Ove K. Pedersens nye bog om konkurrencestaten er samfundsanalyse, når det er bedst

ANMELDELSE: Manden, der opfandt konkurrencestaten – Ove Kaj Pedersen – har skrevet en ny og tankevækkende bog, der bør læses (og forhåbentlig forstås) af alle politikere, skriver professor Jørn Henrik Petersen.

Altingets vurdering: 5/6
 

Jørn Henrik PetersenAf Jørn Henrik Petersen
Professor dr.phil. et lic.oecon., Danish Centre for Welfare Studies, Syddansk Universitet

Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion. Det er titlen på Ove K. Pedersens nye bog. Den kan læses som et selvstændigt værk, men udbyttet er større, hvis man først læser Konkurrencestaten (2011).

Bogen bygger nemlig på de indsigter, forfatteren har erhvervet gennem den intense diskussion, der fulgte i Konkurrencestatens kølvand, og den uddyber en række af dette tidligere værks pointer, som måske ikke i 2011 fik den bevågenhed, de burde have haft.

Det er en glimrende bog, der er logisk opbygget og klar i sin argumentation, og selv om den består af 16 i princippet selvstændige essays, slynger der sig en markant rød tråd gennem dem.

Det har været en ubetinget fornøjelse at læse bogen. Det er samfundsanalyse, når den er bedst. Hvis politikere med hang til bogskrivning skulle få lyst til yderligere bidrag til samfundsdebatten, kan de med fordel begynde med at læse Reaktionens tid for så at forsøge at forholde sig til dens tænksomme diagnoser på de problemer, samfundet står midt i.

Konkurrencestatens problemer
Nok er Ove K. Pedersen en varm tilhænger af den såkaldte konkurrencestat og måske endnu mere af den reformisme, der har båret den frem; men han er i denne bog mere end tidligere også opmærksom på de problemer, der er knyttet til samfundets forandring fra et velfærdssamfund støttet af en velfærdsstat til en konkurrencestat, som fundamentalt savner et legitimitetsgrundlag.

Med prisværdig ærlighed erkender Ove K. Pedersen, at hans forsvar for konkurrencestaten – ganske som den reaktion, han kritiserer – er bagudskuende i den forstand, at han anser det for statistisk sandsynliggjort (han skriver endog ’bevist’), at den leverer bedre resultater end velfærdsstaten. Det kalder på to kommentarer.

For det første kan man vel ikke ’statistisk’ bevise noget som helst, og i det mindste må det klargøres, om de statistiske data vedrører en sammenligning med andre lande, eller om de belyser en dansk udviklingslinje over tid. De to fremgangsmåder vil næppe føre til helt samme resultat. For det andet er der vel forhold, der ikke statistisk kan hverken sandsynliggøre eller bevise noget. Når for eksempel Ove K. Pedersen selv ser stigmatisering, fravær af ligeværdighed i borg og hytte, et todelt splittet samfund og meget andet som problemer, er det vel udtryk for en tvivl om, hvorvidt konkurrencestaten i alle henseender er forudgående samfundsformationer overlegen.

Det er derfor, han ikke forsvarer konkurrencestatens fremtid ved hjælp af værdier, der kunne tjene dens legitimitet. Tværtimod fremhæver han legitimationskrisen, der skyldes, at konkurrencestaten savner egne begrundelser og et selvstændigt ideologisk grundlag. Samfundets værdisæt er ikke blevet tilpasset, opdateret eller nyformuleret. Der er ikke udviklet en ideologi for reformismen eller en fremstilling af dens idealer, værdier og gyldighedsfordringer.

Det er også derfor, han i den grad understreger, hvor vigtigt det er at lade ideerne brydes og at modvirke alle forsøg på at skabe ”hårde modsætninger”.

Advokatur for reformismen 
Måske mere end et forsvar for konkurrencestaten skal man se bogen som et grundlæggende advokatur for reformismen. Just derfor afsluttes den med en påpegning af syv felter, der kunne lægges til grund for en re- eller nyformulering af reformismen som begreb. Hovedproblemet for Ove K. Pedersen synes at ligge i fraværet af dyder og muligheder for at lade ideologiernes pluralisme kontrollere, hvorvidt vi alle indløser etiske fordringer om individuelt at leve i tråd med pligter over for et fællesskab. Det drejer sig om, hvorvidt reformismen kan korrigeres ved at udvikle den til en politisk filosofi med et menneskesyn og en samfundsvision, der svarer til erfaring og udfordringer.

Reformismen er idealet om, at man ved at tage små skridt inden for rammerne af de eksisterende institutioner kan skabe et bedre samfund. Med Hannah Arendt taler Ove K. Pedersen om ”politikkens løfte” (som en del af samfundsidealet), det vil sige troen på, at det ved politik er muligt at ændre selv et godt samfund til noget, der er bedre. Reformismen bliver ved sin blanding af kendte ideologier selv en ideologi, men som blandingsform præget af paradokser.

Når for eksempel individualismen er kollektiv, selvstyre styres ved lov, og suverænitet afhænger af international integration, er det udtryk for reformismens vandring fra kompromis til kompromis. Derved blandes politik med marked, nationalt med internationalt, dannelse med uddannelse, magt med frivillighed, dyd med fællesskab osv. Paradokserne er af natur åbne, men når åbenheden sander til, og paradokser erstattes af ”hårde modsætninger”, er reformismen truet af reaktionen.

Myten om velfærdsstat og konkurrencestat
Nutidens vigtigste ideologiske opgør står derfor mellem myten om velfærdsstaten og konkurrencestatens virkelighed eller mere generelt mellem reformismen og reaktionismen, der spejler et ønske om at fastholde det eksisterende. I en frygt for nutidens udfordringer søger kritikerne tilbage til en gylden fortid.

Derfor tolker Ove K. Pedersen de senere års debat om konkurrencestaten som udtryk for, at konkurrencestatsbegrebet mobiliserede en reaktion mod reformismen selv. Ideologihistorien beskrives som et djævlespil mellem reform og reaktion. Hvor langt blev idealet virkeliggjort, og hvorfor lykkedes det ikke fuldt ud? Reformismen har, mener Ove K. Pedersen, holdt erfaring og viden højere end drømmen, mens reaktionismen har holdt drømmen højere end erfaring og viden.

Her kunne man indvende, at der måske også i reaktionen lå, at fortiden – velfærdssamfundet støttet af en velfærdsstat – i alle tilfælde i begyndelsen havde et solidt etisk fundament, hvilket rejser spørgsmålet, om der kan findes en reformistisk vej, der ikke skyller barnet ud med badevandet.

Analytisk spørger bogen, om efterkrigstidens velfærdsmodel kan holde, eller om den er undermineret af konkurrencestaten. Vurderende spørger den, hvorfor kritikken af konkurrencestaten er blevet så voldsom, og hvad der menes med myten om velfærdsstaten? Normativt er spørgsmålet, om konkurrencestaten er værd at videreføre, og hvad der skal der til for at sikre videreførelsen?


Ove K. Pedersen

Historiens knudepunkter
Samfundsidealet bygger på kompromiser og er derfor en hybrid af mange ideologier. Knudepunkterne i Ove K. Pedersens historieskrivning er Septemberforliget (1899), velfærdskompromiset i form af Kanslergadeforliget (1933), der lagde grunden til 50’ernes og 60’ernes ideal om et velfærdssamfund understøttet af en velfærdsstat, og konkurrencekompromiset, som blev stadfæstet med Fælleserklæringen (1987). I dette seneste kompromis forenes forestillingen om den enkeltes ansvar med ideen om kollektiv risikodækning, det vil sige en komplementaritet mellem politik og marked. Ja, ja – i nogen grad, men man skal nok spise brød til.

Velfærdssamfundet var et moralsk projekt, der ville opdrage individerne som dydige personer disponeret for etisk handling. Det var ved sin opbygning af en omfattende statslig og kommunal administration et bureaukratisk projekt. Og det var et politisk projekt, der ville frembringe national identitet; men projektet er endt i tabte illusioner: Illusionen om det suveræne Danmark, om den dydige borger, om det faglige selvstyre, om det politiske selvstyre og om det institutionelle demokrati.

For Ove K. Pedersen spejler de tabte illusioner distancen mellem fortidens drøm om, at alle ved dyd ville varetage fællesskabets interesser og den nye påstand om, at alle er opportunister og alene vil varetage egne interesser. Drømmen om velfærdssamfundet – udtrykt i tanken om den dydige borger – blev gradvis trængt af en statsliggørelse, der skulle lægge borgerens opportunistiske (egeninteressebetingede) tilbøjeligheder under kontrol.

Endnu inden velfærdssamfundet var fuldt afprøvet, blev det afløst af velfærdsstaten, der også blev udsat for bestandig kritik. Med overgangen til konkurrencestatstænkning sker der ikke en opgivelse af tanken om det dydige menneske, men den tilføjes en økonomisk dimension, som skal give den enkelte tilskyndelser til at agere dydigt med samfundets mål som ledestjerne.

Økonomismen som ny ideologisk dagsorden
Det er i samfundsidealet uklart, hvor grænsen mellem politik og ikkepolitik går. Politikkens grænser er derfor flydende, og derfor er reformismen præget af en altid standende konflikt mellem det, der besluttes politisk, og det, der udspænder den enkeltes frihedsrum. Samfundsidealet søger med andre ord en magtbalance mellem norm og ret.

Det gør reformismen – forhandling, samarbejde, kompromis – til kerne i demokratiseringsprocessen. Begyndende med velfærdsstaten og fortsættende med konkurrencestaten bevæger samfundet sig mod en statsliggørelse, mens frivilligheden som modmagt trænges tilbage. Det fører igen frem mod rettens dominans af normerne og pligtens dominans af rettighederne; men fortidens ideal om medborgerskab og demokratisk medleven gør sig fortsat gældende.

Ad de små skridts vej ændrede velfærdsstaten sig til en konkurrencestat båret af en ny ideologisk dagsorden: økonomismen. Den indebærer, at politiske beslutninger hviler på økonomisk tænkning og teori. Økonomisk analyse bestemmer den politiske konsensus og dermed, hvordan reformer udvikles. Magtens udøvelse er derfor placeret hos en teknokratisk elite, mens det udslagsgivende vidensregime unddrager sig de fleste menneskers forudsætninger for at forstå – endsige kritisere. Vidensregimet er indkapslet i en aura af uvildighed, der lader al kritik prelle af og gør alle alternativer urealistiske.


Bjarne Corydon (S) er én af de politikere, der har bekendt sig til "konkurrencestaten".

Velfærdsstatens decentralisering, partsindflydelse og borgerinddragelse betød en fragmentering, der i næste omgang førte til en styringskrise. Reformismen fremkaldte teknokratisme og økonomisme i et forsøg på at håndtere den mangesidige kritik af velfærdsstatens ustyrlighed.

Udgangspunktet var tanken om økonomisk samordning spejlet i oprettelsen af Det økonomiske Råd (1962). Den økonomiske politiks videnskabeliggørelse vandt derefter frem ved udviklingen af en række økonomiske modeller (SMEC, ADAM, DREAM, lovmodellen), som tjener – i første omgang mere kortsigtet, siden mere langsigtet – til at identificere problemer og at inspirere til reformer.

De første modeller var alene makroøkonomiske, men de udvides gradvis ved inddragelse af mikroøkonomiske elementer. Det gør det muligt at beregne, hvordan borgerne ændrer adfærd som konsekvens af økonomisk-politiske indgreb – forudsat at befolkningen reagerer rationelt, og at den økonomiske vækst på langt sigt drives af udbuddet af arbejdskraft, mens den på kortere sigt er efterspørgselsstyret. Hermed ophøjes begrebet ’den opportunistiske person’, der lå i kritikken af velfærdsstaten, til en teoretisk antagelse, der bliver styrende for reformaktiviteterne.

Derfor har konkurrencekompromiset begyndende med Fælleserklæringen af 1987 bevæget sig fra politik til teori og fra teori til teknik, mens reformismen har svøbt sig i en ny klædedragt. Teknokratiet etablerer den fælles viden, mens den korporative indflydelseskanal tillægges en stadig mindre rolle. Den økonomiske analyse er blevet politikkens hjørnesten, og ingen kan troværdigt agere i det politiske spil uden dette udgangspunkt.

Fælles- eller samfundsinteressen bliver derved resultat af en påstået neutral, værdifri, teknisk forventning om, at opportunistiske individer vil virkeliggøre en afbalanceret samfundsøkonomi, når de tilpasser sig givne tilskyndelsesstrukturer. Det betyder, at der, når vi kigger på det danske vidensregime, er et spændingsforhold mellem teknik og underliggende værdier og mellem påstået ideologisk neutralitet og teoriens politisering. Der udvikles samtidigt et spændingsforhold mellem dem, der hævder at arbejde for fællesskabet på et værdifrit grundlag, og dem, som kritiserer den teknokratiske lukkethed.

Syndefaldet
Ove K. Pedersen ligger meget langt fra at ville skrive en forfaldshistorie; men han vover alligevel ind imellem at skrive om et syndefald:

”På den måde indebærer konkurrencestaten også et syndefald. Påstanden om, at teknokrati er nødvendigt for at skabe et fællesskab, og at økonomistyring og incitamenter er nødvendige for at få opportunistiske personer til at underordne sig dette fællesskab. Faldet er sket fra troen på den dydige borger, til påstanden om den opportunistiske person, fra drømmen om, at kultur og pædagogik vil skabe fællesskab, til påstanden om, at der – også – skal økonomisk tænkning og politisk budgetlægning til.”

”Også nationaløkonomismen indebærer altså et syndefald, fra antagelsen om, at alle kunne dannes til dydige medborgere, til påstanden om, at individer skal motiveres, betales, styres, kontrolleres, og at pædagogik er godt, men at økonomiske incitamenter er mindst lige så gode. Pædagogikken er ikke opgivet, det folkelige fællesskab ej heller. Men folket forstås nu, som befolkning og individet som syndefuldt, men også arbejdsomt og forbrugende. Faldet er sket fra troen på et nationalt fællesskab til en nationaløkonomi. Fra nation til nationaløkonomisme.”

”Konkurrencestaten er på vej til at gøre kommunerne til nutidens vigtigste scene. Og igen er der tale om et syndefald. Fra demokratisk politik fordelt mellem Folketing, amternes og kommunernes selvstyre, til nu, hvor det er regeringens ansvar at varetage fælleinteressen, og kommunernes opgave at prioritere inden for rammer, der er aftalt med regering og arbejdsmarkedets parter. Faldet er sket fra troen på, at alle frivilligt vil varetage fællesinteressen, til påstanden om, at fællesskabets interesse kræver disciplin, styring og kontrol. Fælles viden og regeringsstyring kort sagt.”

Overlever reformismen?
Reformismen er blevet tyndslidt, fordi den ikke har et bud på fremtiden. Det skyldes fravær af en idepolitik og elimineringen af frivillighedens modmagt. Samtidig er den robust, fordi den har opbakning fra alle partier og sociale aktører. Spørgsmålet er derfor, om reformismen fortsat kan holde stand mod tidens reaktionære kræfter.

Konkurrencestaten har frembragt en klasseopdeling i en middelklasse og en klasse, der er ”sat udenfor”. Det er et todelt samfund i kontrast til velfærdssamfundets ideal om den lige værdighed i borg og hytte. Mellem de to klasser står den store offentlige sektor og dens teknokrater.

Middelklassen er præget af skizofreni mellem på den ene side en grænseløs opbakning til velfærdsmodellen og på den anden side de tabte illusioner. Den spejler derfor på en og samme tid myten om velfærdssamfundet som den gyldne fortid og stormløbet mod konkurrencestaten.

Om reformismen vil overleve, afhænger af, hvor omfattende kritikken bliver, og om den undgår at udvikle sig til populisme. Sagt på en anden måde afhænger det af, om de skitserede ”paradokser” slår over i populismens frembringelse af ”hårde modsætninger” og en opgivelse af ”politikkens løfte”. Det er de ”hårde modsætninger”, der fastfryser reformismens evne til tilpasning og inklusion.

Er vi alle opportunister?
Hovedproblemet ligger i påstanden om alles opportunisme. Når opportunismen er en givet ting, er den individuelle bedømmelse uden social betydning. Der er kun noget, der tages for givet. Dermed er evnen til social kontrol og ansvar for egen bedømmelse gået tabt, så alle uden særlig kompetence i historie og økonomisk teori er underkastet en dominans af teknokrati eller dem, der mener at kende sandheden, som den kan findes i den gyldne fortid.

Når alle hævdes at være opportunister, kan ingen længere skelne mellem særinteresse og fællesinteresse. Det afmonterer den almindelige skepsis. Når dyd er skiftet ud med antagelsen om opportunisme, er den selvbevidste bedømmelse elimineret. Mens velfærdssamfundet som moralsk projekt var åbent for skepsis, så skepsis endog kan ses som et socialt projekt, har konkurrencestaten fjernet kontrollen fra de sociale relationer og overladt den til eksperter.

Reformismens fremtid afhænger af mulighederne for at skelne mellem fællesviljen, det vil sige evnen til at gøre sig selv til en del af et fællesskab, og fællesinteressen, det vil sige den politiske sum af særinteresserne, samt af evnen til at udøve besindighed på fællesviljens vegne. Denne besindelse er det vigtigste redskab til at styre opportunismen, og den bygger på tilskyndelserne til at undlade at formulere ”hårde modsætninger”. Det er en individuel fordring, men samtidig en social relation, der er forudsætning for et selvstændigt, individuelt liv i fællesskab. Just derfor er det forestillingen om den opportunistiske person – alles opportunisme, der truer reformismen i dens grundlag. Helt i overensstemmelse dermed lyder den sidste sætning i bogen: ”Det er til kritikken af den opportunistiske socialkarakter, de 16 stykker er skrevet”.

Vigtig og tankevækkende bog
Det er en vigtig og tankevækkende bog, Ove K. Pedersen har skrevet. Den bør læses (og forhåbentligt forstås) af alle politikere, men så sandelig også af hin enkelte. Bagudskuende forsvarer den konkurrencestaten (og reformismen), men påpeger samtidig de iboende svagheder. I sin bestræbelse på at sætte analyse over meninger og meninger over følelser vil Ove K. Pedersen belyse reformismens samtidige succes og nederlag.

Det er gjort fint og flot, selv om jeg godt kunne savne en mere eksplicit udfoldelse af velfærdssamfundets og -statens etiske grundlag, herunder en mere udviklet sammenligning af det relationelle versus det individualistiske menneske- og samfundssyn. Bogen kunne måske også have fortjent en mere grundig overvejelse af, om den kritik af velfærdssamfundet understøttet af velfærdsstaten, der byggede på påstanden om det opportunistiske menneske, i sig selv var en myte opbygget af politikere og samfundsdebattører.

De, der måtte læse denne bog, bør ikke mindst lægge sig på sinde, hvad Ove K. Pedersen skriver i sin præsentation af de syv arenaer, hvor reformismens fremtid er på spil: ”Styr dine tilskyndelser til at formulere hårde modsætninger, påpeg, når andre falder i, og underminér på den måde muligheden for, at populisme finder udbredelse og bygger ressourcer til at organisere sig.

Besindelse på fællesskabets vegne er det vigtigste redskab til at styre opportunisme, både for borgere, politikere, politiske partier, interesseorganisationer virksomheder, herunder medier og deres meningsdannere”. Måske det ville have været dejligt med lidt mere om, hvad besindelse betyder, og hvordan den udøves; men det er måske ikke så tosset endda at overlade denne overvejelse til den enkelte. Under alle omstændigheder har Ove K. Pedersen på fornem vis udfordret just eftertanken.

Ove K. Pedersen: Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion, Informations Forlag, august 2018, 290 sider.

Forrige artikel Anmeldelse: Ida Aukens værdikamp minder om et afsnit af Borgen Anmeldelse: Ida Aukens værdikamp minder om et afsnit af Borgen Næste artikel Anmeldelse: Fremragende bog om vores historie som demokrater Anmeldelse: Fremragende bog om vores historie som demokrater
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.