Overblik: Se hovedpunkterne i det nye forsvarsforlig

FORSVAR: Regeringen, DF, S og R er blevet enige om et nyt forsvarsforlig, som frem til 2023 skal styrke Forsvaret. Få her et overblik over, hvordan midlerne fordeles.

Det lykkedes søndag regeringen at lande et bredt forsvarsforlig, der skal gælde indtil 2023.

Bag aftalen står ud over regeringen også Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale, og aftaleparterne kalder forliget en 'substantiel investering' i Forsvaret.

De kommende seks år vil Forsvarets årlige bevilling nemlig øges med mere end 20 procent, ligesom materialeinvesteringerne øges.

Partierne er enige om at øge bevillingen med 800 millioner kroner stigende til 4,8 milliarder kroner i 2023.

Her er de områder, som har forligspartiernes fokus og får et løft med det nye rammeforlig:

Natos kollektive afskrækkelse
Danmarks bidrag til Nato styrkes væsentligt. Den nye aftale skal sikre Forsvaret en styrke og robusthed, der sammen med Nato afskrækker andre lande fra at angribe vores allierede og Danmark. Det skal ske gennem følgende:

  • Brigade med 4.000 mand
  • Luftforsvarsmissiler til fregatterne
  • Forøgelse af Jægerkorpsets og Frømandskorpsets patruljer med 50 procent
  • Evne og kapacitet til antiubådsbekæmpelse 

National sikkerhed
Forsvarets bidrag til den nationale sikkerhed styrkes blandt andet med øget støtte til politiet med bevogtning og med soldater på højt beredskab, som kan støtte for eksempel i tilfælde af terrorangreb. 

  • Øget støtte til politiet med blandt andet bevogtningsopgaver og dedikeret helikopterberedskab
  • Ekstra vagthold til Livgarden
  • Soldater på højt beredskab ved for eksempel terrorangreb og kriser

Cybersikkerhed
Beskyttelsen af Danmark mod cyberangreb styrkes i den kommende forligsperiode med blandt andet en pulje på 500 millioner kroner til håndtering af fremtidens cyberudfordringer. 

  • Styrket rådgivning og forebyggelse over for offentlige og private aktører
  • Udbygning af sensornetværk
  • Styrkelse af forskning og uddannelsesindsats
  • Etablering af cybersituationscenter
  • Styrkelse af analytiske og teknologiske kompetencer
  • Pulje på 500 millioner kroner til fremtidens cyberudfordringer

Internationale Operationer
Reserven til internationale operationer styrkes, så den ved forligets udgang i 2023 er 750 millioner kroner årligt svarende til en stigning på 50 procent i forhold til i dag. Også freds- og stabiliseringsfonden styrkes, så den ved forligets udgang er 150 millioner kroner svarende til en stigning på mere end 75 procent i forhold til i dag.

  • Transportflykapacitet øges med cirka 20 procent
  • Reserven til internationale operationer styrkes
  • Bidrag til Freds- og Stabiliseringsfonden forøges
  • Let infanteribataljon opstilles

Værnepligt og mobiliseringsevne
Værnepligten og mobiliseringsevnen styrkes, så Forsvaret i højere grad kan mobilisere soldater i tilfælde af krise eller krig i Danmark. Det sker gennem følgende tiltag:

  • 500 flere værnepligtige
  • Flere vil have længere værnepligt end i dag
  • Værnepligtsuddannelse målrettes mobilisering til krise og krig
  • Totalforsvaret styrkes
  • Der opstilles et mobiliseringskompagni i hver af brigadens kampgrupper
  • Styrket rekrutteringsindsats for at sikre flest mulige frivillige værnepligtige

Arktis og veteraner

  • Engagement i Arktis fortsætter og styrkes med en række nye initiativer som for eksempel en ny civil beredskabsuddannelse i Grønland, værnepligtsafprøvning i Grønland og lokalansættelser ved Arktisk Kommando.
  • Veteranindsatsen styrkes med blandt andet styrket udvælgelse af soldater, forskning og bedre muligheder for erstatning.

Læs hele aftaleteksten her.

Forrige artikel LA's nedtur er godt nyt for Nye Borgerlige LA's nedtur er godt nyt for Nye Borgerlige Næste artikel Ugens målinger: Møgsager koster for Alternativet Ugens målinger: Møgsager koster for Alternativet