Nye Borgerlige er blevet kedelige. Men der ligger en kæmpe mulighed for fødderne af dem

To mandater. På valgaftenen gik Konservative to pladser i Folketinget tilbage, og forsøgte med det samme at tale det op som nærmest en lille sejr, at det ikke gik værre. Samme aften gik Nye Borgerlige to mandater frem. Men for partiet længst til højre var det ingen sejr. Tværtimod. Nye Borgerlige havde håbet på og med en vis rette forventet mere.

De seneste års nedbrud af de to store borgerlige partier, Venstre og Dansk Folkeparti, lignede i de øvrige partiers øjne et tag-selv-bord, for hvor skulle de dejligt mange blå stemmer ende? Først begyndte Pape at ligne en statsminister, indtil han ikke gjorde længere, og så endte mandaterne et sted imellem Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance.

Der er ikke for alvor gået noget galt for Nye Borgerlige. De er bare blevet kedelige. Som konsekvens af det skuffende valg har partiet fyret pressechefen, og nu står partiet over for et stort spørgsmål; hvad skal der ske herfra?

Partiet, der for bare få år siden var et frisk, dybblåt pust har mistet momentum. De kom sikkert ind i 2019, var undervejs i forrige periode oppe og kysse de 10 procent i målingerne, men endte altså på 3,8 procent af stemmerne.

Vermund blev omtalt som den nye Pia Kjærsgaard. Hende, der turde sige tingene, som de var, selvom Politikens samlede debatkorps selvantændte og Twitter gik amok. Men den rolle har Inger Støjberg overtaget. Hun kan også med mere troværdighed gøre sig til talsmand for anti-elitære provinsvælgere.

Og opgaven med at hamre på velfærdsstaten som et overfodret, altædende monster, der er blevet for fed til at kunne bære sin egen vægt, den har Liberal Alliance så godt som patent på.

Og med den nye flertalsregering på midten er Nye Borgerlige de næste år sat udenfor indflydelse. Så det er ikke underligt, hvis Nye Borgerlige har mistet modet. Det ser sort ud for dem. Men de har overset situationens potentiale. 

SVM-regeringen er en gave til partierne på fløjene. For det tillader dem at præsentere et alternativ. Og netop fordi regeringen står inde på midten og er hverken fugl eller fisk, har Nye Borgerlige alle muligheder for at være noget. Stå for noget. Mene noget.

Det vil være gunstigt at kommunikere en hård, konfrontatorisk linje overfor regeringen. Uanset hvad den kommer med, så er det noget lort: Når regeringen vil afskaffe Store Bededag, skal det tourneres som endnu et eksempel på, at det altid går ud over de helt almindelige danskere, der står op om morgenen og går på arbejde.

Det vil være gunstigt at kommunikere en hård, konfrontatorisk linje overfor regeringen. Uanset hvad den kommer med, så er det noget lort

Morten Reimar
Rådgiver, Advice, og fhv. personlig rådgiver for Sophie Løhde (V)

Reformerne skal kaldes for langsomme, skattelettelserne for små, ydelserne for bureaukratiske, udlændingepolitikken for slap. De skal hver eneste gang markere, at det ikke er godt nok. De skal tegne et billede af, at regeringen er en visionsløs driftsregering af teknokrater, der indgår så mange kompromisser, ingen bliver tilfredse.

Og så snart et af de konkurrerende partier, Danmarksdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, går med i en aftale, skal de stå udenfor og overbyde. Sådan får man ikke noget igennem, men sådan vokser man. Bare lad de andre være "borgerlige stemmer, der arbejder", hvis man til gengæld selv kan være borgerlige stemmer, der vokser. Det vil give dem kant til de partier, der æder deres vælgere og markere dem som et ægte alternativ.

De er nødt til at agere som det parti, der har staminaen og politikken til at samle det kuldsejlede, borgerlige projekt. På den måde kan Nye Borgerlige komme til at ligne løsningen for alle de blå vælgere, der føler sig hjemløse. Dem, der føler politik altid tilgodeser andre end dem: De arbejdsløse, indvandrere og minoriteter. Dem der vil noget andet. Noget nyt.

Faren er at blive set som partiet, der er næsten lige så gode: Næsten lige så gode på liberal skatte- og velfærdspolitik som Liberal Alliance, næsten lige så gode på udlændingepolitikken som Danmarksdemokraterne. Derfor skal de arbejde på at være både-og-partiet, hvor man som vælger ikke skal vælge enten-eller.

Det kunne eksempelvis være med fælles udmeldinger om det ene emne med Liberal Alliance og om det andet med Danmarksdemokraterne for på den måde at illustrere, NB er det parti, der kan få enderne til at mødes.

I en tid, hvor fløjpartierne er sat udenfor indflydelse, og journalisterne måske ikke ringer så ofte, som de plejer, skal NB skabe deres egen omtale. De skal tale ufiltreret til vælgerne og rejse deres egne historier. Få de sager frem i lyset, de ønsker at tale om.

Det kan de gøre på Facebook, hvor partiet især tidligere var uovertrufne. Partiets hovedside og ledende politikere får enormt mange interaktioner, og engang kunne et medie eller en politiker ikke skrive et komma på Facebook, uden at Nye Borgerlige havde slået en kommentar op, der ofte fik flere reaktioner end den originale post.

Faren er at blive set som partiet, der er næsten lige så gode: Næsten lige så gode på liberal skatte- og velfærdspolitik som LA, næsten lige så gode på udlændingepolitikken som Danmarksdemokraterne

Morten Reimar
Rådgiver, Advice, og fhv. personlig rådgiver for Sophie Løhde (V)

Det gav dem enormt meget, og det virker uforståeligt, de tilsyneladende ikke længere prioriterer dette greb. For det gav dem mulighed for at tale direkte til vælgerne, uanset om journalisterne gad interviewe dem eller ej, og mulighed for at angribe politiske modstandere flere gange dagligt, og ikke kun i salen eller til samråd.

Vil de vokse er de også nødt til at kommunikere lidt bredere. Der en tendens til, at det bliver lidt som at være til julefrokost med sin stive onkel. Ham der igen og igen fabler om, at "må man nu ikke sige det længere? Jamen, så skriger jeg det bare endnu højere, indtil nogen gider give mig opmærksomhed".

Vil de op over fem procent ved næste valg, eller endnu højere, har de ikke råd til at skubbe vælgere fra sig, der anser sig selv som værende lidt for voksne til at råbe efter en dobbelt-eskimo i isboden, selvom alle ved, den ikke sælges under det navn længere.

Kig på Le Pen i Frankrig, kig på Meloni i Italien, der begge står i spidsen for partier og bevægelser, der er vokset store på et højreorienteret opgør med status quo, grå politik og midte, men også begge har skruet ned for de allermest ekstreme dele af deres parti. Til gengæld er de kommet til at ligne spændende politisk forandring, der ryster posen, og ikke bare en samling landsbytosser.

Dermed ikke sagt, Nye Borgerlige skal lægge protesten fra sig. Med en midterregering vil der komme stor efterspørgsel på noget fuldkommen andet. Og det er her, Nye Borgerlige er stærkest: Som protest.

Vælgerne kommer til at efterspørge et alternativ – og der skal Nye Borgerlige være skarpest, hvis ikke de vil sygne hen.