SVM-regeringen skubber lobbyisterne ud af mørket og ind i offentlighedens søgelys

Lobbyisme. Interessevaretagelse. Spinneri. Kært barn har mange navne. Men faktum er, at i dag har mange virksomheder ansat professionelle folk til at varetage deres interesser og dagsordner. Public affairs-konsulenterne – som det folkekært hedder – befinder sig efter SVM-konstellationen i en ny situation.

Vi har ikke har haft en flertalsregering siden 1994, som dengang kun holdt i ganske kort tid. Resten er historien, og den kender I godt, men ikke desto mindre er den parlamentariske situation ny. Derudover er det fremlagte regeringsgrundlag infiltreret af en Løkkesk' detaljegrad, som gør grundlaget ekstraordinært omfattende.

Jovist er det ikke konkret i alle henseender, men det besidder et præciseringsniveau, som vi ikke tidligere har været vant til. De to faktorer – flertalsregeringen og det omfangsrige grundlag – ændrer de strategiske vilkår for lobbyisternes arbejde.

Når en mindretalsregering sidder i maskinrummet, kan dygtige public affairs-folk have held til at påvirke lovforslag i det lovforberedende arbejde. Det sker i dialog med enkelte relevante ordførere og ministre selvsagt forudsat, at lobbyisten er bevæbnet med gode argumenter eller repræsenterer en stærk interessegruppe.

Det sker ofte uden for mediernes søgelys. Ja, det kan endda være nemmere at påvirke, hvis samarbejdet foregår uden pressens bevågenhed. Sådan forholder det sig ikke længere. Faktisk er det sandsynligvis netop nødvendigt at flytte lobby-arbejdet over i medierne.

Det skyldes imidlertid, at det politiske manøvrerum meget let kan vise sig mindre, når de tre regeringspartier i højere grad er bundet på regeringsgrundlagets bestemmelser – i mange tilfælde til virksomheder og interesseorganisationers store fortrydelse.

Det gør at medierne, som også tidligere har være en grundpille i public affairs-arbejdet, spiller en endnu større rolle end hidtil. For kan man ikke i tilstrækkelig grad påvirke politikerne gennem dialog, kan dagsordenen altid slås an i pressen.

Vi kommer derfor til at se langt flere historier i medierne, hvor interesseorganisationer prøver at skabe folkelig opbakning

Malene Møller Hall
Kommunikationsrådgiver, Primetime

Public affairs-branchen vil derfor i mange sammenhænge være nødt til at bruge medierne langt mere aktivt, hvis de skal lykkedes med at skabe ændringer. Medielobbyisme er spin version 2.0, og en effektiv kommunikationsform til bredt at forankre interessedagsordner, og dermed få politikerne aktiveret.

Et reelt øget pres på et eller flere af SVM-partierne gennem pressen vil være en af mulighederne for at få ændret på det aftalte. Det gør mediespalterne til en kvasiakademisk magtkampplads, hvor de største lobbybureauer vil agere spydspids.

For der vil skulle føres kampagne i pressen i så høj grad, at det gør ondt på enten det ene eller det andet parti. Målet vil være, at en af parterne, afhængig af dagsordenen, i kampens hede må gå såret tilbage til regeringskredsen og bede om at få genforhandlet det konkrete initiativ.

Vi ser allerede optræk til det nu, hvor første slag har stået om Store Bededag. Hvis forslaget var kommet fra en mindretalsregering, ville det være relativt nemt at identificere de partier, der skulle hjælpe med at ændre eller helt omstøde beslutningen.

Nu forholder det sig formentligt anderledes. Lobbyisterne i de store fagforbund må derfor tage andre midler i brug. Dagsordenen har ikke alene fået opmærksomhed fra fagforeninger og os arbejdere, der i hvert fald ikke gider at jobbe mere, for også Nye Borgerlige har spottet mulighed for mobilisering af den brede vælgerskare, der om ikke andet kan blive enige om, at politikerne lige kan vove på at pille ved deres fridage.

Der vil opstå situationer, hvor et eller flere regeringspartier får kolde fødder i forhold til konkrete forhold

Malene Møller Hall
Kommunikationsrådgiver, Primetime

Partiet har således i medierne bebudet, at de ønsker en folkeafstemning om, hvorvidt bededagen skal afskaffes som helligdag. Om det er galt eller genialt at bede folket stemme om, hvorvidt de selv skal arbejde mere, er svært at vurdere. Det er alt andet lige ikke ulovligt at være naiv.

Til gengæld er det nemt at udlede, at sandsynligheden for, at det sker, er cirka lige så stor som sandsynligheden for, at danskerne rent faktisk vil kunne mærke de historiske skattelettelser, regeringen i samme ombæring vil indføre. Nye Borgerlige ved også udmærket, at det ikke kommer til at ske, men tilbage står eksemplets magt, som tydeliggør, hvordan medierne bliver anvendt som strategisk værktøj.

Der er for så vidt intet nyt i at medierne bruges som et led i lobbyarbejdernes og politikernes strategier. Gode pitch, notater og netværk har længe været bagtæppe for virksomheders pseudokampagner. Det har vi set massevis af gange. For ikke at sige hver dag.

Men den nye parlamentariske situation tilskynder det i et helt andet omfang, hvis lobbyisterne skal lykkes med deres arbejde. Vi kommer derfor til at se langt flere historier i medierne, hvor interesseorganisationer prøver at skabe folkelig opbakning til kritik at konkrete elementer i regeringsgrundlaget. Det er der intet galt i.

Det betyder blot, at regeringen må på banen og forsvare sin politik, helt som det skal være. De tre regeringspartier har brugt lang tid på at diskutere indholdet i regeringsgrundlaget. Historisk lang tid, for det ikke skal være løgn. 43 dage.       

Man kan derfor roligt gå ud fra, at de i langt de fleste tilfælde vil stå sammen om at forsvare det aftalte, men der vil opstå situationer, hvor et eller flere regeringspartier får kolde fødder i forhold til konkrete forhold. Eller hvor en eller flere af de folketingsmedlemmer, der skal stemme forslagene i gennem, ikke kan stå inde for politikken alligevel.

Det vil med stor sandsynlighed være fordi, der er nogle lobbyister, der har gjort deres arbejde godt og således har formået at tilpasse sig efter den nye parlamentariske situation. For det er en ny strategisk verden i forhold til den, som public affairs-branchen tidligere har været vant til.