Støjberg som den onde fe

Flygtningekonventionen relaterer sig til situationen før 2. Verdenskrig og er indlysende forældet. Havde den været en national lov, var den blevet ændret for årtier siden.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Reaktionerne spænder fra vrede og frustration til en ægte og dybfølt undren.

For hvordan kan Inger Støjberg (V) af alle ende som integrationsminister, når man nu ved, et ethvert pænt middagsselskab kan blive enige om, at damen er langt ude og bestemt ikke repræsenterer Danmark?

Nogenlunde sådan synes tankegangen at være hos strammerpolitikkens modstandere, der sommeren igennem har været på banen i felttog mod Inger Støjberg. Men hun er som sædvanlig ganske uanfægtet, og som både valgresultatet og meningsmålinger viser, er der et klart flertal bag opstramninger af udlændingepolitikken. Støjberg besøgte i weekenden flygtningelejre i Jordan og Libanon, men det bestyrkede hende kun i hendes politiske holdninger.

Indvandringskritiske bevægelser
Der er slående ligheder med angrebene på Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001, hvor modstanderne også erklærede sig "flove over at være danskere". Men der er også interessante forskelle:

I 2001 var reaktionerne meget heftige i lande som England, Sverige og Tyskland, hvor eksempelvis den nuværende formand for Europa-Parlamentet Martin Schulz beskyldte Danmark for at føre ”Front National politik”. I denne omgang har der været kritik af integrationsydelsen fra FN, men slet ikke samme bestyrtelse i resten af Europa, hvor indvandringskritiske bevægelser er i stærk fremgang.

På det hjemlige plan har fronterne også flyttet sig. S og SF var højlydte modstandere af Fogh-regeringens stramninger, men selvom de to partier stadig er imod de såkaldte fattigdomsydelser, anerkender de nu, at der er en sammenhæng mellem integrationen og antallet af udlændinge fra den tredje verden.

Nye fronter
I dag kommer kritikken især fra dele af erhvervslivet, hvor Stine Bosses angreb på Støjberg fik masser af play på de sociale medier. En anden del af modstanden kommer fra asylpolitiske netværk som Refugees Welcome, der står bag de annoncer i Guardian, hvor nye flygtninge ligefrem bydes velkommen til Danmark.

Organisationens formand Michala Bendixen var med i SF's asylpolitiske netværk, men meldte sig ud i protest mod Villy Søvndals (SF) linje. Hun var især utilfreds med Søvndals angreb på islamisterne i Hizb-ut-Tahrir, som hun beskrev som ”en lille, lovlig og fredelig forening”.

Bendixen har forsøgt at gøre sin organisation mere tværpolitisk, og hun har i et interview udtalt, at ”flygtninge egentlig ikke har noget med venstrefløjen at gøre”. Det illustrerer, hvordan udlændingepolitikken på linje med EU er et område, der er ved at blive løsrevet fra den gamle højre-venstre-akse.

Fattigdomsflygtninge
Kigger man nærmere på sagens substans, står det hurtigt klart, at striden om udlændingepolitikken har potentiale til en hundredårskrig. Og at udfaldet bliver helt afgørende for de europæiske nationalstaters fremtid.

Der er nemlig ikke kun tale om et midlertidigt flygtningepres som følge af den særligt brutale og kaotiske krig i Syrien. Der er – som den italienske forfatter og historiker Umberto Eco for nylig påpegede – snarere tale om en ny folkevandring.

Bare ved at kaste et overfladisk blik på de overfyldte både i Middelhavet kan man konstatere, at størstedelen af bådflygtningene ikke ligner syrere. Man regner da også med, at omkring to tredjedele af dem, der krydser Middelhavet, er afrikanere.

De færreste afrikanere er krigsflygtninge, ja en del er ikke engang fattigdomsflygtninge i traditionel forstand. Eksempelvis er der en del fra Senegal, der er et relativt veldrevet afrikansk land, men hvor mange unge mænd stræber efter en europæisk levestandard.

Selv når man ser isoleret på syrerne, er der et element af fattigdomsmigration hos de fleste. For ellers var de var jo blevet i det første sikre land. Dette er ikke en akut situation, der kan afhjælpes ved, at EU åbner sine grænser i nogle få år.

60 millioner flygtninge
I det hele taget mangler regeringens kritikere nogle svar på, hvor mange krigsflygtninge og almindelige migranter, Europa skal tage imod.

Sidste år modtog Europa omkring 600.000 asylansøgere, hvad der ret nøjagtigt svarer til 1 procent af verdens flygtninge på grund af krige. Det var på kanten af, hvad mange europæiske lande kunne integrere, og selv hvis man tager imod det dobbelte eller tredobbelte antal, vil der stadig være 97 procent tilbage i nærområderne.

Tager man potentielle fattigdomsflygtninge med, taler vi ikke længere om 60 millioner, men om mange hundrede millioner, der potentielt kunne emigrere til Europa.

Det viser dilemmaet:
Sætter man ikke nogen grænser, bliver resultatet en folkevandring af uuddannede fra den tredje verden med kultursammenstød og økonomiske belastninger, som de europæiske velfærdssamfund vil knække halsen på. Og sætter man grænser, bliver spørgsmålet kun, om man skal tage en, to eller tre procent af verdens flygtninge til Europa.

Svigter nærområderne
Dermed bliver det kvaliteten af hjælpen til det store flertal i nærområderne, der er det afgørende. Både når det gælder krigsflygtningenes vilkår, hvor Europa i alt for ringe grad har finansieret flygtningelejre i lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet. Og når det gælder migranterne, hvor flere investeringer og bedre handelsaftaler med Afrika kan skabe mulighed for et ordentligt liv i hjemlandet.

Det klinger derfor en smule hult, når regeringen og Dansk Folkeparti fremfører, at flygtninge skal hjælpes i deres nærområder – samtidig med at udviklingsbistanden beskæres. I det hele taget kan man betvivle, om regeringen har fundet de rette redskaber til at håndtere asylpresset.

Støjbergs omstridte annoncer og genindførelse af lavere ydelser til nye udlændinge kan muligvis nedbringe tilstrømningen af flygtninge til Danmark lidt, men alt tyder på, at det er den samlede velfærdspakke (med gratis uddannelse og lægehjælp m.v.) sammen med anerkendelsesprocenten for flygtninge, der er afgørende. Samtidig kan de meget lave ydelser modvirke integrationen.

Konventioner fra en svunden tid
Derimod var det oplagt at se nærmere på FN's flygtningekonvention, der er fra 1951 – fra en tid, hvor flygtninge fra den tredje verden var et ukendt fænomen i Europa. Konventionen relaterer sig til situationen før 2. Verdenskrig og er indlysende forældet. Havde den været en national lov, var den blevet ændret for årtier siden, men den slags har alenlange udsigter i et internationalt system.