Villy bør ikke følge Holgers råd

SFs afgående formand, Holger K. Nielsen, nåede på falderebet at give sin efterfølger det, han kalder for et godt råd, nemlig at SFs politik ikke skal laves om. Det er mere end tvivlsomt, om rådet er godt, for Holger K. Nielsen ønsker vel fortsat at se SF repræsenteret på Christiansborg. Fortsætter SF sin politiske kurs og forlader vælgerne SF i samme tempo som hidtil, så vil SF i løbet af få folketingsvalg følge CD ud i velfortjent politisk glemsel.

(...) Villy Søvndal repræsenterer en politisk retning, hvor man ikke behøver at lytte til den afgående formands gode råd. Ganske vist har Søvndal kvitteret for sit valg ved at signalere fornyelse og foryngelse. Men det får man ikke at se. Søvndal vil i det store og hele optræde som en søvngængerklon af Holger K. Nielsen.

Anderledes med Pia Olsen, der i valgfasen havde buldret løs med hovedvægt på et kvindesagsprogram, der også krydsede fornuftens grænse. F.eks. forslaget om kvindekvoter i virksomhedsbestyrelser. At hjælpe kvinder frem ved hjælp af kvoter er en rigtig dårlig idé. Den bedst kvalificerede bør have jobbet - uanset køn.(...)

Formandsskiftet i SF kan ikke skjule, at SF er blevet et marginalparti uden markante mærkevarer. Har man socialistiske holdninger og er imod EU, så er Enhedslisten som ideologisk museum det oplagte valg. Er man socialdemokratisk orienteret og EU-modstander, vil Dansk Folkeparti være valget. Mens SFs EU-tilhængere sagtens kan føle sig hjemme hos såvel Socialdemokraterne som de Radikale. SF er i klemme. SF er i eksistenskrise. Og paradoksalt nok er det Holger K. Nielsen, der har skabt krisen ved at søge indflydelse.(...)

SF fører sig frem som det røde og grønne parti. En risikabel satsning på at ville både det ene og det andet. Prøv at lave en blanding af de to kulører, og man får den intetsigende farve, der kendetegner SFs øjeblikkelige rolle i dansk politik.