bogen.

En anden kuriøsitet er forfatterens store anstrengelser for at dæmpe sin egen nøgternhed, når det handler om for eksempel menige MF’eres indflydelse eller partisoldaternes betydning. Pølser og politik skal man ikke se, hvordan bliver lavet. Det ved alle. Men selv dem, der formidler pølseopskriften, vil helst ikke beskyldes for at være en gullasch-baron. Alt handler om sympati - og en forfatter må heller ikke miste sin. Lippert tør skrive mere, end jeg har set før om, hvor få hænder magten reelt forvaltes af, men han trækker sig alligevel i nogle tacklinger. 

Engageret, indsigtsfuldt og nøgtern
Bogen er inddelt i tre sektioner: “At vinde magten”, “At bruge magten" og “At holde på magten”. Nybegynderen bør starte fra begyndelsen. Erfarne kan springe direkte til 2. sektion, som er den stærkeste, og den som bidrager med et præcist indblik i den del af magten, som er sværest at komme tæt på, men som også er en helt uomgængelig og undervurderet magtfaktor - nemlig embedsapparatet og samarbejdsformen i et ministerium. 

Men alle, der arbejder med professionel politisk interessevaretagelse, kan bruge bogen til at sikre, at de former deres strategi, deres fortælling og deres ønsker og krav med udgangspunkt i, hvordan magten fungerer. Alt for mange får i dag ørenlyd hos travle magtmennesker i embedsapparat eller den politiske verden, men uden at få noget med hjem, fordi de simpelthen ikke forstår den verdens kompas. Bag Magten fortæller dig ikke, hvad du skal gøre, men den giver dig den nødvendige forståelse for, hvordan der er inde i den politiske boble. Og den er alt andet end kedelig. Den er engageret, indsigtsfuld og nøgtern. 5 ud af 6 A'er!

"Bag Magten - om politisk kommunikation" af Søren Lippert udkom 12. maj på Akademisk Forlag. Bogen er på 200 sider og vejl. pris er 299 kroner. 

Forrige artikel Hvid mand skurk – brun mand offer Hvid mand skurk – brun mand offer Næste artikel Politikernes skjulte penge Politikernes skjulte penge
Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

ANALYSE: Aflivning af mink uden lovgrundlag er den største forvaltningsfejl, en dansk regering har begået i mange år, men sammenligningen med tamilsagen holder ikke en meter.