Mette Frederiksens kamp mod bureaukratiet har dårlige odds

Den helligste ko på marken
Når udviklingen har fået lov at fortsætte helt på tværs af Folketingets prioriteter, hænger det samme med en vis håndskyhed blandt Christiansborg-politikerne. Man er bange for at skride ind af frygt for at krænke det kommunale selvstyre, der er en af de helligste køer på marken.

I stedet henvises der til, at borgerne ved kommunalvalgene må reagere, hvis de er utilfredse med udviklingen. Men - og her er vi så  tilbage ved det indledende spørgsmål: hvordan skal vælgerne kunne reagere, hvis de ikke aner, hvordan det står til i deres kommune?

Den kraftige forøgelse af administratorer var ikke ligefrem det, danskerne blev stillet i udsigt med kommunalreformen. Tværtimod blev reformen markedsført under sloganet "stordriftsfordele", den skulle gøre det hele mere effektivt og dermed frigøre midler til den borgernære velfærd. 

Der er flere forklaringer på, at det gik ganske anderledes.

Flere opgaver og IT-udrulning
Kommunernes repræsentanter peger selv på, at de med kommunalreformen fik flere opgaver, og at det førte til flere administrative medarbejdere. 

Det er i sig selv korrekt. Det gælder blandt andet på miljøområdet, arbejdsformidling og specialområdet for børn og unge. Der er heller ingen tvivl om, at der er kommet flere bureaukrati-tunge elementer til som GDPR-reglerne og udrulning af nye IT-systemer.  

Man kan med rimelighed argumentere for, at de administrative besparelser ved stordriftsdele blev opvejet af de nye opgaver i årene efter kommunalreformen. Men det kan ikke forklare, hvorfor personalegrupper som akademikere, journalister og konsulenter fortsætter med at vokse år efter år lang tid efter kommunalreformen. 

Desuden kan man også sætte spørgsmålstegn ved, om kommunernes har løst de nye opgaver på den mest rationelle måde.

Eksempelvis overtog kommunerne det specialiserede børneområde, da amterne blev nedlagt. Men i stedet for at lave en fælleskommunal ekspertenhed til afløsning for amternes enheder oprettede man flere steder hver sin kommunale ekspertise. Dermed får man det modsatte af stordriftsfordele.

Forfejlet uddannelsespolitik
Det er også nødvendigt at se situationen efter kommunalreformen i sammenhæng med udviklingen i uddannelsessektoren. For netop i de år skete der en drastisk forskydning mellem uddannelserne. Kommunalreformen blev vedtaget i 2006, og samme år blev der indgået en bred politisk aftale, der voldsomt opprioriterede satsningen på videregående uddannelser.  

Universitetsuddannelserne blevet hypet og mere og mere populære, mens færre og færre søgte håndværkerfagene og velfærdsuddannelser. For kommunerne betød det, at udbuddet af akademikere og journalister blev langt større, mens det blev sværere og sværere at rekruttere personale til den primære velfærd som pædagoger, lærere og sosu'er.

Den liberale tænketank Cepos peger i en analyse på, at ansættelserne inden for den private sektor så nogenlunde reguleres efter virksomhedernes kommercielle behov, men at samme mekanisme ikke er i funktion inden for det offentlige. Her ansættes i højere grad efter udbuddet af arbejdskraft, og ifølge Cepos fører det til en større villighed hos offentlige chefer til at ansætte fra den stadig større gruppe af akademikere.

Dyrere end nødvendigt
Fagforeningen HK peger på en anden konsekvens, der direkte har betydning for den betrængte kommunale økonomi. I et notat udarbejdet for fagforeningen af professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet sættes der spotlys på de ekstraudgifter, der opstår, hvis arbejdskraften er "overuddannet".

Bukh har anvendt det såkaldte LEON-princip (Laveste EnhedsOmkostningsNiveau), der kendes fra sundhedsvæsnet. LEON-princippet indebærer, at arbejdsopgaver ikke skal løses mere omkostningskrævende end nødvendigt. Man skal derimod have "de rette kompetencer til de rette opgaver.” 

Med andre ord: Hvis en opgave udført af en akademiker kan udføres lige så godt - eller bedre - af en HK'er, en lærer eller en pædagog, så er det ressourcespild at betale den højere akademikerløn.

HK har som fagforening for kontoransatte sine egne interesser at hyppe, da det i høj grad er fagforeningens medlemmer, der fortrænges af de akademiske medarbejdere. Men det gør ikke pointen irrelevant.

KL's skyder tilbage
KL-formand Martin Damm (V) pegede over for Altinget på, at staten bærer sin del af ansvaret for udviklingen af bureaukrati i kommunerne.

KL-formanden udtrykte det således: ""Når staten ansætter en masse håbefulde unge akademikere i styrelser og andre steder, så efterspørger de jo noget ude hos os. Og så skal vi have nogen til at svare. Og så bliver systemet selvforstærkende."   

Den pointe er ubestridelig. Staten har i høj grad også været aftager af den voksende gruppe af akademisk eller journalistisk uddannede ansøgere. I nogle tilfælde sagligt begrundet som (gen)oprustningen af skatteforvaltningen, der var blevet maltrakteret af besparelser. I andre tilfælde genererer overflødigt bureaukrati i staten mere bureaukrati i kommunerne, som Martin Damm peger på.

Udviklingen mod flere og flere administrative medarbejdere har aldrig været et politisk ønske. Tværtimod. 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Uden styring
Uanset om man placerer det primære ansvar for udviklingen hos staten eller kommunerne, er det bemærkelsesværdigt, at den stærkt stigende andel medarbejdere på administrative og kommunikative poster aldrig har været et politisk ønske. Hverken i Folketinget eller blandt kommunernes folkevalgte. Det er noget, der er sket hen ad vejen - uden en politisk styring.

Det hænger sammen med, at langt de fleste ansættelser foretages af de lokale ledere.

Her har mange steder valgt at ansætte den højest uddannede ansøger, selvom det ikke altid er det mest hensigtsmæssige. Der er blevet ansat et stigende antal medarbejdere, der ikke direkte arbejder med kernevelfærden, og når kommunerne er blevet mødt af sparerunder, er det sjældent de folk, der sidder tættest på rådhuset, der bliver fyret.

Mette Frederiksens ambition
Derfor kan man også sætte et stort spørgsmålstegn ved, om Mette Frederiksens ambition om at skære på administrationen i kommunerne for alvor vil blive ført ud i livet. For SVM-regeringen ønsker samtidig øget "frisættelse af kommunerne" og mere magt til de samme lokale ledere, der har været drivende i de sidste ti års udvikling.  

I SVM-regeringen lægger Venstre og Moderaterne desuden op til, at man kan udlicitere og konkurrenceudsætte i højere omfang. Også det risikerer at føre til mere - og ikke mindre - bureaukrati.

For når man udliciterer kommunale opgaver, skal der hver gang laves et udbudsmateriale, og alle elementer i eksempelvis ældreplejen skal måles, vejes og defineres. Det skaber i sig selv bureaukrati.

Hvad er et toiletbesøg?
Hvor langt ud den øvelse kan drives, så man allerede for et årti siden, da medarbejdere i den daværende Servicestyrelse under Socialministeriet brugte tid på at definere helt banale dagligdags aktiviteter. 

Eksempelvis toiletbesøg som man efter dybe overvejelser og en efterfølgende høring lykkedes med at beskrive således: "En handling, der består i at planlægge og udføre toiletbesøg til adskillelse af affaldsprodukter og efterfølgende rengøring." 

Dengang anslog den daværende formand for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post, at bureaukratiet var vokset så meget, at man kunne "spare mindst 10.000 årsværk på offentligt bureaukrati". Siden er udviklingen bare fortsat, nærmest som en naturlov.

Selv en determineret Mette Frederiksen får meget svært ved at vinde sin kamp mod bureaukrati og pseudoarbejde.