Store bededagsafsløring sætter spotlys på Mette Frederiksens forvandling

Hvad skete der egentlig med Mette Frederiksen (S)?

Hvorfor ændrede hun pludselig kurs, gik ombord i et samarbejde med de borgerlige og faldt tilbage til de arbejdsudbudsreformer, som hun ellers havde bandlyst efter Corydon-æraen?

Det er et af de spørgsmål, der igen og igen stilles på Christiansborg, og behovet for en forklaring er ikke blevet mindre, efter Børsen forleden kunne afsløre, at Finansministeriet regnede på effekten af at likvidere store bededag allerede før folketingsvalget.

Børsen afslørede sammenhængen via en aktindsigt, og dermed bekræftede dagbladet mistanken om den egentlige gerningsmand til store bededagsmordet. 

Det var ikke butleren, der gjorde det denne gang. Det var faktisk ikke Lars Løkke Rasmussen (M), der smed bededagen på slagtebænken, selvom mange først udpegede ham som "the usual suspect". Det var derimod et initiativ, der udgik fra den socialdemokratiske et-partiregering, men som omhyggeligt blev holdt skjult for vælgerne under valgkampen.

Man kan blot gisne om, hvor mange stemmer Mette Frederiksens parti havde fået, hvis likvideringen af en forårsfridag havde været med i partiets valgbuket. 

Droppede succesformlen

Afsløringen er særlig interessant, fordi den understreger, hvor målrettet Mette Frederiksen gik efter en regering med de borgerlige.

Rent formelt gjorde hun først dagen før valgudskrivelsen en regering over midten til sin første prioritet, men regnestykkerne om bededagen viser, hvordan den socialdemokratiske top allerede før valget var i gang med at klargøre lokkemaden til de borgerlige.

Det er overraskende, fordi Mette Frederiksen havde stor succes med det projekt, hun kørte med i de første seks-syv år af sin formandstid.

Et projekt, hvor hun fik genskabt forbindelsen til Socialdemokratiets klassiske arbejdervælgerne med en kombination af en stram udlændingepolitik og en venstresocialdemokratisk velfærdslinje med Arne-pensionen som flagskib. Hun fik skabt en klar fortælling for partiet, gjort det splittede parti til en harmonisk størrelse og fik tilmed store dele af sin politik igennem med sin manøvredygtige et-parti regering.

Et halvt år efter valget ligger alt det i ruiner: Partiet står igen uden fortælling og et klart projekt, vælgerne siver i titusindvis og de interne modsætninger er blusset op i lys lue. Så hvorfor dette omsving?

Truslen om rigsret

Mette Frederiksen har ikke selv givet en sammenhængende forklaring på sit drastiske kursskifte og på Borgen verserer der mindst fire forskellige forklaringer på, hvad der driver Mette Frederiksen:

Den mest kyniske forklaring på "den nye Mette Frederiksen" tager udgangspunkt i minkskandalen.
Den borgerlige opposition havde hidset sig op over Mette Frederiksens rolle i minksagen i et sådant omfang, at de ligefrem havde stemt for et borgerforslag om at stille Mette Frederiksen for en rigsret. Tilmed på et tidspunkt hvor sagen slet ikke var undersøgt til bunds.

Her kunne Mette Frederiksen se i øjnene, at der efter et folketingsvalg let kunne materialisere sig et flertal for en advokatundersøgelse, der i teorien kunne bane vejen for en rigsretssag. Den risiko blev elimineret ved at danne en regering over midten med Venstre.

Den forklaring vil bekræfte alle de værste fordomme om politik, men den må betegnes som ret usandsynlig.

Intet tyder nemlig på, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste var synderligt bekymrede over minksagen. Både eksternt og internt har holdningen i Socialdemokratiets ledelse været, at der – hvad angik Mette Frederiksen personligt  – ikke var noget at komme efter.

Samme vurdering kom tre af landets førende juraprofessorer med i en uvildig undersøgelse af minksagen offentliggjort kort tid efter valget. Der ville med "stor sikkerhed" ikke kunne gøres noget retligt ansvar gældende overfor Mette Frederiksen, lød konklusionen.

Rent politisk demonstrerede folketingsvalget – ikke mindst i Nordjylland – at størstedelen af vælgerne var bedøvende ligeglade med minksagen. Så hverken politisk eller juridisk udgjorde minkskandalen en seriøs trussel mod Mette Frederiksen.

Hverken politisk eller juridisk udgjorde minkskandalen en seriøs trussel mod Mette Frederiksen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Opslugt af maskinen

En anden forklaring på statsministerens kursskifte er mere klassisk. Den går på, at Mette Frederiksen godt nok indledte sin regeringstid med en "anti-establishment attitude", der tog afstand fra Finansministeriets regnemetoder og "bureaukraterne i Bruxelles", men at hun efterhånden blev ædt af systemet og i stadig højere grad begyndte at tænke som det apparat, der omgiver hende.

Den proces ville hun i givet fald ikke være det første offer for. Det er sket talrige gange før med selv meget markante politikere som eksempelvis den tidligere konservative leder Lene Espersen. Trods sit hårdtslående image begyndte Lene Espersen at lyde som et ekko af departementschefen, så snart hun havde sat sig til rette i Justitsministeriet.

Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt så lidt, man har hørt til kritik af Finansministeriets firkantede regnemaskine fra de ledende socialdemokrater, efter de blev ministre. Finansministeriets guldkalv – en stadig forøgelse af arbejdsudbuddet – er blevet et begreb også Mette Frederiksen danser rundt om, selvom hun netop slog sig op på et opgør med den type arbejdsudbudsreformer. 

Arbejdskraftmangel eller forkert uddannelse

På tværs af det politiske spektrum anerkender alle, at der eksisterer alvorlige problemer med arbejdskraftmangel i håndværkerfagene og i store dele af velfærdssektoren. Spørgsmålet er bare, hvordan man løser det.

I Finansministeriet vil reformer som afskaffelse af en eller flere fridage og kraftig beskæring af seniorpensionen – eller andre tilbagetrækningsordninger – altid ligger øverst i skufferne. Det er klassiske reformer, som man ret nøjagtig kan udregne effekterne af. En øget tilgang af udenlandsk arbejdskraft passer også fint i den tilgang til økonomien.

Derimod ville den venstresocialdemokratiske og arbejderistiske udgave af Mette Frederiksen, der indtog Statsministeriet i 2019, snarere se på, om man uddanner arbejdskraften efter samfundets behov. Tilbage i 2019 var Mette Frederiksens mantra et opgør med bureaukrati og pseudoarbejde og – mere uofficielt – en vilje til at reducere optaget på de akademiske studier, der er eksploderet de sidste 20 år.

Det kan man stadig se elementer af i regeringens udspil til en uddannelsesreform, men det er blevet kraftig udvandet, og det er uklart, hvorvidt det ender med en meget mærkbar dimensionering til akademiske uddannelser. 

Som en af Mette Frederiksens partifæller udtrykker det:

"Set med Finansministeriets briller er det ikke problem, at der uddannes stadig flere akademikere. For langt de fleste akademikere kommer i job, får en høj løn og betaler en høj skat. Det ser pænt ud i regnskabet. Til gengæld ser Finansministeriet ikke på, om alle de ekstra akademiske jobs har en nytteværdi for samfundet – eller blot skaber mere bureaukrati".

Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen efter fire år i Statsministeriet er blevet en stadig mere integreret del af systemet. Det kan man beklage, som nogle af hendes tidligere allierede gør, eller man kan fryde sig over det, som tidligere finansminister Bjarne Corydon og folkene omkring den gamle Thorning-regering åbenlyst gør. Men sådan er det.

Mette Frederiksen er efter fire år i Statsministeriet blevet en stadig mere integreret del af systemet.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kriseregeringen

Den tredje forklaringsmodel, der cirkulerer på Borgen, handler om Mette Frederiksens velkendte forkærlighed for kriser.

Statsministeren er dygtig til krisehåndtering, og hun er kendt for ikke just at underspille krisestemningen. Situationen nogle få måneder før valget så virkelig dyster ud: Energipriserne eksploderede, det samme gjorde inflationen, økonomerne forudså en betydelig recession – og så var der krigen i Ukraine.

Ikke mindst den sikkerpolitiske krise fik på alle tangenter, og alt tyder på, at Mette Frederiksen var ægte bekymret for sikkerhedssituationen i det danske nærområde. Læg dertil den strukturelle krise på det danske arbejdsmarked med udsigt til en stadig større mangel på faglærte håndværkere, lærere, pædagoger, sosuer og sygeplejersker. Her var behov for kraftige reformer, og vurderingen i den socialdemokratiske ledelse var, at man ikke kunne få de borgerlige ombord med mindre, de fik sæde i regeringen.

Bortset fra den strukturelle krise er de øvrige kriser enten forsvundet eller reduceret kraftigt, men tænker man et år tilbage, hvor den socialdemokratiske valgstrategi blev lagt, var kriserne anderledes reelle. I den situation kunne der i Mette Frederiksens optik være basis for en bred samlingsregering, som man i dansk sammenhæng kun har set krigs- eller krisetider.

Det projekt gik Mette Frederiksen all in på, og det er kendetegnende for hende, at hun aldrig går halvhjertet med i noget. Når hun først har engageret sig i en sag, kæmper hun for den med næb og kløer – selv hvis det er et område, hvor hun tidligere har kæmpet lige så energisk for det modsatte.

Magtteorien

Den fjerde mulighed handler om magt.

Ved at lokke Venstre med i en samlingsregering under socialdemokratisk ledelse kan Mette Frederiksen håbe på at amputere en borgerligt regeringsalternativ lang tid fremover. Det holder stik indtil videre, for lige nu kan man ikke øjne et borgerlig statsministerkandidat.

Hvis det er hovedmotivet, er det en grundlæggende upolitisk tilgang, der normalt ikke ligger til Mette Frederiksen. For hvis prisen for at fastholde regeringsmagten er store indrømmelser til modparten, forsvinder den politiske pointe med at være i regering.

Desuden er dansk politik blevet så labil, at ingen meningsfuldt kan forudse, om de borgerlige alligevel kan stille med en seriøs konkurrent til statsministerposten næste gang. Man kan blot forestille sig et formandsskifte i Venstre, hvor Søren Gade tager over og trækker Venstre ud af regeringen. Gade vil ikke nødvendigvis være chanceløs over for et socialdemokrati, der er slidt ned efter flere års samarbejde med de borgerlige.   

Én forvandling for meget

Uanset om man vælger den ene eller anden forklaring på udviklingen af Mette Frederiksen Model 3.0, begynder de stadige omsving at få sine omkostninger.

En politiker som Lars Løkke Rasmussen har overlevet de mest halsbrækkende politiske herresving, men Løkke er en anden type politiker end Mette Frederiksen.

Hvor Løkke respekteres for sin taktiske snuhed, sin oratoriske styrke og sin ukuelige viljestyrke og overlevelsesevne, har Mette Frederiksens politiske kapital i langt højere grad været idealisme og autenticitet.

Der er grænser for, hvor mange autentiske udgaver af sig selv, man kan levere.

Der er grænser for, hvor mange autentiske udgaver af sig selv, man kan levere.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget