Moderaternes selvironi er et godt eksempel på, at "less is more" også gælder i dansk politik

Udtrykket "less is more" kendes fra arkitekten Mies van der Rohes bygningsværker og fra overhypede, københavnske restauranter, men kunne ligeså godt bruges inden for politisk kommunikation.

For når du kæmper om vælgernes opmærksomhed, får du ikke lang tid til at præsentere dit budskab. Derfor skal kommunikationen være skarp og lige på.

Desværre gør mange presse- og kommunikationsfolk det ofte mere indviklet, end det behøver være. Enten fordi de er nervøse for ikke at få alle nuancer med, fordi for mange skal være inde over beslutningsprocessen, eller fordi modet til at smede, mens jernet er varmt, svigter.

Tilbage står de så med en gryderet af alt for mange ingredienser, der smager af alt og ingenting, og som ikke rykker en eneste vælgers kryds. Ikke dermed sagt at politisk kommunikation skal være så doven og så hurtigt overstået som muligt. Det behøver bare ikke at være svært for at være godt.

Her er tre eksempler fra den seneste tid, der beviser, at den nemme, hurtige og enkle idé ofte er den helt rigtige. 

Hos Liberal Alliances kommunikationsafdeling er de især gode til to ting. For det første til at slå partiets mærkesager fast igen og igen, så enhver vælger i søvne vil kunne nævne, hvad der er vigtigt for partiet. For det andet er de gode til at lave skarp og præcis indhold på sociale medier, der ikke drukner i sit eget rod.

Et rigtigt godt eksempel på de to i samspil så vi for nylig. Det drejer som om, at et forskerteam er kommet frem til, at der er store gevinster ved at sænke skatte for de højtlønnede, og at det ikke er så dyrt, som ellers antaget. Det er musik i liberale ører.

LA markerer det med et helt simpelt opslag, hvor overskriften fra en artikel om undersøgelsen står øverst. Alex Vanopslagh og partiets skatteordfører, Steffen W. Frølund, er placeret i midten og siger: "Sæt i gang".

Mere skal der i virkeligheden ikke til. Liberal Alliance star i forvejen så stærkt på skattelettelses-dagsordenen, at de ikke behøver at sige mere. De er ikke nødt til at forklare eller understrege, at de går ind for skattelettelser i toppen, at de vil tage det med til forhandlinger eller noget som helst andet.

De får markeret, at de har haft ret hele tiden, og at der ifølge dem ikke er noget som helst til hinder for, at deres mærkesag nummer ét føres ud i livet med det samme.

Det kom som et chok for de fleste, at den tidligere vicestatsminister, justitsminister og formand for Konservative, Lars Barfoed, i sidste uge meldte sig ud af det parti, han har været medlem af i 48 år, og ind i det stadig unge Moderaterne.

Selvom det efterhånden er længe siden, at Lars Barfoed har været en toneangivende skikkelse i dansk politik, er det ikke hver dag, at en tidligere formand skifter parti. Derfor trak det også en del overskrifter på en dag, hvor de gule breaking-bjælker stod i kø. Naturligvis skulle Moderaterne tage stik hjem for den.

De er gået med en grafik, hvor der øverst står: "Hedder du også Lars? Så meld dig ind i Moderaterne". Det er illustreret med billeder af Lars Barfoed, Lars Løkke og klimaminister Lars Aagaard. Det er da meget sjovt.

Det er sådan en af den slags idéer, hvor man for sit indre øre kan høre en eller anden mellemledertype sige: "risikerer vi ikke bare at støde dem, der ikke hedder Lars fra os? Ret hellere til 'har du også et navn?' og så tag den med til statusmødet på torsdag". Så havde den sjove, hurtige idé været stendød.

Heldigvis kom det ikke så vidt hos Moderaterne. Om dog de et par timer senere lavede en lignende, der siger: "Hedder du ikke Lars? Så meld dig ind i Moderaterne", og den fungerer ikke. For den kræver i for høj grad, man husker den første. Den spiller ikke på det pudsige i sammenfaldet af navne, den er for livrem-og-seler.

Men en sjov og spontan post på en Lars-Lars-dag? Det fungerer.

Anders Winnerskjold er socialdemokratisk rådmand i Aarhus. Bor du i forstaden Brabrand, har du sandsynligvis fået et stykke papir fra ham ind ad brevsprækken med en åben invitation til at fortælle ham, hvad du godt kunne tænke dig anderledes i Brabrand. Enten ved at skrive til ham, invitere ham forbi til en kop kaffe eller bare "over køledisken i Føtex".

Papiret ser enormt hjemmelavet ud. Det er printet på helt normalt A4-printerpapir, skrevet i Words standardfont, og der er ikke gjort det store ud af det kunstneriske udtryk. Med andre ord ligner det ikke noget, en stor partimaskines kommunikationsafdeling på hovedkontoret har været inde over. Derfor er den god.

Anders Winnerskjold skriver i sit brev en del om sit lokale tilhørsforhold. I kombination med den hjemmestrikkede æstetik giver det et klart indtryk af en politiker, der er i øjenhøjde. Lokal, til at tale med og ikke som de andre.

Det fortæller om en kommunalpolitiker, der brænder for sin by, selvom der ikke er en presserådgiver, der har overtalt ham til at sige det højt.

Den hjemmelavede stil synes uvant, fordi vi er så vante til, at politikere kommunikerer professionelt og pænt, og for nogle vælgere virker det koldt og upersonligt. Derfor er det ikke dumt at gå den helt modsatte vej, skrive en personlig appel, printe på kontoret eller derhjemme og så fylde bagagerummet og komme afsted.

Man kan ikke betale sig fra dovenskab, men flid og initiativ er ubetaleligt.