Anmeldelse af 
Jakob Nielsen

Søren Pape Poulsen taler om ting i svag ny bog  

Biografien om den konservative leder ender uforløst, fordi den alt for loyalt begrænser sig til at gengive Søren Pape Poulsens tanker om gamle politiske forløb, og fordi forfatterne ikke skriver ind i de ting, hvor Pape har noget på spil

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Pape – hele vejen
Mads Brandsen og Johs Lynge
Gyldendal, 286 sider, udkom 23. september 2022

 

Det er, som om der er faldet et ord ud af titlen på en ny bog om den konservative leder, Søren Pape Poulsen.

’Pape – Hele vejen’ hedder bogen, men den burde rettelig hedde ’Med Pape hele vejen’, for sjældent har en politisk biografi været så næsegrus loyal mod sin hovedperson.

Derfor ender bogen med at være jævnt uinteressant og – paradoksalt nok – ikke særlig flatterende for hovedpersonen, der i det store hele kommer til at fremstå som blottet for visioner og tæt på banal i sit politiske analyse-apparat.

Det er ærgerligt, når nu forfatterne med egne ord har gennemført intet mindre end 25 timelange interviews med den konservative partiformand. Det fremgår også af den udmærkede varedeklaration i bogens forord, at den konservative generalsekretær Søren Vandsø har bidraget med både faktuelle informationer og anekdoter.

Det præger bogen på en måde, der næsten bliver komisk, som bogen skrider frem.

Det er meget muligt, at Søren Pape Poulsens syn på ledelse ikke er drevet af banaliteter, men bogen får det til at se sådan ud

Læs for eksempel her, hvordan forfatterne beskriver Søren Pape som en leder, der viser retning uden at detailstyre:

”Med den tilgang har Søren Pape oplevet, at der er blevet lyttet mere til ham. Det kan være nødvendigt at sætte foden ned, men som leder må man overveje nøje, hvordan og hvor ofte man gør det. Det vigtigste er, at man motiverer, så alle føler glæde og begejstring ved at være en del af projektet, lyder hans filosofi.”

Sådan bliver det ved. Det er meget muligt, at Søren Pape Poulsens syn på ledelse ikke er drevet af banaliteter, men bogen får det til at se sådan ud.  

Blev bortadopteret som spæd 

Hen over sommeren blev Søren Pape Poulsen pludselig den centrale figur i dansk politik. Oven i købet lige før et valg. Timingen kunne ikke være bedre for en bog, der forklarer os, hvad der tænder ilden i ham, og hvad han vil med Danmark.

Biografien går traditionelt og kronologisk til værks og åbner med en cliffhanger, da en 16-årig pige bliver gravid og vakler mellem et liv som ung alenemor eller bortadoption* – og vælger det sidste.

Senere i bogen får vi at vide, at Søren Pape som voksen har fået kontakt til dele af sin biologiske familie, og at de har et fint, men ikke nært forhold til hinanden. Men med så meget andet i bogen, kan man ikke rigtig mærke, om det egentlig betyder noget – og i givet fald hvad.

Derfor bliver afsnittene om Søren Papes barndom, ungdom og tidligere voksenliv også tunge at komme igennem. Der er masser af kontekst om, hvad der skete i Danmark og verden, men koblingen til historien om Søren Pape er for det meste svag eller ikke-eksisterende.

Søren Pape taler om ting 

Efterhånden som bogen begynder at handle om Papes politiske liv, bliver problemet større.

Den ene politiske begivenhed efter den anden genfortælles, hvorefter vi får at vide, hvordan Søren Pape Poulsen nu betragter det pågældende forløb. Nogle gange erkender han fejl, andre gange ikke. Men på intet tidspunkt benytter de to journalister, som har skrevet bogen, deres privilegerede adgang til Søren Pape Poulsen til at komme ned under overfladen.

Under læsningen kom jeg til at tænke på de morsomme memes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, der bliver delt med underteksten ”Kim Jong-un ser på ting”.  Her er – uden sammenligning i øvrigt – en bog, hvor Søren Pape Poulsen taler om ting.

Tag for eksempel afsnittet om rigsretssagen mod Inger Støjberg. Her fortælles det, at Søren Pape og Inger Støjberg er så gode venner, at de har været på ferie sammen ”under fjerne varme himmelstrøg”. Siden endte Søren Pape dog med at stemme både for rigsretssagen og for at kende Støjberg uværdig til Folketinget.

Sikke et drama! Alt er i spil i den relation, ikke mindst efter at Inger Støjberg har meldt sig ind i dansk politik igen. Spørgsmålene står i kø. Men afsnittet i Pape-biografien ender sådan her:

”Efter de to skæbnesvangre afstemninger sås Pape og Støjberg ikke længere privat, hvilket ærgrede ham, selv om han udmærket forstod hendes reaktion. Men til Søren Papes store glæde lykkedes det over sommeren 2022 at klinke skårene, og de to har nu igen en nær relation.”

Nå.

Er Pape klar til magten?

Bogen omtaler også nogle af de episoder, hvor Søren Papes lederskab er sat på konkret prøve, som for eksempel sagen om særlov for ukrainske flygtninge og sagen om ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet. I begge sager nåede Søren Pape at mene flere ting undervejs og at blive skubbet noget rundt af sin folketingsgruppe uden for alvor at vise retning eller at sætte foden ned.

Forfatterne spørger selv, om Pape på den baggrund egentlig er ”fit for office”, men besvarer selv spørgsmålet ved at kalde ”den klassiske statsministerielle ledelsesform”, som eksempelvis Anders Fogh stod for, ”lidt bedaget” og ved at henvise til Søren Papes høje troværdighed i målingerne.

På samme måde misser forfatterne en oplagt mulighed for at dykke ned i nogle af de paradokser, der omgærder den konservative tænkning.

Samlet set bliver det desværre temmelig uforløst, fordi forfatterne ikke spørger ind til de ting, hvor der er noget på spil

Om de radikale hedder det for eksempel, at de under ingen omstændigheder kan komme med i en regering under Søren Papes ledelse. Det er ”en død sild, grundet blandt andet boligskatter og værdipolitik.”

Få sider senere fortæller forfatterne, at Pape gerne vil samarbejde med Nye Borgerlige, selv om partiet ”har opstillet noget, der fremstår som ultimative udlændingepolitiske krav - som Dansk Folkeparti også kan spejle sig i. Krav, som efter alt at dømme bryder med internationale konventioner og dermed bringer Danmark på kant med både EU, Europarådet og FN”.

Men bogen forpasser muligheden for at lade Søren Pape Poulsen forholde sig til paradokset.

Læs også

En besynderlig ting ved biografien er, at den ikke omtaler nogle af de kontroversielle forhold omkring Søren Pape Poulsen snart forhenværende mand, Josue Medina Vásquez.

Det nævnes, at de mødtes i Bruxelles, at de to nyder at rejse til Den Dominikanske Republik, og vi får gennemgået forløbet omkring Vásquez’ spirituskørsel og forløbet omkring retsopgøret efter et slagsmål i det københavnske natteliv. Altså: relativt mange detaljer. 

Men intet om, at Pape Poulsens mand er i familie med en forhenværende præsident i sit hjemland. 

Bogens manuskript er afleveret i august – altså umiddelbart før, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten begyndte at bringe historierne om ægtemandens troværdighed. Måske er udeladelsen en tilfældighed. Men det kunne også være, fordi Søren Pape Poulsen ikke har været helt så uvidende om ægtemandens røverhistorier, som han ellers har hævdet.

Godt register og god research

Endelig må det også med, at bogen indeholder et par ærgerlige fejl – som at Erik Ninn-Hansen skulle have siddet i fængsel efter Tamilsagen, eller at Kristian Jensen forlod politik for et job i FN.

Er der da slet ikke noget godt at sige?

Jo, bogen har et navneregister, hvilket mange politiske bøger kunne lære noget af. Og den hviler tydeligvis på en meget omfattende research, som man må tage hatten af for.

Samlet set bliver det desværre temmelig uforløst, fordi forfatterne ikke spørger ind til - eller i hvert fald ikke skriver ind i de ting, hvor der er noget på spil. Den store research bringer os derfor ikke tættere på Søren Pape – eller ham tættere på os.

Læs også

*Rettelse: I en tidligere version stod, at Søren Pape Poulsens biologiske mor vaklede mellem abort eller bortadoption. Som det fremgår af bogen, var abort ikke en mulighed, hun overvejede. Altinget beklager fejlen.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)