Mette Frederiksens spindoktor er vild med Blair

Han er et politisk dyr.

Meget, meget anderledes end Løkkes særlige rådgiver i Statsministeriet, der stilmæssigt minder om en topembedsmand. Og meget anderledes end Helle Thorning-Schmidts daværende team med den akademisk orienterede Noa Redington i spidsen. S-formand Mette Frederiksens toprådgiver er mere en aktør med klare politiske præferencer.

Den nu 40-årige Martin Rossen figurerer ikke på de magtlister, der udformes på baggrund af den formelle placering i organisationer og bestyrelser. Men Rossen er langt mere indflydelsesrig end de fleste på de lister. Han er lige nu en af de 3-4 vigtigste personer i landets største parti, kun overgået af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen.

H.C. og Blair
Det er ikke bare Rossens position som formandens særlige rådgiver og sekretariatschef på Borgen, der giver ham indflydelse. Det er snarere den måde, han udfylder rollen på, hans bemærkelsesværdige kombination af analytisk sans, kommunikative kompetencer, et stort netværk og passionerede politiske holdninger.

Martin Rossen var Mette Frederiksens særlige rådgiver både i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet, og de to kender hinanden helt tilbage fra DSU-tiden. Men de har ikke altid klikket politisk.

Rossen hører til på Socialdemokraternes højrefløj, især når det gælder områder som erhvervspolitik og udlændingepolitik.

For formandens rådgiver er de politiske forbilleder gamle socialdemokratiske koryfæer – og statsministre i 50'erne – som H.C. Hansen og Hans Hedtoft. Og af nyere dato: Den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der omdannede sit parti til New Labour. Blair havde stor succes i 90'erne, men er i dag ret kontroversiel.

Alliancen
Mette Frederiksen startede derimod på partiets absolutte venstrefløj. Men hun har flyttet sig meget, siden hun startede sin folketingskarriere med et rasende angreb på sin daværende partifælle Karen Jespersen efter det socialdemokratiske nederlag ved valget i 2001.

Det vil være fortegnet at fremstille det som om, at S-formandens politiske bevægelse blot skyldes rådgiveren, for Frederiksens politiske rejse startede før Rossens ankomst. Men der er ingen tvivl om, at Rossens rådgivning af formanden understøtter denne bevægelse.

Den magtfulde alliance mellem Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen er kernen i Socialdemokraternes nuværende ledelse. Det er en alliance, de fleste ville have forsvoret for få år siden, og her har Martin Rossen spillet en vigtig rolle som bindeled.

Frederiksen og Sass havde af forskellige årsager fået et anstrengt forhold til Helle Thorning-Schmidt og kunne begge se en fordel af en alliance. Den alliance blev gjort lettere af, at Mette Frederiksens særlige rådgiver er en nær personlig ven af Sass.

DSU-netværk
Sass og Rossen tager på ferier sammen, og de to har mange lighedstræk. Ingen af dem er født med en guldske i gabet, ingen af dem har haft en let start i livet.

Martin Rossen voksede op i et almennyttigt boligbyggeri i Nordborg på Als, hvor moderen var bogholder på Danfoss. Han boede sammen med sin mor og lillesøster, som han begge er meget nært knyttet til. Men stedfaderen var noget af en prøvelse at bo sammen med. Rossens barndom var ikke kun en dans på roser.

Martin Rossen begyndte tidligt at interessere sig for politik og meldte sig som 17-årig ind i DSU. I starten mest med socialpolitik som fokus, men Rossen endte som international sekretær i DSU på et tidspunkt, hvor en ung Frederiksen var formand for partiets internationale udvalg. Udover Frederiksen og Sass lærte han også Nicolai Wammen og Morten Bødskov at kende i DSU.

Bødskov var i flere år meget tæt på Rossen og holdt en stor tale på hans 35-års fødselsdag, men de endte på hver sin side i den del af regeringsperioden, hvor Thorning og Frederiksen stod skarpest over for hinanden.

Uakademisk akademiker
Efter studentereksamen læste Rossen statskundskab i Aarhus og blev cand.scient.pol. Han havde indtil valget i 2011 en lovende erhvervskarriere, blandt andet som rådgiver for ledelsen i TDC og som kommunikationsdirektør i Microsoft Danmark. Han har fået fine bedømmelser for sin ledelse. Som partner i PR-bureauet Radius endte samarbejdet dog meget brat som følge af en konkret uenighed med de to øvrige partnere.

I dag bor han alene i en lejlighed meget tæt på Borgen. Han er single, men fra et tidligere forhold har Martin Rossen sønnen Jonathan på fem år. Bortset fra Jonathan er det ikke meget andet end arbejde, der bliver rum til.

Rossen er skoleeksemplet på en mønsterbryder, og en del af hans netværk består af andre mønsterbrydere. Udover Sass er det blandt andre Venstres forsvarsminister Peter Christensen og SF's formand Pia Olsen Dyhr. Folk med en meget u-akademisk, no bullshit-stil ganske som ham selv. Netværket er dog usædvanligt bredt og indbefatter både politikere, journalister, kommunikationsfolk, erhvervsledere og fagforeningsformænd.

Super kompetent
Beskrivelsen af Martin Rossen er påfaldende enslydende fra venner og fjender. Betoningen af positive og negative egenskaber er forskellig, men begrebet ”sammensat person” går igen.

Rossens unikke evner til strategisk kommunikation fremhæves af mange, og hans evne til at analysere vanskelige politiske spørgsmål er der også bred enighed om. En tidligere, langt fra ukritisk, samarbejdspartner beskriver ham således:

”Martin var i top to blandt Thorning-regeringens spindoktorer. Man kan diskutere, om det var ham eller Vestagers (R) spindoktor, Henrik Kjerrumgaard, der var den bedste. Men det står mellem dem.”

Ærekær kamphane
Der er imidlertid også en anden side af Martin Rossen: Den iltre side, der for nogle har gjort det ”meget besværligt” at arbejde under ham – og kombinationen af hårdhed og nærtagenhed. Det nogle kalder en skallesmækkende mimose.

Rossens konflikter med Thornings spindrenge Noa Redington og Thomas Juul Dam er velkendte. Man kan nu også dårligt forestille mere forskellige personer end Rossen og Redington: Den belæste, lidt flegmatiske, tedrikkende Redington, og den iltre og kontante Rossen, der elsker smarte biler og motorcykler.

Rossen har uden tvivl moret sig kosteligt, da han på sin motorcykel – ukendelig, indhyllet i sort lædertøj og styrthjelm – fik øje på Redington på gaden, gassede motorcyklen op og standsede med et hvin lige foran sin lettere rystede spin-kollega.

Komplot eller paranoia
I den mere alvorlige ende slog det brandfarlige gnister, da Mette Frederiksen i 2013 blev bragt i en håbløs situation, hvor hun skulle forsvare sin kontanthjælpsreform, samtidig med der blev givet selskabsskattelettelser.

En konflikt, der fra den ene side blev set som et forsøg på at underløbe Mette Frederiksen, og fra den anden side blev betragtet som et udslag af ren paranoia hos Rossen og Frederiksen.

Beskrivelsen af Rossen som en kamphane indskrænker sig ikke kun til kontroverserne med Thornings folk. Selv nogle af dem, der roser ham i høje vendinger, bruger betegnelser som ”hårdhændet”, ”konfliktoptrappende” og ”en mand, man let kan slå sig på”.

Det er en karakteristik, man hører både i partiet og i de ministerier, hvor Rossen var særlig rådgiver.

Selv mener Rossen, at det er beskrivelser, man vil kunne bruge om mange i politik, og at det mest hører fortiden til. Men som han udtrykker det:

”Jeg vedstår gerne, det ikke er mig, der er inde i Bamse.”

Opsøgende mediepleje
Forholdet til medierne er en anden vigtig del af Martin Rossens job. Han er meget mere opsøgende end Noa Redington, der først til sidst fik etableret et acceptabelt forhold til pressekorpset.

Rossen har lige fra starten knyttet kontakter til centralt placerede kommentatorer og en række fagjournalister. Hans opgangstone med en kontant stil med brug af spids humor og sarkasme passer godt til mange journalister på Borgen.

Rossens udadvendte stil er en klar gevinst, om end spinnet nogle gange kan være lige lovlig tydeligt. Som en central kilde udtrykker det:

”Da Helle var statsminister, kunne man let regne ud, at Rossen var kilden til bestemte skribenters analyser om interne S-forhold. Nogle gange kunne han lige så godt have skrevet det selv. Det grinede man lidt af i partiet. Men man ser ofte, at højtbegavede mennesker undervurderer andres evne til at gennemskue tingene.”

Samme beskrivelse kommer fra en politisk journalist:

”Rossen er dygtig, men han har til tider forsøgt at afværge kritiske historier med halvkomiske tricks fra spindoktorbogen, som undervurderer journalistens intelligens.”

Selvom der er almindelig respekt for Martin Rossen blandt Christiansborg-journalisterne, er der alligevel en vis tilbageholdenhed med at give ham det endegyldige lurmærke:

"Rossen vil benægte det hårdnakket, men hverken han eller Mette Frederiksen er for alvor blevet testet endnu. De har haft modvind, men ikke hardcore modstand, som Thorning havde det i flere år. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke en mand med Rossens temperament," som en politisk journalist formulerer det.

Det bliver der tid til at teste. Alt tyder på, at Martin Rossen kommer til at spille en central rolle i toppolitik en rum tid endnu.