Vanopslagh er måske slet ikke så liberal, at det gør noget

Med sin bog 'Vejen til ansvar' har kongen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, før sommerferien meldt sig til brigaden af, hvad jeg vil kalde ”forvandlings-politikere”; Partiledere som tidligere Poul Schlüter og Mette Frederiksen – uden sammenligning i øvrigt – der forstod, at vejen til det ultimative politiske ansvar går fra en ”isme”-classic til den midte, hvor marginalvælgerne og dermed regeringsmagten er inden for rækkevidde.

Poul Schlüter overtog i 1970’erne en konservativ ruin og lod partiets ”grå eminence”, landsretssagfører Kristian Mogensen – Erik Ninn-Hansens tro væbner – formulere et grundlag for konservativ politik, som bestemt var så konservativt, ”så det gør noget”.

Men hermed var banen så også fri for ”borgerlige stemmer, der arbejder”, for ingen kunne jo mistænke og beskylde Schlüter for ikke at have taget udgangspunkt i den fundamentalistiske del af partiet.

Tilsvarende overtog Mette Frederiksen i 2015 et socialdemokrati med uorden i det politiske kompas, men der var ingen tvivl om, at hun havde rod i ”arbejderismen” og vedkendte sig et ideologisk kammeratskab med Anker Jørgensen og ikke forgængeren Helle Thorning.

Dermed havde hun så også partipolitisk frirum til at skifte SF og Enhedslisten ud med Venstre og Moderaterne og dermed danne den siddende midterregering.

Så er spørgsmålet, om Alex Vanopslagh kan blive den næste forvandlingspolitiker? Hvor Schlüter tog turen fra den konservative højrefløj ind mod midten. Og hvor Mette Frederiksen tog turen fra den socialdemokratiske venstrefløj ind mod midten.

Vil og kan Vanopslagh så tage turen fra det ultraliberale overdrev via sociale medier som TikTok, bogen 'Vejen til ansvar', rallies i KB-Hallen og forlig på Christiansborg til pludselig om et par år for alvor at bejle til statsministerposten?

Spørgsmålet er måske nærmere: hvorfor ikke? Ikke bare i mangel på bedre, men fordi han allerede med sin bog har indledt kampen om magten på længere sigt – måske allerede om tre år.

Kun fremtiden kan afsløre, om Vanopslagh forsøger at blive en ægte forvandlingspolitiker som Schlüter, Fogh og Mette Frederiksen

John Wagner

HVIS Jakob Ellemann-Jensens tilbagekomst ikke får vælgernes tilgivelse for politisk flirt og ægteskab med ”sosserne”. HVIS konservative fastholder ”Pape-power” som vejen til ny storhed.

Og HVIS Lars Løkke Rasmussen ikke endnu en gang overhaler dem alle både indenom og udenom og bliver Danmarks første statsminister, som har været leder af to partier.

Lars Løkke Rasmussens forgænger som Venstre-formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har i hvert fald også vist Vanopslagh vejen til Statsministeriet.

Fogh skrev (eller måske rettere sagt: lod en af sine taleskrivere komme med forslag til) den bog ”Fra socialstat til minimalstat”, som Poul Nyrup Rasmussen rev sider ud af under valgkampen i 2001 som illustration af Foghs løftebrud og forskellen mellem at være i opposition og have regeringsmagt.

Ultimo juli diskuterede man Vanopslaghs forslag om at nedlægge folkebibliotekerne, som man i 1970’erne diskuterede de konservatives forslag om et reklamefinansieret TV 2 for at begrænse DR’s indflydelse på meningsdannelsen.

Altså ingen tvivl om Vanopslaghs yderst liberale sindelag… som udgangspunkt, hvad der også er mange andre eksempler på, end det med bibliotekerne i ”Vejen til ansvar”.

Men så er det lige, at også den anden side kommer til udtryk – at han måske slet ikke er så liberal, ”så det gør noget”, for her at omskrive en ikonisk Schlüter-bemærkning.

Allerede i indledningen til sin bog skriver Vanopslagh, at liberalismen langsomt vil visne bort, ”hvis det eneste, liberalismen har at byde på, er en lovsang af samfundets vindere og deres blik for økonomiske nøgletal”.

Og senere (efter en lovprisning af den lille købmand): ”Også liberale (bør) have blik for, at der findes mål i tilværelsen, som er vigtige, selvom de ikke er økonomisk rationelle”.

Tidligt i bogen tager han afstand fra højredrejningen i amerikansk politik med Trump som det afskrækkende eksempel, fra en ”antieuropæisk politiker” som Marine Le Pen og de ”højrepopulistiske regimer” i Polen og Ungarn. Og dermed vel også, hvad der i dansk politik ligger til højre for Liberal Alliance.