Her er vælgernes dagsorden

POLITIKOMRÅDER: Udlændingepolitik har nu indhentet sundhed som det absolut vigtigste, når vælgerne skal afgive deres stemme. Forsvarspolitikken er derimod i bund.

Placeholder image
Når stemmen skal kastes i boksen næste gang, vil regeringen især blive målt på, om vælgerne er tilfredse med sundhedsvæsnet og trygge ved asylpolitikken.  
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk

Flygtningekrisen har sat sine spor.

Mens sundhedspolitik ubetinget toppede vælgernes dagsorden i tiden op til valget for et år siden, er udlændingepolitikken nu lige så vigtig. Områder som socialpolitik og skat er også centrale, men dog knap så afgørende for valget af parti.

Tallene fremgår af en ny Norstat-måling for Altinget, hvor svarpersonerne har peget på de politikområder, der er mest afgørende for, hvor stemmen ender ved næste folketingsvalg. Man har mulighed for at krydse af ud for flere politikområder.

Ud for sundhed og udlændingepolitik har hele 48 procent denne gang sat et kryds, og netop de emner gør politikerne klogt i at have en troværdig politik på. For udlændinge og sundhed har bidt sig fast i den politiske dagsordens top tre siden 2001 – med valget i 2011 midt under finanskrisen som eneste undtagelse.

Kvinder vilde med sundhed
Sundhed er højt prioriteret politikområde blandt næsten alle partier, og de socialdemokratiske vælgere har ligefrem dette emne som det allervigtigste. Sundhed prioriteres højere hos kvinder end mænd, og logisk nok er det vigtigere for ældre end yngre.

Ikke overraskende er udlændingepolitik afgørende for hele 75 procent af Dansk Folkepartis vælgere, når de skal stemme. Men også for traditionelle borgerlige vælgere fra Venstre og Konservative har dette emne stor betydning. Som noget nyt er udlændingepolitik også vigtigt for Enhedslistens vælgere.

På en tredjeplads kommer socialpolitik med 44 procent bag sig. For vælgere fra SF og EL er det uden konkurrence det vigtigste emne, og det sociale område ligger også meget højt på dagsordnen hos socialdemokrater og vælgere fra Alternativet.

Socialpolitik er tilmed det allervigtigste emne blandt radikale vælgere. En smule overraskende partiets nyere historie taget i betragtning, men her vi nede i små tal.

Skat rykker op
Den heftige diskussion om skattepolitik, som især Liberal Alliance står for, har skubbet emnet op på en fjerdeplads. Det er en bemærkelsesværdig udvikling, at 40 procent nu prioriterer skattepolitik så højt, for emnet var i en årrække forvist til området for politiske kuriositeter.

Det er ikke kun LA-vælgerne, der har skat som det vigtigste emne af alle. Det gælder også vælgere fra Konservative og Venstre, og det er med til at forstærke presset på Løkke (V) frem mod efterårets skatteforhandlinger. Skat optager mænd langt mere end kvinder.

[Artiklen fortsættes under figuren.]

Alternativ dagsorden
At økonomi med 34 procent er røget helt ned på en femteplads afspejler, at danskerne er langt mere trygge ved den økonomiske situation end for fem-seks år siden. Det understreger den vigtige pointe, at det frem for alt er de uløste problemer, de danske vælgere går op i.

De grønne områder miljø samt energi og klima ligger midt i feltet. Gyllespredning og isbjørne uden is afgør ikke et valg, men det grønne er kommet mere frem igen de senere år.

Her skiller Alternativets vælgere sig markant ud fra alle andre: Elbæks vælgere har ganske enkelt klima som nummer et og miljø som nummer to. De grønne områder prioriteres særlig højt blandt unge og folk fra hovedstaden.

Bundpropperne
I den anden ende af skalaen finder man den faste bundprop i den slags undersøgelser, nemlig kultur, som kun 8 procent af vælgerne ser som et af de vigtigste områder.

Nok så tankevækkende scorer den foregående uges helt store stridspunkt, forsvarspolitikken, nøjagtig samme resultat. Forsvar er et emne, der betyder virkelig meget for en lille sluttet skare, men i modsætning til de dramatiske opgør om fodnotepolitikken i 80'erne, er det utænkeligt, at et folketingsvalg vil blive afgjort af forsvarspolitik i 2016.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt
Hvilke af følgende politikområder vil være mest afgørende for din stemmeafgivning ved næste folketingsvalg?

- Udlændingepolitik: 48 procent
- Sundhedspolitik: 48 procent
- Socialpolitik: 44 procent
- Skattepolitik: 40 procent
- Økonomisk politik: 34 procent
- Arbejdsmarkedspolitik: 32 procent
- Uddannelsespolitik: 28 procent
- Miljøpolitik: 27 procent
- Energi- og klimapolitik: 26 procent
- EU: 22 procent
- Retspolitik: 18 procent
- Boligpoltik: 14 procent
- Fødevarepolitik: 14 procent
- Udenrigspolitik: 13 procent
- Transportpolitik: 13 procent
- Forsvarspolitik: 8 procent
- Kulturpolitik: 8 procent
- Ingen af disse: 7 procent

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.002 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 2. til 6. juni 2016.

Se alle tal her



Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser