The comeback girl

Hun fik det svageste af alle SF's ministerier, hun måtte lide den tort at blive vraget til partiets landsledelse – og hun støttede den tabende formandskandidat. Alligevel er hun på ingen tid avanceret i ministerrækken og indtrådt i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

Den nyudnævnte transportminister, SF's Pia Olsen Dyhr, er ikke en dame, der lader sig anfægte af almindelige begrænsninger. Hun er en inkarneret fighter, der går på med krum hals, uanset hvor ringe de politiske muligheder synes at være. Senest som en meget synlig leder af Handelsministeriet, der ellers giver samme risiko for et liv i glemsel som Europa-parlamentet.

Stærkt netværk
En del af gennemslagskraften bunder i, at Pia Olsen Dyhr er en meget målrettet og systematisk netværker. Derfor kunne hun trække på venner og partifæller, der gav hende idéer til, hvordan man fik noget ud af selv et handelsministerium. Det var så meget desto vigtigere, fordi ministeriets embedsmænd ikke rigtig havde nogen planer liggende til den nye minister.

Netværket dækker også medierne. Pia Olsens kontaktnet blandt de politiske journalister er et af de mest finmaskede og bedst vedligeholdte på Borgen. Hun sidder ikke bare og venter på, at en journalist finder på at ringe, men har en meget opsøgende stil.

Belærte Steen Gade
Den 42-årige minister har været medlem af SF i over 25 år. Det var spørgsmål som ligestilling mellem kønnene, ulandspolitik og den grønne dagsorden, der vækkede hende politisk. Hun var ligeledes tiltrukket af "Next Stop", en nedrustningsbevægelse der var hot i sidste halvdel af 80'erne, hvor Pia Olsen blev medlem af SFU.

Som 15-16-årig SFU'er mødte hun sammen med en veninde op i Folketinget hos Steen Gade, der allerede dengang var en etableret miljøpolitiker. De ville lige fortælle ham, hvordan partiets miljøpolitik burde være. Gade tog pænt imod de frembrusende unge damer, og han blev en mentor for Pia Olsen i årene frem.

Jeg hader at tabe. Så enkelt er det.

Pia Olsen Dyhr (SF)
Om nederlaget til Søvndal i 2005

Fællesnævnere med R
Ligesom Gade tilhører Pia Olsen Dyhr SF's grønne, EU-positive fløj, hvorfra miljøminister Ida Auken er det tredje fremtrædende medlem i folketingsgruppen. Mens forholdet mellem Pia Olsen og Steen Gade stadig er nært, har Ida Auken og Pia Olsen aldrig haft et nært personligt forhold.

Den grønne fløj orienterer sig typisk lige så meget mod Radikale som mod Socialdemokraterne, og på hjemmefronten har Pia Olsen Dyhr til tider heftige diskussioner sin mand, Villy Dyhr, der for otte år siden gik fra SF til Socialdemokraterne:

"Don't be in the room, når vi diskuterer integration og retspolitik. Det er ikke rart at høre på," som hun selv formulerer det.

At Pia Olsen Dyhr nu er rykket frem på brættet – og ligefrem har overhalet Ida Auken – skyldes i høj grad, at man i den nye SF-ledelse kvitterer for, at hun har leveret varen. Udover den professionelle medietilgang er der anerkendelse af hendes store arbejdskapacitet. 

Orientering mod magten
Adskillige SF'ere peger imidlertid også en mere kontroversiel forklaring på hendes forfremmelse. Nemlig Pia Olsens talent for at tilpasse sig efter, hvor magten nu ligger placeret.

Som de andre SF-ministre støttede hun sundhedsminister Astrid Krag (SF) i kampen for at blive ny formand. Ikke fordi hun politisk lå nærmere Astrid Krag, tværtimod. Men Pia Olsen foretrak en formand med ministererfaring, der helhjertet gik ind for regeringsprojektet.

Da Annette Vilhelmsen (SF) overraskede alt og alle og vandt en jordskredssejr, var Pia Olsen endog meget hurtig til at orientere sig mod den nye ledelse. Her er opfattelsen, at mens Ida Auken siden mest har passet sin egen biks som miljøminister, er Pia Olsen gået "all in" og har loyalt forsvaret den nye formand som person og den politiske linje generelt.

Taktiker eller kyniker
Det er her, vandene skiller i forhold til Pia Olsen Dyhr. Mens nogle ser hende som en dygtig taktiker, der blot forsøger at optimere sin politiske indflydelse, ser andre hende som en rendyrket opportunist.

Sandt er det, at hun målbevidst etablerede en nær forbindelse til Ole Sohn (SF), da han var en magtfuld gruppeformand. Omvendt tog hun et meget direkte opgør med daværende skatteminister Thor Møger Pedersen (SF) i en periode, hvor Thor Møger som Søvndals stedfortræder var selve inkarnationen af magt i SF. 

Naturkraft
Pia Olsen var SFU-formand fra 1996-98, og da SF skulle have ny formand i 2005, tog hun det dristige skridt at stille op mod favoritten Villy Søvndal. Hun var ikke engang medlem af Folketinget, så en sejr til hende havde været sensationel. Men chanceløs var hun ikke. Efter de borgerlige storsejre i 2001 og 2005 var der en tørst efter fornyelse på venstrefløjen, og Pia Olsen havde medvind i medierne.

Søvndal vandt en klar sejr, men Pia Olsen fik samlet en tredjedel af stemmerne bag sig, hvad der slet ikke var dårligt for en sort hest. Sådan så hun dog ikke selv på det. Hun virkede bitter og desillusioneret i en længere periode efter nederlaget, og som hun selv siger:
"Jeg hader at tabe. Så enkelt er det."

Pia Olsen er vant til at kæmpe. Hun boede i sin teenagetid alene med en alkoholisk far, men formåede alligevel at blive kandidat i statskundskab. Hun har en råstyrke og et overlevelsesinstinkt, der minder om en Henrik Sass Larsen (S). Naturkræfter, der ikke i længden lader sig holde nede.

Samtidig har Pia Olsens egen opvækst tydeligt påvirket hendes holdning til socialpolitik. I modsætning til en del partifæller, ser hun ikke automatisk sociale tilfælde som ofre, men også som personer, der godt kan stilles krav til.  

Drømmejob
Da Pia Olsen Dyhr kom i Folketinget ved SF's storsejr i 2007, var nederlaget lagt bag hende. Hun viste sig hurtigt som en konstruktiv kraft og fik SF med i det første trafikforlig, en præstation der blev mødt med klapsalver i folketingsgruppen.

Pia Olsen blev aldrig en del af Søvndals inderkreds, men de undgik et direkte modsætningsforhold, som det der kendetegnede Holger K. Nielsen og Steen Gade efter deres formandsopgør. Hun figurerede inden valget som et sikkert kort på SF's ministerliste – både på grund af hendes kapacitet og for at tilgodese partiets grønne fløj.

Med forfremmelsen til transportminister har hun fået et drømmejob i en situation, hvor den store togfond skal udmøntes. Og i K-udvalget kommer hun til at deltage i strategiske forhandlinger, selvom det stadig er Holger K. Nielsen, der skal forhandle finanslov. Ifølge SF-kilder var Holger ikke ubetinget glad for at afgive pladsen i K-udvalget til Pia Olsen.

Alliancer
Pia Olsen skal fremover løfte endnu mere af partiets udadvendte kommunikation, og hun er nu rykket op som partiets nummer tre. Hun har fået et tæt forhold til centrale skikkelser som den politiske ordfører Jonas Dahl (SF) og næstformand Mette Touborg (SF).

Selvom Pia Olsen er loyal over for Annette Vilhelmsen, begynder brikkerne at blive stillet op til næste game. Som det ser ud lige nu er Ida Auken favorit til at blive den næste formand, mens Mette Touborg og Jonas Dahl er outsidere. Men der findes også dem, der peger på en fjerde mulighed. Som en central kilde udtrykker det:

"SF har i dag en formand, der sandsynligvis ikke har kapaciteten. Hvis Annette bliver smadret i partilederrunderne, kan Pia være den mest oplagte afløser efter et valgnederlag. Hun vil have været helt i front i et par år og have en ideel alder for en ny formand."

Skal Pia Olsen helt til tops, kræver det, at hun udvider sit politiske repertoire. Den grønne profil skal suppleres med en række fordelingspolitiske meldinger, der kan give hende stemmer fra den venstrefløj, der altid vinder formandsvalgene i SF. 

Pia Olsen Dyhr vil befinde sig fint i en strategisk rolle som en Claus Hjort Frederiksen (V) eller Henrik Sass Larsen, så det er langt fra sikkert, hun kandiderer, når den næste SF-formand skal vælges. Man overlever ikke at tabe et formandsvalg to gange, så stiller hun op igen, skal hun være sikker på at vinde.