Regeringen uden flertal i Tobin-sag

FINANSSKAT: Regeringen er isoleret i Folketinget med sin position om en finansskat i EU. Det blev klart under hasteforespørgslen onsdag, hvor Venstre anklagede regeringen for at løbe fra regeringsgrundlaget.
Regeringen har ikke meget opbakning fra nogen sider i Folketinget til sin linje omkring en EU-finansskat.
Regeringen har ikke meget opbakning fra nogen sider i Folketinget til sin linje omkring en EU-finansskat.Foto: Casper Andersen/Altinget.dk
Morten Øyen
Regeringen kan ikke hente opbakning fra hverken støttepartiet Enhedslisten eller oppositionspartierne, når det gælder dens nuværende holdning til en finansskat i EU. Det stod klart efter onsdagens hasteforespørgsel, som Enhedslisten havde taget initiativ til.

Regeringen vil arbejde for en global finansskat, men vil ikke stemme for det forslag, som i øjeblikket ligger fra EU-Kommissionen - man vil dog ikke udelukke at være for et nyt forslag, hvis forslaget viser sig at løse de problemer, som er i det aktuelle. Men det standpunkt nyder ingen opbakning fra regeringens støtteparti eller oppositionspartierne.

"Man kan godt stå her og sige, at man ikke er ideologisk imod Tobinskatten, men kun praktisk imod. Men resultatet bliver jo det samme: nemlig, at der ikke kommer noget ud af det," sagde Enhedslistens Frank Aaen.

"Gå forrest i EU"
Enhedslisten vil have regeringen til at stoppe med at være så "nølende" omkring finansskatten. I regeringsgrundlaget hedder det jo, at regeringen "vil gå forrest i EU" for at få indført en global finansskat - så hvorfor indebærer det ikke, at man undervejs til at få det indført globalt støtter en finansskat i EU, når nu det er på dagsordenen, spurgte støttepartiet.

"Vi har vendt tommelfingeren nedad på det konkrete forslag, men vi vil være klar til at tage stilling på ny, hvis problemerne i forslaget rettes op," sagde SF's Jonas Dahl, der samtidig slog fast, at debatten havde det med at blive lidt "hypotetisk", og at regeringen først vil kende de konkrete forslag, før den tager stilling.

Fakta
Det står der i regeringsgrundlaget:

Regeringen vil gå forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner og vil presse på for en stærkere og klogere international regulering af finanssektoren for at forhindre flere finanskriser. EU bør bruge sin politiske og økonomiske vægt til at presse USA, Japan og andre lande til at indføre internationale standarder for finansverdenen.

Kilde: Et Danmark, der står sammen

"Men når der ligger et konkret forslag, så skal vi nok hurtigt melde ud, hvad vi mener," tilføjede Jonas Dahl.

Vanskelig balancegang
Flere gange under debatten hævdede politikere fra regeringspartierne, at regeringen ikke har afvist en Tobinskat i EU, men blot at man er meget kritisk over for det konkrete forslag, som ligger fra EU-Kommissionen.

Det kan godt være, regeringen ikke har en ideologisk modstand mod en finansskat. Men det har vi i Venstre.

Torsten Schack Pedersen
Skatteordfører (V)

"Regeringen har et pragmatisk forhold til beskatning - det skal virke," som indenrigs- og økonominister Margrethe Vestager (R) sagde indledningsvis.

Men meldingen strider imod regeringens tidligere afvisning af en EU-skat på finansielle transaktioner. Tilbage i november var det regeringens holdning, at en global løsning vil være den eneste løsning, som kan sikre en robust løsning på de udfordringer, skatten har.

"Regeringen støtter på den baggrund ikke, at der indføres en afgift alene i EU eller i nogen anden europæisk form og støtter ikke dansk deltagelse, hvis der indføres en afgift på finansielle transaktioner i en gruppe af EU-lande," hedder det i et skriftligt svar fra Margrethe Vestager til Venstres Mads Rørvig i efteråret.

Løber fra regeringsgrundlag
Siden er regeringen blevet lidt mere åben over for ideen, men det strider mod regeringsgrundlaget, hvor der kun nævnes en global skat, lød det fra Venstre, som ville have regeringen til at lægge afstand til en finansskat.

"Det kan godt være, regeringen ikke har en ideologisk modstand mod en finansskat. Men det har vi i Venstre," sagde Venstres Torsten Schack Pedersen og slog fast, at det også gælder en global skat:

"Selv hvis skatten blev gennemført i hele Mælkevejen, så vil den ramme væksten."

Og kritikken fik opbakning fra Konservative og Dansk Folkeparti:

"Regeringen åbner jo hele tiden døren på klem," sagde Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og efterlyste et klart svar fra regeringen.

Regeringen isoleret
Beskyldningerne om at løbe fra regeringsgrundlaget blev flere gange afvist, og det blev gentagne gange fastholdt, at regeringen var pragmatisk og konkret, når det gælder finansskatten.

"Jeg vil ikke udelukke, at der kommer et forslag, vi kan acceptere. Men der er ingen forslag, vi kan acceptere nu, og jeg ser det heller ikke lige for," sagde Margrethe Vestager.

Torsdag skal Folketinget stemme om to beslutningsforslag om finansskatten: et fra Enhedslisten og et fra de øvrige oppositionspartier. Regeringspartierne vil stemme nej til begge og kommer dermed til at sidde isoleret tilbage med sin position.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Jonas Dahl

Regionsdirektør, Region Midtjylland. Bestyrelsesformand, Egmont Højskolen, bestyrelsesformand, Randers Statsskole og bestyrelsesmedlem Aarhus Universitet
cand.mag. i samfundsfag og historie (Aarhus Uni. 2007), INSEAD Executive Management Program (2018)

Frank Aaen

Økonomisk konsulent, Enhedslisten, medlem, Landsskatteretten
Cand.oecon. (Aalborg Uni. 1985)

0:000:00