"Da spin erobrede Danmark"

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

Jeg kan slå Anders Fogh

Med Lykketofts afgang var bolden givet op til, hvem der skulle overtage ledelsen af S og dermed også, hvem der ved det kommende valg skulle være oppositionens bud på en statsminister. Velkendte socialdemokratiske navne som Frank Jensen, Henrik Dam Kristensen og Jan Trøjborg, der alle havde tjent som ministre under Nyrups regeringstid, blev nævnt som nogle af de mest oplagte kandidater til at efter­følge Lykketoft.

Det skulle imidlertid vise sig, at der var en kandidat, som de færreste havde nævnt, når gisningerne, om hvem der skul­le være ny mand på broen, kørte. For som noget helt nyt og overraskende for mange var der nemlig ikke tale om en mand, men derimod en kvindelig kandidat ved navn Hel­le Thorning-Schmidt. For den brede vælgerskare var hun et relativt ubeskrevet blad, der efter en periode i Europa-Parla­mentet netop var blevet valgt til Folketinget. Med sine blot 38 år og en stil, der lå milevidt fra tidligere socialdemokrati­ske formænd. I sin tid i Bruxelles havde hun af sin parlamen­tarikerkollega, Freddy Blak, fået øgenavnet ‘Gucci-Helle', med henvisning til hendes ofte dyre håndtasker. Den beskri­velse fangede medierne lynhurtigt, og det bidrog yderligere til billedet af, at formandsvalget var en duel mellem den gam-le, erfarne, velkendte Frank Jensen og den nye, uprøvede og ukendte Helle Thorning-Schmidt.

I store dele af den socialdemokratiske partibevægelse smi­lede man skævt og trak lidt på skuldrene af Frank Jensens modkandidat. Derfor var det også så som så med mandska­bet omkring Thorning. En af de få, som var med fra starten, var den unge LO-konsulent og taleskriver for formanden Hans Jensen, Kristian Madsen, der tidligere havde været formand for DSU i København. Han kendte Thorning i for­vejen, da han som aktiv i DSU havde hjulpet hende med at føre valgkamp til Europa-Parlamentet i 1999, hvor hun med blot 38 stemmers forskel havde slået sin modkandidat, John Iversen, og herefter sat kursen mod Bruxelles.

Selv om Thornings formandskandidatur kom bag på ham, var Kristian Madsen ikke sen til at takke ja, da han blev kon­taktet af det socialdemokratiske folketingsmedlem og Thor­ning-støtte, Henrik Sass Larsen. Thornings projekt klingede bedre end Frank Jensens, og derfor var der ingen tvivl om, hvor sympatien lå, husker Kristian Madsen:

"Henrik Sass Larsen ringede til mig og bad mig komme til et møde i en lejlighed på Østerbro, hvor folk skulle samles. Der var 10-12 mennesker i den lejlighed, som lå i Nordre Frihavnsgade. Mogens Jensen, Morten Bødskov, Karen Hækkerup var der blandt andet. Bødskov havde lavet et stort excel-ark, med hvordan og hvorledes vi skulle gribe kampagnen an."

Kort tid efter mødet på Østerbro mødte Helle Thorning-Schmidt Frank Jensen i en duel på DR2 under ledelse af Klaus Bundgård Povlsen. Og det gik mildest talt ikke så godt for den uprøvede udfordrer, fortæller Kristian Mad­sen:

"Kampagnen brød sammen. Folk forsvandt, fordi den jo var dødsdømt. Hun var blevet kørt over i debatten mod Frank Jensen. Til de næste strategimøder var der pludselig ikke så mange, som dukkede op. Men der var jo en, der skulle lave talerne, så de andre pegede på mig og sagde: ‘Det gør du, Kristian.' ‘Okay, fint nok, det tager jeg.' Så det var sådan, det endte med, at jeg kom til at arbejde som taleskriver for Thorning. En komplet tilfældighed. Det var egentlig menin­gen, at en ovre fra Dansk Metal skulle have lavet talerne."

Det var med andre ord op ad bakke for Helle Thorning-Schmidt. Duellen mod Frank Jensen havde gjort, at situa­tionen var endnu mere vanskelig end før. Og der var samtidig en anden udfordring. Thorning var ikke nogen særlig dygtig taler, hvilket var et problem, de mange møder i partiforenin­gerne taget i betragtning, forklarer Kristian Madsen:

"Den første tale, jeg lavede, var til hendes allerførste valg­møde. Det foregik i HK København. Hun og Frank Jensen havde aftalt, at de skulle rundt på en fælles formandsturne 15 steder i landet. Ved det første møde hos HK København skulle hun holde ti minutters indledende tale. Den var en ren katastrofe. Jeg havde nærmest lyst til at rejse mig og trykke på brandalarmen for at få stoppet det, inden det kørte mere af sporet. Men efterhånden fik hun filet sine evner til, så hun faktisk havde noget at byde på. Vi udarbejdede samtidig en standardtale, der kunne trækkes hele tiden, uanset hvor hun var i verden. Alle mulige forbund og hovedbestyrelser ville jo have hende ud. Pludselig var der en milliard møder. Og så kunne hun trække den tale op. Og hun kunne den så godt, at hun til sidst ikke behøvede at stå med papiret mere. Jeg havde hørt hende tale så mange gange, at jeg efterhånden begyndte at forstå præcis, hvilke sætninger hun især yndede at bruge. Eksempelvis kan jeg huske, at hun sagde det med at arbejde regeringen ud af kontorerne. Det var en sætning, hun selv brugte, og som var noget, hun troede på. Det kun­ne vi godt flette ind i det, hun sagde. Når hun stod i de der spørgsmål/svar-situationer, tog jeg notater og indimellem var der guldkorn, hvor jeg tænkte: ‘That's a good vending. Den kan vi bruge i talen'. Så det var meget en proces, som gjorde hendes taler bedre."

Modsat Frank Jensen var Helle Thorning-Schmidts helt sto­re udfordring at få overbevist sine socialdemokratiske parti­fæller om, at hun rent faktisk var socialdemokrat helt ind i sjælen og ikke bare en karrierefikseret opkomling, påpeger Kristian Madsen:

"Vi havde et problem i forhold til den anklage om, at hun i virkeligheden ikke var socialdemokrat. Det skulle vi have demonstreret, at hun faktisk var. Jeg havde drillet hende lidt med, at jeg talte flydende socialdemokratisk, men det gjor­de hun ikke rigtig på det tidspunkt. Så det handlede om at finde ud af, hvilke ting vi skulle bruge for at trykke på de rigtige knapper, krydret med inspiration fra alle mulige udenlandske taler."

Selv om Thorning og hendes folk langsomt, men sikkert, fik bedre styr på såvel kommunikationen som den politi­ske platform, var Frank Jensen fortsat favorit. Den tidlige­re justitsminister lå et pænt stykke foran i målingerne, og de fleste anså det for værende sandsynligt, at han definitivt kunne aflive enhver spænding om udfaldet ved at holde en god tale på den socialdemokratiske kongres. I Thorning-lej­ren var man klar over, at stolen var sat for døren. Og at den tale, som Thorning skulle holde, var noget nær sidste chance for at genetablere en reel mulighed for at komme tilbage.