Pia Kjærsgaards grundlovstale 2008

Allerførst vil jeg gerne sige tak, fordi jeg er blevet inviteret til at komme til Nyborg og holde grundlovstale her i dag.

Debatten om de danske værdier er mere aktuel end nogensinde. Det feje angreb på den danske ambassade i Pakistan, som har kostet otte menneskeliv, er den seneste påmindelse om, at en del af verden ikke deler værdier som demokrati og ytringsfrihed. At der i en del af verden findes et flammende og uudslukkeligt had til Danmark.  

Det var min pligt at vise min opbakning til den uindskrænkede ytrings- og meningsfrihed. En mand, der døgnet rundt skal bevogtes af seks sikkerhedsfolk, fordi han er kritisk over for islam og har produceret en film, må have noget vigtigt på hjerte.

Pia Kjærsgaard
Dansk Folkepartis formand

Danmarks Riges Grundlov, som vi fejrer i dag, udgør den juridiske grundvold for det, vi kan kalde de danske værdier. Sammenlignet med mange andre landes forfatninger, er grundloven en meget enkel lov - ligeså enkel som den er gammel. Det er den, fordi dens fædre ønskede, at den skulle kunne holde i mange, mange år.

En grundlov er nemlig ikke noget, man sådan lige laver om. Nej, en grundlov er "lovenes lov". Det er den, der udgør rammerne for vores demokrati. Som udstikker grænser for folkestyret, og som garanterer den enkelte borgers frihed med hensyn til eget liv og ejendom. Umistelige rettigheder, som de fleste af os heldigvis tager helt for givet.

Måske tager vi endda disse rettigheder så meget for givet, at vi sommetider bliver blinde for, at det ikke er sådan i hele verden, og at der altså findes folk og kulturer, for hvem begreber som frihed, demokrati og ytringsfrihed er fremmedord - for slet ikke at tale om udtryk for vestlig dekadence og fordærvet tankegang.

"Jeg deler ikke dine synspunkter, men jeg vil forsvare din ret til have dem". Det er indbegrebet af demokratisk tankegang. Det er indbegrebet af ytringsfriheden. I søndags gæstede den hollandske politiker Geert Wilders København. Inviteret af Trykkefrihedsselskabet til at tale i Landstingssalen på Christiansborg.

Uden at have sat mig meget ind i, hvad Geert Wilders står for politisk, følte jeg instinktivt, at det som folkevalgt, dansk politiker var min pligt at deltage i arrangementet. At det var min pligt at vise min opbakning til den uindskrænkede ytrings- og meningsfrihed. En mand, der døgnet rundt skal bevogtes af seks sikkerhedsfolk, fordi han er kritisk over for islam og har produceret en film, må have noget vigtigt på hjerte.

Kunne vi dog ikke bare alle være enige om, at politikere som Geert Wilders og den somalisk-fødte Ayaan Hirsi Ali har ret til at ytre deres meninger uden at skulle frygte for deres liv uden at skulle leve som jaget vildt? Kan vi ikke være enige om, at tegneren Kurt Westergaard har ret til at udføre sit arbejde som tegner uden at skulle udsættes for mordforsøg i sit eget fædreland? Trykkefrihedsselskabet handlede i respekt for grundloven, da de inviterede Wilders. Det var ikke en politisk debat som sådan. Det drejede sig udelukkende om at give Geert Wilders lejlighed til at forklare sig - en mulighed, han som regel er berøvet på grund af konstante dødstrusler.   

På den baggrund var det pinligt og forstemmende at opleve, at kun politikere fra Dansk Folkeparti var til stede. Hvor var de andre blevet af? Hvor var I Naser Khader, Villy Søvndal og Bendt Bendtsen? Hvor var statsministeren? De andre partiers kommentarer begrænsede sig til, at en venstremand "undskyldte" sit fravær med, at Wilders var en "lille mand" og at Margrethe Vestager kaldte ham "skinger". Er det virkelig den danske tilgang til ytringsfriheden? De burde skamme sig på en dag som denne.   

I år er diskussionen om tørklæder blusset op igen. Direkte ansporet af Domstolsstyrelsens fuldstændig kritikløse accept af, at kvindelige dommere i danske retssale skal kunne bære tørklæder. Mon ikke Domstolsstyrelsen hører til dem, der er kommet til at tage demokratiet alt for meget for givet?

Dansk Folkeparti sagde fra med et krav om forbud mod tørklæder i danske retssale. Ikke kun blandt dommere, men også nævninge, domsmænd og andre, der repræsenterer en autoritet i en retssal. Men i det hele taget alle, der repræsenterer det offentlige og dermed os alle - lærere, pædagoger, hjemmehjælpere. Hvad de gør i deres fritid, det hverken kan eller skal vi blande os i. Men når de udfører deres offentlige job skal det foregå uden det undertrykkende symbol, som de "30 gram stof" er udtryk for.

Tørklædedebatten gik sin gang, som den plejer. Med fronterne trukket skarpt op. Med modstandere på den ene side og tilhængere på den anden. Og med den sædvanlige lidt vægelsindede gruppe, der ikke rigtig ved, hvad de skal mene. Den ene dag mener de én ting, den næste dag mener de noget nyt.

Til denne gruppe hørte desværre integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og andre i Venstres folketingsgruppe. Problemet er, at de har fået fuldstændig galt i halsen, hvad det vil sige at være "liberal" her i år 2008, og hvis jeg virkelig tager de ideologiske briller på, kan jeg sådan set godt forstå deres problem.

Liberalismen er en ideologi, der stammer fra oplysningstiden. Den har sit udspring i den indlysende, smukke tanke om, at alle skal have lige muligheder, og at mennesker frit skal kunne vælge, hvordan de ønsker at leve deres liv - noget som intet oplyst, civiliseret menneske i den vestlige verden vel kan være uenig i.

Der er bare den lille hage ved det, at tørklædet som politisk og religiøst symbol ikke kan måles med en alen, der stammer fra den franske revolution. Oplysningstidens fædre kæmpede mod fanatisme og religiøs fordummelse. De fremmede den ikke. Oplysningstidens fædre kæmpede for frihed, demokrati og ytringsfrihed. Ikke det modsatte.

Oplysningstidens projekt blev i moderne tid overtaget af 68-generationen. Også 68'erne hævdede, at de kæmpede mod religiøs fordummelse og frigørelsen af det enkelte menneske. Hvordan de samme mennesker i dag kan læne sig tilbage og betragte tørklædet som et udtryk for "mangfoldighed", er virkelig en gåde for mig. På samme måde som det er en gåde for mig, at "liberale" politikere støtter kvinders ret til at bære tørklæde.

Men er liberalisme det samme som ligegyldighed? Er liberalisme ensbetydende med holdningsløshed? Hvis det er liberalt, så er de liberale i fuld færd med at save den gren over, de selv sidder på.

Det er svært at råbe venstrefløjen op. Og at det faktisk altid har været svært. Venstrefløjen har én gang for alle placeret alle følger af den muslimske indvandring i en "dem og os"- tankegang, hvor "os" er de onde, udbyttende vesterlændinge, som burde vide bedre. Og som har "undertrykt" andre folkeslag.

Derfor er venstrefløjen kronisk lammet i spørgsmålet om tørklæder - for "undertrykte" og "marginaliserede" har pr. definition altid ret. Derfor er venstrefløjen pludselig blevet "religionens" store beskytter. Kampen mod den fordummende religion, som tidligere var et af venstrefløjens adelsmærker, er blevet ofret på multikulturalismens alter.

Hertil kommer, at venstrefløjen er sygeligt optaget af ydre forskelle og en besynderlig fokusering på racer. Ingen taler mere om "brune og hvide" end venstrefløjen. At der skulle være forskel på "brune og hvide" er sådan en lille fiks idé på venstrefløjen i dansk politik, hvor der åbenbart hersker en forældet "biologisk" opfattelse af forskellige racer. Det er ikke noget, der er groet i hverken Dansk Folkepartis eller de borgerlige partiers have. Vi stiller samme krav og forventninger til alle, der ønsker at leve i Danmark - og en del af disse forventninger er en anerkendelse af danske værdier.

Men burde de "liberale" ikke have undgået venstrefløjens fejltagelser. I spørgsmålet om tørklæder har mange liberale desværre kastet håndklædet i ringen. Ikke fordi de holder af tørklæder - eller for den sags skyld deler venstrefløjens romantiske forestillinger om det multikulturelle tusindårsrige, det tror jeg slet ikke, men fordi de lider af berøringsangst. De vægrer sig ved at skulle tage denne debat, de nægter at "forbyde" noget.

Hvor står vi så i dag? Jeg må indrømme, at det ærgrer mig, at det i det hele taget har været nødvendigt for Dansk Folkeparti at tage denne debat om tørklæder om og om igen. At det har været nødvendigt at indrykke annoncer i aviser og optræde i pressen hver eneste dag. Ligesom jeg egentlig undrer mig over, at det skulle være nødvendigt at føre så hårde slag for at få strammet udlændingelovgivningen. Der burde have været langt større enighed om disse spørgsmål på forhånd.

Men samtidig vil jeg sige, at det lige netop er det, Dansk Folkeparti er her for. Vi er ikke i dansk politik for at behage nogen eller være populære på at have de rigtige meninger. Vi er her, fordi vi rent faktisk mener, at Danmark og de danske værdier er værd at kæmpe for. Så længe andre partier ikke kan indse nødvendigheden af at sætte konkrete grænser for indvandring, og så længe de ikke kan finde ud af at forsvare det vestlige værdigrundlag, er der brug for Dansk Folkepartis indsats.

Det er ikke Dansk Folkeparti, der højtideligt proklamerer, at et vist muslimsk parti kan gå et vist sted hen - og bagefter falder sammen som en ballon, som luften er gået af. Det er ikke os, der arrangerer fiktive demonstrationer mod fanatisme, som aldrig bliver til noget, fordi energien, engagementet og modet mangler.

Vi sætter altid handling bag vore ord, og det kan jeg mærke, at vælgerne respekterer os for. I den seneste tid under muhammedkrise og tørklædedebat har det væltet ind med mails, breve og telefonopkald, som næsten alle har til fælles, at vælgerne beder os om at fortsætte det gode og vigtige arbejde. Og det er nok for mig - mere populær behøver hverken jeg eller DF at være. Så ved vi, at vi gør det rigtige. Og det rigtige er ikke altid det, som finder vej til kommentatorernes og avisledernes spalter. Dansk Folkeparti har taget over, hvor venstrefløjen og de liberale har opgivet - og det er jeg stolt af!

Jeg ønsker alle en rigtig god grundlovsdag!  

Tak for ordet