Venstre slår ud efter LA, men rammer den tomme luft: Derfor er det så svært at få ram på en vinder

Rollerne er byttet om. Den lille, rebelske teenager har vokset sig stor og slagkraftig, og nu er den gamle ved at se sit kongedømme blive overtaget. Liberal Alliance har medvinde i målingerne og bliver igen og igen spået et markant bedre valg end Venstre.

I seneste Voxmeter-måling får LA således 12,3 procent, mens Venstre bare får 10,3 procent. Det kan V naturligvis ikke leve med. Særligt ikke, fordi udfordreren ganske bevidst er ved at æde sig ind på Venstres enemærke.

Derfor har Venstre indledt en række direkte angreb. Det så vi i forbindelse med skattelettelser og indførelse af top-topskat, hvor skatteordfører Jan E. Jørgensen og ligestillingsminister Marie Bjerre forsøgte at gå LA i bedene med sjove videoer og meme-inspirerede opslag på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, men begge faldt til jorden og blev turneret af LA's kommunikationsafdeling lige tilbage i hovedet på dem.

Vi så det også i et sponsoreret darkpost på Facebook, hvor Venstres hovedkanal sammenligner Alex Vanopslagh med træklatreren Anders Samuelsen. Men lige lidt har det hjulpet.Alt, V gør, synes at gå galt med ringere målinger til følge. Alt, LA gør, synes at lykkes. Selv ikke Vanopslaghs boligsag gjorde for alvor ondt, og nu er den så godt som glemt. Enhver LA-møgsag glider af som vand på en regnjakke, mens Venstre bare bliver mere og mere gennemblødte.

Det er som om, der er en konstant energi i politik, som forskellige partier skiftes til at overtage. En fest. LA har festen lige nu, og uanset om modstanderpartierne ignorerer eller angriber, kan de ikke tage den fra dem.

Det bringer mindelser tilbage til en svunden tid, hvor Nye Borgerlige var oppe at kysse de 10 procent i meningsmålingerne. De virkede friske, og festen var så afgjort hos dem i den periode.

Særligt en dag står i klar erindring, hvor Venstres presseafdeling og Jakob Ellemanns særlige rådgiver havde brugt evigheder på at skrive et langt og velargumenteret Facebookopslag om et politisk forslag. Det trak et par hundrede likes.

Det er som om, at hver gang Venstre lægger an til et hårdt slag, når LA at danse forbi, så de bare slår ud i den tomme luft

Morten Reimar

Pernille Vermund skrev en kommentar til opslaget. "Enig," stod der. Og det indkasserede langt over tusind likes.

Endnu før det var festen hos Alternativet, som forud for folketingsvalget i 2015 blev angrebet af alle fra Enhedslisten til kommentatorer og statsministeren.

Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen sagde, at "Alternativet er et bluffnummer. Det er et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst."

Partiet grinte bare af det, ja tog det nærmest som små sejre, og deres vælgere elskede det. Ni mandater gav de dem. Det var en crazy fest.

Også Konservative oplevede, at festen var hos dem en overgang. De første historier om Søren Pape, for eksempel om hans løn, bed ikke rigtigt, det gjorde de første par artikler om hans boligsituation heller ikke.

Venstre forsøgte længe at ignorere Konservatives himmelflugt, men det blev bare ved. Det var først det vedvarende bombardement af negative mediehistorier og partiets paniske håndtering af sagen omkring Papes mands påståede onkel, der fik festen til at flytte videre.